Ny roman er naevenyttigt levende
”HHV, Frshwn” er det tredje og staerkeste bind i Hanne Højgaard Viemoses romanserie om Hannah/Hanne/Anne/Anita. Det er ret grumt, forvirret indigneret, virkelig sjovt, og ikke mindst et egensindigt bud på den allestedsnaervaerende autofiktion.
Det saerlige ved Hanne Højgaard Viemoses ”HHV, Frshwn” – hvilket også gaelder romanerne ”Hannah” og ”Mado”, som den er en slags selvstaendig efterfølger til – er dens tone. Den er saert henkastet uden at vaere ironisk, hård uden at vaere kynisk, selvudleverende uden at vaere insisterende intim.
Det fornemmes allerede i den korte tekst, der indledningsvist deklarerer ”HHV, Frshwn”: »Egentligt var dette historien om Anita, den unge naevenyttige og desperate antropologistuderende A, der rejste til Perus Amazonas på en sociokulturel mission.«
Men, som Viemose skriver, bliver den historie »fedtet ind i et vaeld af historier, herunder mit liv som forfatteren […]«. Nemlig en raekke scener fra sommeren 2015, hvor »drengene og jeg flyttede efter en lidt hård årraekke (med skilsmisse, arbejdsløshed, kommunal bolignedrivning, tvangsforflyttelse og lignende besvaerligheder) fra Gellerupparken […] til København, hvor vi håbede på bedre tider.«
Alt det pis
Det er dog ikke milde sommerdage, der udspiller sig i romanen. Hanne-jeget farer her rundt i Reykjavik med sin deliriske eksmand Jussi i haelene, bryder sammen i Købehavn og indleder et forhold til en gift mand. Blandt andet.
På den måde skriver Viemose sig umiddelbart ind i den allestedsnaervaerende autofiktion og bekendende tendens, hvor det er det mørke, det ubehagelige, det tabubelagte, der laegges frem. Men samtidig er ”HHV, Frshwn” også en tekst – parallelt med eksempelvis Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen – der vaegrer sig mod denne gestus. Det er f.eks. tilfaeldet i scenen, hvor Hanne-jegets opbyggelige samtale med en overlaege på psykiatrisk akutmodtagelse om bl.a. sammensatte typer og »enestående personlighedsstrukturer« afslutningsvis afmonteres:
»Jeg slår afvaergende ud med hånden og/vandflasken på bordet, alt det pis, det driver i en pøl, gennemvaeder overlaegens tegning af alle mine kasser, min enestående personligheds struktur.«
Indre uro
Citatet indikerer noget af dét, der er centralt at understrege. Nemlig, at ”HHV, Frshwn” er en seriøst morsom roman. Måden hvorpå den ”vigtige” samtale punkteres med slapstick-klodsethed og den nu vraengende udvanding af laegens diagnose. Absolut sjovest er de genkommende scener med sønnerne, der spørger, hujer og råber sig igennem romanen som en slags anarkistisk kor.
Men for at vende tilbage til psykiatriscenen, er komikken ikke ren sjov. Afslutningen peger netop også mod såvel Hanne-jeget som romanens egen modstand mod samlende forklaringsmodeller. Som Viemose skriver i den allerede citerede indledningstekst, er det »ikke altid til at se, hvilke mønstre der er på faerde«.
På den måde gennemsyres ”HHV, Frshwn” af en paradoksal indre spaending. For på den ene side er det en roman, der fungerer som en slags undersøgelsesrum for hovedpersonens historie. Men på den anden side viger den tilbage fra at udlaegge og herigennem forsimple alt pisset.
En knaldroman
Det er f.eks. tilfaeldet med de fortidssekvenser, som hører til bogens staerkeste. Fortaellingen (i det sigende, vraengende kapitel ”Lad os se på barndommen”) om teenageren Hanne i barndomsbyen Frederikshavn, der med spirende kvindekrop må droppe drømmen om at blive indianer og i stedet bedøver sig med ”My Little Ponies”, druk og uformel prostitution med knallerttyper. Det (selv)destruktive og dets kobling til det seksuelle er også kernen i historien om Anitas (Hannes alterego) på alle måder voldsomme rejse gennem Perus regnskov med en lokal guide. En rejse, hvis mørke hjerte er en kvalmende voldtaegtsscene, der leder til det i romanen alt andet end retoriske spørgsmål: »Hvad fanden det handlede om?/Hvorfor jeg ikke tog hjem?«
Romanen er netop ikke dvaelende, forklarende introspektion, men selvfortaelling i højt og hidsigt tempo; en autofiktiv knaldroman, der skifter mellem staerke scener, som aldrig rigtig samler sig, til trods for at det sidste kapitel postulerer, at »Alt falder på plads«. Det gør relationen mellem den private fortaelling og romanens sociale og politiske kritik (af kedsomheden i middelklassebarndommen, af et rigidt velfaerdsbureaukrati og af flygtningekrisen, som kulminerer i dagene omkring Hannes sammenbrud), heller aldrig helt.
På den måde er det ikke kun Viemoses hovedperson, der er naevenyttig og desperat. Det gaelder også for romanen selv. Men den er i den grad også levende, vildt velskrevet og giver lyst til snarlig genlaesning; ikke bare af ”HHV, Frshwn”, men også af ”Hannah” og ”Mado”.
ROMAN HHV, FRSHWN 282 sider, 249,95 kr. Gyldendal