Han gør Mozart til en mand, vi alle kan spejle os i
Med lige dele pruttehumor og poesi fortolker Simon Bennebjerg karakteren som komponisten Mozart i Det Kongelige Teaters nyopsaetning af det musikalske skuespil ”Amadeus”.
Simon Bennebjerg sidder i slåbrok i sminkerummet bag Det Kongelige Teaters
Gamle Scene. En sminkør laegger omhyggeligt den makeup, der får hans ansigtstraek til at traede skarpere frem. På hovedet får han monteret en paryk med viltre blå krøller, og så hopper han i sit kostume – et elegant guldjakkesaet med brokademønster.
Iført det autentiske Mozart-outfit er han klar til at løbe, klatre og kravle rundt på scenen i teatrets premiereaktuelle opførelse af ”Amadeus” – en musikalsk fortaelling om wienerklassikkens excentriske vidunderbarn, der blev berømt vidt og bredt for sine poetiske kompositioner.
For Simon Bennebjerg har karakteren Mozart ikke vaeret nem at indkredse. Komponisten, som kun blev 35 år gammel, var nemlig en yderst sammensat person.
»Aparte, impulsiv, umiddelbar,« remser skuespilleren op.
»Mozart var en barnlig sjael, der underholdt med sine skøre indfald og falde på halen-komikken. Samtidig faerdedes han jo allerede fra barnsben på de bonede gulve hos paven og hoffet, hvor han brillerede med sin musik. Så han var bevidst om pli og gode manérer.«
For at traenge ind i sjaelen på Mozart og fremstille ham trovaerdigt i stykket har Simon Bennebjerg i forberedelsesfasen brugt megen tid på research. Han har lyttet til Mozarts musik og laest nogle af de velbevarede breve, der findes fra komponistens hånd.
»Den bizarre fascination, som Mozart havde af det anale, afspejles i nogle af hans breve. Det var lettere for mig at affyre mine replikker om prutter og afføring, efter at jeg havde laest brevene og erfaret, at
Mozart virkelig udtrykte de ting,« ler skuespilleren, der som led i indstuderingen også skulle laere at dirigere et levende orkester. På scenen leder Mozart-figuren nemlig en flok musikere fra Det Kongelige Kapel, som live spiller små uddrag af komponistens operaer og instrumentalvaerker.
Dirigent-videoer
»Jeg har set en masse dirigentvideoer på Youtube, og så har jeg stået og øvet slagteknikker hjemme foran spejlet for at få det til at falde naturligt. Det handler om at få musikken til at leve inde i mig,« beskriver Simon Bennebjerg.
Umiddelbart virker
Mozart som en humorens mand, der snor samfundets højtstående spidser om sin lillefinger. Med sjofle jokes får han selv sin forsmåede kone, Constanze, til at le, lige efter at hun har afsløret den omfattende utroskab, han udsaetter hende for. Men under det komiske og klovnede ydre gemte komponisten på en mørk side i sin personlighed.
»Mozart blev jo tidligt udråbt som et musikalsk geni; det var ensomt for ham at vaere denne ener, som mange af komponistkollegerne tog afstand fra. Når Mozart mødte modstand i livet, kunne han ikke gennemskue den. Det mest spaendende i hans mangefacetterede vaesen var den smerte, som han udtrykte i den sammenhaeng. Han var decideret bange for at blive skør,« bemaerker skuespilleren.
Svaer skoletid
Smerten kan Simon Bennebjerg identificere sig med. Som barn kaempede han for at slå til i skolen. Han var ordblind og havde svaert ved at laere at laese, skrive og regne. Først da han som 16årig fik drama som fag på efterskolen, opnåede han ros og anerkendelse.
»Det var måske den første gang i mit liv, at jeg følte mig god til noget.«
I gymnasiet brugte han sin fritid på at spille teater. Han søgte ind som skuespiller på Den Danske Scenekunstskoles afdelinger i både København, Odense og Aarhus – og kom ind i hovedstaden i tredje forsøg. I 2016 blev han fastansat som skuespiller i ensemblet på Det Kongelige Teater.
»Det er mit første job,« smiler han stolt.
At optraede på Gamle Scene betyder noget saerligt for ham:
»Jeg kom meget her i huset som barn for at se balletter og skuespil sammen med min mor. Derfor er det stort for mig at stå på netop denne scene.« Simon Bennebjerg, skuespiller, København