Tunesien er fanget i en gaeldsfaelde
Det er gået voldsomt tilbage for Tunesiens økonomi siden revolutionen i 2011.
LYNGE GØRTZ SMESTAD, Tunesien bliver gang på gang hyldet for sine demokratiske fremskridt siden 2011. Det arabiske forår startede her i en folkelig protest over fattigdom, arbejdsløshed og mangel på ytringsfrihed og demokrati, der fik den mangeårige praesident Ben Ali til at gå af.
Men kampen er langt fra slut endnu, for økonomien er kun blevet vaerre siden revolutionen, og både arbejdsløsheden og inflationen er steget maerkbart. Og siden en raekke bestialske terrorangreb i 2015 har det stået skidt til med turismen – landets 3. største indtaegtskilde.
Demokratisk har sejren vaeret bittersød. For nok har Tunesien fået demokrati og samlingsregeringer, men det har også vaeret så svaert for partierne at samarbejde, at Tunesien er blevet kastet ud i den ene politiske krise efter den anden. Senest i november hvor premierministeren lavede det, der blev den 10. regeringsrokade siden revolutionen, men hvor praesidenten naegtede at anerkende rokaden.
I et forsøg på at daempe den folkelige utilfredshed har man forhøjet lønningerne i det offentlige, der er landets største arbejdsgiver. Problemet er bare, at forsøget på at saette gang i økonomien ved at haeve de offentlige udgifter er sket for lånte penge.
Gaeld fordoblet
Tunesiens gaeld er naesten fordoblet siden revolutionen. Hovedparten af gaelden er optaget gennem
IMF, og derfor er det lige nu reelt IMF, der holder hånden under Tunesiens økonomi. Men de lån forudsaetter, at Tunesien også følger IMF’s anvisninger om at reducere de offentlige udgifter – og så er det lige vidt for de mange statsansatte. Ydermere er arbejdsløsheden på over 15 pct., og dermed er der fortsat latent risiko for voldsomme, folkelige protester.
Laeg hertil et underskud på betalingsbalancen, lave valutareserver og en sikkerhedssituation, der har fyldt meget i udlandets opfattelse af Tunesien. Endvidere betyder den stigende inflation og valutasvaekkelsen, at centralbanken har begraensede muligheder for at stimulere den relativt lave vaekst på ca. 1-2 pct. gennem en lempeligere pengepolitik.
Det er faktorer, danske virksomheder, der ønsker at eksportere til Tunesien, skal holde sig for øje. Den danske vareeksport til Tunesien var i 2017 på 238 mio. kr. - omtrent på samme niveau som før revolutionen.
Satser på vind og sol
Der er dog ét sted, hvor der er gode muligheder for dansk eksport; vedvarende energi. For Tunesien har gode forhold for både sol og vind, og nu håber man, at energi kan blive den nye eksportvare. Men det kraever både massive investeringer i energiproduktion og transmission, der hidtil har ligget som et monopol hos det statslige energiselskab.
Tunesiens regering har erkendt, at den er nødt til at åbne markedet for private investeringer i solcelleanlaeg og vindmølleparker. Problemet er at tiltraekke finansiering. Det handler blandt andet om lange, statsgaranterede aftageraftaler på strømmen. Men den slags aftaler ønsker Tunesien ikke at indgå, og så er det småt med pengene til opførslen.
Tunesien har i lighed med en raekke andre lande forsøgt at lave energiauktioner, men få ønsker at byde på aftaler, der er så usikre, som dem Tunesien laegger op til. Samtidig er hovedparten af de store banker statsejede og så svage, at de er taet på at vaere insolvente.
Så selv om Tunesien har en veldiversificeret økonomi, der både inkluderer industriog tekstilproduktion, landbrug, turisme og en mindre olieindustri, så er landet fanget i en gaeldsfaelde.
En yderligere udfordring er, at der er valg til både praesidentpost og parlament i 2019, og det gør regeringen fodslaebende i forhold til at indføre upopulaere reformer, der kan forbedre økonomien. EKF Danmarks Eksportkredit bistår danske virksomheder med finansiering af eksport. Laes mere på ekf.dk