Donald Trump får brug for al sin politiske taeft
Den største risiko for praesidenten er, at Republikanerne beslutter, at de ikke laengere kan tillade sig at have ham som leder.
USA’s praesident, Donald Trump, indleder det nye år med at vaere fanget i en heftig politisk kamp med formanden for Repraesentanternes Hus, Nancy Pelosi.
Det er en kamp, som han vil tabe. Han kan ikke tvinge Demokraterne til at bevilge penge til en mur mellem USA og Mexico, men indflydelsesrige konservative i medierne truer med at straffe ham, hvis han viger. Med tiden finder han en måde, hvorpå han kan kapitulere og samtidig erklaere kampen for vundet. Og så bliver hans år endnu mere kompliceret.
ser drabelig ud, selv målt med praesidentnorm. Han skal vaere med til at genoprette tilliden til amerikansk økonomi efter tre måneder med den vaerste nedsmeltning på det amerikanske aktiemarked i mange år, og det skal han klare på et tidspunkt, hvor den globale økonomiske vaekst begynder at tegne afdaempet.
Han skal forsikre omverdenen om, at USA og Kina ikke er på vej mod en endeløs handelskonflikt eller en militaer konfrontation i koldkrigsskala og samtidig forholde sig til de aegte sikkerhedsmaessige bekymringer, der naeres af dem, som mener, at Kina bliver ved med at udnytte USA, amerikanske virksomheder og amerikanske arbejdstagere.
Trumps opgaveliste for 2019
Han skal udvise reelle fremskridt i henseende til atomnedrustning på den koreanske halvø ved at overbevise den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, om, at der ikke er noget, der er gratis her i livet. Han skal overbevise kritikere om, at de vage løfter, der blev givet i fjor i Singapore, tegner lovende uden at gøre det muligt for Kim Jong-un at fortsaette med hemmelige atomprojekter.
Han skal levere resultater, hvad angår den lovede tilbagetraekning af amerikanske styrker fra Syrien uden at fremstå som én, der afgiver beføjelser og indflydelse i Mellemøsten til Rusland og Iran – og uden at overlade kurderne og andre allierede til den tyrkiske praesidents, Recep Erdogans, og det tyrkiske forsvars nåde.
Hvad der er nok så vigtigt, skal han foretage tilbagetraekningen uden at miste den tillid, som det amerikanske forsvarsministerium stadig måtte have til hans ledelse.
Han skal begynde at forberede sig på genvalg. Han står lavt i meningsmålingerne, og der er voksende tvivl blandt hans kernevaelgere.
Efter et nederlag af historiske dimensioner ved midtvejsvalget i november i fjor skal han få enhver taenkelig republikaner til at lade vaere med at udfordre ham til nomineringen som partiets praesidentkandidat, og han skal finde ud af, hvordan han får sat en stopper for den fremdrift, som Demokraterne nu er i.
Han står over for kolossale forhindringer. Man kan ikke forestille sig, at Kinas praesident, Xi Jinping, bøjer sig for Trumps pres, og Kinas politiske og økonomiske system giver den kinesiske leder nogle formidable våben, som han kan bruge til at begraense skader på kinesisk økonomi.
Ruslands praesident, Vladimir Putin, kan behandle Trump som en kompromitteret skikkelse, og europaeere, som laenge har slået til lyd for mindre afhaengighed af beskyttelse fra USA’s side, står nu staerkere end nogensinde med hensyn til deres planer.
Så er der de hjemlige udfordringer. Trump blev bl.a. valgt, fordi han ikke havde politisk erfaring. I den forstand var han legemliggørelsen af forandring. Bagsiden af medaljen for Trump er, at han stadig er usikker på, hvad det egentlig vil sige at styre et land.
Det omvendte gør sig gaeldende for Nancy Pelosi. Hun er en så erfaren, dygtig og nådesløs modstander, som praesidenten kunne påregne at stå over for.
Det parti, som Nancy Pelosi står i spidsen for, har reel magt for første gang, siden Trump blev valgt til praesident, og Demokraterne vil bruge den magt til at udsaette ham for en undersøgelse, som han aldrig har vaeret udsat for før.
Så er der den saerlige efterforskningsleder Robert Mueller, som vil fortsaette med at forestå efterforskningen af naesten ethvert taenkeligt aspekt af Trumps offentlige liv – hans erhvervsbaggrund, hans personlige fejltrin, hans praesidentvalgkamp, hans embedsførelse, hans samarbejdspartnere, ja endog hans familie.
Uanset hvor langt ude i fremtiden hans rapport om resultatet af efterforskningen ligger, vil den ryste statsapparatet som intet, vi har set i i hvert fald en generation.
Den største risiko for Trump er, at Republikanerne – vaelgere og parlamentsmedlemmer – beslutter, at de ikke laengere kan tillade sig at have ham som leder.
De daglige uhyrligheder, som pressen rapporterer om, og som skeptiske demokrater gentager, får ikke Trumps allermest loyale tilhaengere eller deres valgte repraesentanter til at vakle.
Hvis Trump imidlertid bliver set som en taber – fordi udenlandske ledere ignorerer ham, Demokraterne forpurrer hans planer, økonomien vender, og isaer hvis meningsmålingerne begynder at tyde på, at han ikke kan blive genvalgt – er der risiko for, at de vender ham ryggen. Dér er vi ikke endnu.
De, der undervurderer Donald Trumps politiske taeft, forregner sig. Naeppe ret mange andre i det offentlige liv i USA har bedre forstået, hvad der er årsag til den frygt og vrede, der ansporer hans mest pålidelige tilhaengere, og Demokraterne kan meget vel nominere en praesidentkandidat, der skubber Republikanerne tilbage i Trumps fold, uanset deres betaenkeligheder.
Uanset hvad tegner 2019 til at blive det mest udfordrende år i Donald Trumps liv.