Handelssamarbejdet i verden er endt i slagsmål på det oprørte hav

I 2019 vil der vaere fokus på handelspolitikken og klimaaendringerne. Trumpadministrationen ønsker at gå enegang i de multilaterale organisationer. Men vi kan fortsat mere sammen end hver for sig – både i FN og WTO.

Få dage før jul dumpede to tidsskrifter ind ad døren. ”Er USA faerdig som supermagt?” spurgte Raeson. ”Europa i opløsning” var forsiden på Politikens nye historiemagasin.

Det internationale system er i krise, ingen tvivl om det. Udløst ikke mindst af Trump-administrationens opgør med det system af multilaterale samarbejdsorganisationer, som USA i årtier har vaeret drivkraften bag.

Frem for at tage diskussionen med Kina inden for dette systems rammer og søge samarbejde med bl.a. EU om vejen frem har USA valgt at søge konfrontationen alene. Og i stedet for at fastholde den vaerdimaessige overhånd, som menneskerettigheder og liberale frihedsvaerdier altid har givet USA, synes man nu på vej til at saette også dette over styr.

Det amerikanske kursskifte har betydet, at efterkrigstidens multilaterale institutioner i dag er under staerkt pres, også vaerdipolitisk: FN, Nato, WTO – og EU har som bekendt også sit at slås med.

Etablerede spilleregler tilsidesaettes. Velfungerende samarbejdsformer forkastes. Nationalisme og alles kamp mod alle synes på vej til at erstatte det regelbaserede internationale samarbejde, der er bygget op siden 1945.

Bliver det bedre i 2019? Kan udviklingen vendes?

Et af de grundlaeggende problemer er, at en del ser globalisering og international økonomisk integration som en udvikling, der truer national suveraenitet og landenes demokratiske styreformer. Det er et grundargument i mange populistiske og nationalistiske fortaellinger.

Men det holder ikke. Suveraenitet er ikke lig med mure og lukkede graenser. Muligheden for overhovedet at udøve national suveraenitet er tvaertimod afhaengig af, at det sker i samarbejde med andre.

Intet land er i stand til alene at håndtere de graenseoverskridende problemer, verden står midt i: global opvarmning og klimaaendringer, terrorisme, international kriminalitet, risikoen for nye farlige epidemier, spredning af nukleare våben, hvidvask og interfarlige samspil mellem fattigdom, befolkningstilvaekst og migrationspres, som vi ser i Afrika – for bare at naevne nogle.

Verden har over de seneste mange årtier oplevet en markant økonomisk vaekst, drevet af en raekke omfattende teknologiske nybrud, markante forøgelser af den internationale samhandel og styrket global arbejdsdeling.

En moderne smartphone består af hundredvis af enkeltdele fremstillet i dusinvis af lande. Et godt billede af en verden, hvor vi alle, også politisk, får mere ud af at samarbejde med hinanden end af at forsøge at gøre tingene hver for sig.

Internationalt samarbejde er ikke et zero sum game, hvor vi kaemper mod hinanden om at fordele kagen. Internationalt samarbejde handler om i faellesskab at gøre kagen større. Om at skabe flere muligheder for at håndtere de globale problemer effektivt – og for at skabe mere vaerdi og bedre resultater for alle.

Men det forudsaetter samtidig, at landene er nogenlunde enige om det helt grundlaeggende. Om, at vi i faellesskab kan nå laengere end hver for sig. Og om, hvad de afgørende problemer er, og hvilke handlemuligheder der findes.

Det er her, det kniber.

i hvert fald to afgørende valg af retning.

I 2019 står vi over for

Det ene er på handelspolitikken. Vi må undgå, at den begyndende globale handelskrig udvikler sig yderligere. Der er behov for samarbejde om reformer inden for rammerne af WTO. Trump-administrationens pres på Kina har givet haft effekt, og det er vigtigt, at det momentum, der er skabt, nu føres i den rigtige retning.

Erklaeringen fra G20-topmødet i Buenos Aires giver lidt grund til optimisme i forhold til reformer af WTO-systemet. Men det kraever, at de uomtvistelige fordele ved frihandel kommer staerkere frem i de politiske drøftelser, så protektionistiske kraefter ikke dominerer. Det andet vedrører klimaaendringerne og opfølgningen på Paris-aftalen. Der er staerkt videnskabeligt belaeg for, at vi skal holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grader celsius.

Et almindeligt forsigtighedsprincip tilsiger, at vi sikrer, at vores børn og børnebørn ikke om få årtier skal stå uden mulighed for at vende udviklingen. Det er uansvarligt bare at afvise, at problemet findes – eller satse hele butikken på, at der vil komme en magisk løsning, som vi ikke kan se i dag. FN’s klimatopmøde til september bliver et vigtigt hjørne i det kommende år.

I begge sammenhaenge må vi fortsat forsøge at få USA med. Der er mange amerikanske interesser i spil, og en stor del af dem vil gerne samarbejdet.

Det er også vigtigt, at vi bygger på evidens – på viden og på fakta. En organisation som OECD kan her spille en afgørende rolle ved at skabe et trovaerdigt og sagligt grundlag for forhandlinger i WTO og i FN.

Der er store globale udfordringer på vej: Teknologi og digitalisering skaber nye organisationsformer og nye muligheder, men også nye risici.

De multilaterale organisationer er den ramme, vi har skabt for at håndtere disse udfordringer i faellesskab.

Der er mere brug for dette samarbejde end nogensinde før.