Praesident Trump opfylder den gamle venstrefløjs krav til USA
Det bliver stadigt tydeligere, at praesident Trump egentlig burde vaere opfyldelsen af den go’e gamle venstrefløjs hedeste drømme.
Han gør, hvad venstrefløjen tidligere – inden den gik over til at kalde sig selv det lidt mere mondaene: centrum-venstre – altid kraevede af USA.
Han traekker USA ud og hjem. Han vil ikke laengere tillade, at
USA skal vaere politibetjent overalt i verden. Han ønsker ikke at blande sig i for mange interne anliggender i fjerne lande.
Tidligere råbte venstrefløjen, at USA var imperialistisk (findes ordet mon stadig?). At USA styrede alt for meget ude i verden. At USA tromlede og trynede. Hvad enten det handlede om USA ud af Vietnam, Nicaragua, Grenada eller Europa, så havde antiamerikanismen dybe rødder og ikke kun i de strammeste venstrefløjsmiljøer. Også danske topsocialdemokrater var med i koret.
»US Go Home« gjaldede råbet i gaderne, mens Den Kolde Krig var dybfrossen. Hvem har tal på demonstrationerne foran den amerikanske ambassade på Dag Hammerskjölds Allé? Endnu i 1980’erne ville den europaeiske venstrefløj meget gerne have sig praesident Reagans nye atommissiler frabedt, og han selv var jo en skydegal cowboy, sådan som han førte sig frem i hele verden.
Først med Murens fald og USA’s forbilledlige håndtering af Østblokkens sammenbrud indtrådte en vis afspaending. Det var pludselig tydeligt for enhver, at USA og de amerikanske vaerdier havde vundet, og alle elsker en vinder. I dag skal man også lede laenge efter selve ordet antiamerikanisme.
Men selv efter det store terrorangreb i New York i 2001 var USA’s gengaeldelse mod Saddam Hussein i Irak meget kontroversiel. At praesident George W. Bush’ såkaldte neokonservative korstog i Mellemøsten skulle bringe demokrati til regionen, blev bredt afvist som typisk amerikansk kulturimperialisme. I dag kalder også Trump Irak-krigen en frygtelig fejl.
Praesident Obama ville hellere bruge soft power end våben, men visionen var stadig en udbredelse af amerikanske vaerdier og USA’s magt i verden.
Trump gør op med begge strategier. Han har endda underskrevet en sikkerhedspolitisk doktrin, hvori det hedder, at USA ikke vil blande sig i, hvordan andre lande vaelger at indrette sig. Det citeres han også for i Bob Woodwards nye bog om hans første år i Det Hvide Hus. Jamen, altså.
Man skulle tro, at Trump havde lyttet til den gamle kritik. Han gør i hvert fald på landjorden, hvad venstrefløjen tidligere forlangte. »US Go Home« - det sker nu.
USA ud af Vietnam bliver til USA ud af Syrien, Afghanistan og Irak. Mange frygter, at det naeste bliver en overvejelse om USA ud af Europa. Selve hans sprogbrug lyder som et ekko: USA vil ikke laengere vaere verdens politibetjent. Hører man klapsalverne fra den gamle venstrefløj?
Nej, naturligvis ikke. Det har så andre årsager, og kritikken raekker langt ind i borgerlige raekker. Det handler om personen Trump, hans stil, facon og tone, hans mangel på praesidentiel vaerdighed – og ikke mindst hans begrundelse for at traekke USA hjem: ”Amerika først”.
Det er en uhørt selvtilstraekkelig omgang med det internationale aftalesystem, der har tjent verden godt efter Anden Verdenskrig. Praesidenten er også ubehageligt konfrontatorisk, f.eks. over for Nato-partnerne. Han taenker udelukkende på supermagten USA’s ve og vel. Og hans mål er jo bestemt ikke at svaekke USA, tvaertimod. Ikke desto mindre: Han imødekommer de gamle krav.
Det lyder selvfølgelig skørt, at aerkekapitalisten Trump skulle vaere venstrefløjens bedste ven. Men det vil ikke vaere første gang i verdenshistorien, at to ekstremer finder hinanden.