Et første skridt
Terrorpraedikanten Said Mansour,
kaldet ”Boghandleren fra Brønshøj”, må vaere selve paradeeksemplet på den slags herboende mennesker, som Danmark har ret til udvise, fordi de udgør en fare for deres omgivelser.
Han har et langt kriminelt synderegister, og han har ingen tegn vist på at ville laere af sine fejltagelser. Han er nu udvist til sit hjemland Marokko, efter at Højesteret i 2016 stadfaestede en landsretsdom, der fratog ham hans danske statsborgerskab og dømte ham til udvisning på livstid.
At han omgående
er blevet faengslet i Marokko på en mistanke om at have vaeret involveret i et stort terrorangreb i Casablanca i 2003, mindsker ikke glaeden over, at han nu ikke laengere udgør en trussel her i landet. Marokko har naturligvis ret til at stille ham til regnskab, praecis som Danmark har gjort. Vi udviser ikke mennesker til tortur eller anden umenneskelig behandling, men den danske regering forekommer på sikker grund, når den siger, at der foreligger klare aftaler med Marokko.
Derfor spiller det heller ingen rolle for vurderingen af udvisningen, at regeringen ikke vil oplyse detaljerne om disse aftaler. Det er helt normal praksis i den slags personfølsomme aftaler mellem to lande, og så meget, det aergrer dem, der straks ser et skred i menneskerettighederne, så naturligt er det, at den slags oplysninger ikke råbes ud fra hustagene.
Danmark er sluppet af med en hårdkogt jihadist, og det er der vitterlig kun grund til at glaedes over og takke regeringen for. Til gengaeld viser det langstrakte sagsforløb også, hvor vanskeligt det bliver at få udmøntet det paradigmeskifte i udlaendingepolitikken, som regeringen og Dansk Folkeparti er enedes om: mere fokus på hjemsendelser, ikke mindst af kriminelle.
Når det kan tage så lang tid at slippe af med en type som Mansour, er der samtidig kun grund til at vaere meget realistisk om, hvad der kan lade sig gøre med andre af de udlaendinge på tålt ophold med en kriminel baggrund, som der for tiden er så stor opmaerksomhed om med planerne om at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm. Det er vel taenkeligt, at regeringen arbejder hårdt på at få mere gang i hjemsendelserne, men erfaringen fra Mansour-sagen viser, hvor svaert det bliver.
Alligevel er det blevet
en fast del af udlaendingedebatten, at politikere omgående truer med at udsende herboende, der forbryder sig mod danske traditioner og love. Det skete forleden igen, da der kom nye afsløringer af den muslimske organisation Hizb ut-Tahrirs antidemokratiske aktiviteter. Straks tweetede justitsminister Søren Pape Poulsen, at topfolkene bør sendes ud. Villy Søvndal (SF) råbte noget tilsvarende, da han var udenrigsminister. Man synes at glemme, hvor kompliceret det faktisk er at udvise mennesker på tålt ophold; også selv om de har gjort sig skyldig i grov kriminalitet. Det er i de fleste tilfaelde nok, at de selv tilkendegiver, at de ikke ønsker at rejse. Så frustrerende det end er for lovlydige danskere at skulle finde sig i en sådan selvtaegt, og selv om folketingsvalgkampen allerede er godt i gang, tjener det ikke noget formål at give danskerne urealistiske forhåbninger. Said Mansour og et par dybt kriminelle bandeledere er foreløbig de eneste, det er lykkedes at slippe af med.
Men ret skal vaere ret: Udvisningen af Mansour viser trods alt også, at det kan lade sig gøre. Regeringen må opretholde presset. Det er og bliver utåleligt, at der er så mange på tålt ophold i Danmark.