Sidste udkald i svensk kaos

Socialdemokraterne overså det yderste venstre, da man troede, at den var hjemme.

Mange nordboere kender historien om Balders mor, som glemte at tage misteltenen i ed, da hun bad hele verden graede for sin søn. Så sikker var hun på, at alle elskede Balder, at hun fandt det overflødigt at konsultere det, som i hendes øjne var en lille, ubetydelig snylteplante.

Nogenlunde sådan må Stefan Löfven og en del politiske kommentatorer have set på Venstrepartiet, da der før weekenden blev erklaeret sejr til den socialdemokratiske formand, som på det tidspunkt syntes så godt som sikker på at kunne fortsaette som statsminister i Sverige. Nyheden var, at den borgerlige blok, Alliansen, var spraengt, og Löfven blev udråbt til en snu strateg, som godt nok måtte vente laenge, men som til sidst kunne krone 18 ugers tovtraekkeri om en regering med at have smidt hovedmodstanderen, Moderaternes Ulf Kristersson, af feltet og tilmed skabt splittelse i hans eget bagland.

Godt nok måtte Löfven sluge en del borgerlig-liberal politik for at få støtten fra Centerpartiet og De Liberale. Da sidstnaevnte søndag meldte klar til at støtte en rød-grøn regering mellem Socialdemokraterne og Miljøpartiet, mente de fleste, at den var så godt som hjemme for Löfven.

For hvem kunne forestille sig, at den yderste venstrefløj ikke ville stemme på en socialdemokratisk statsminister?

Rødt afbud

Det kunne Venstrepartiet godt selv. Mandag middag meddelte formanden, Jonas Sjöstedt, at partiet ikke ukritisk vil stemme på Löfven, som i første omgang ikke havde taenkt sig at lade partiet få indflydelse overhovedet.

Löfven blev dermed igen fanget i den klemme, som han har befundet sig i, siden svenskerne gik til valg den 9. september: På den ene side hensynet til sit eget røde bagland, på den anden nødvendigheden af at få stemmer over midten, hvis han skal have mandater nok i ryggen til at fortsaette som statsminister.

De Liberales leder, Jan Björklund, gjorde det mandag klart, at han ikke vil genåbne den aftale, som Socialdemokraterne har indgået med de to borgerlige partier:

»Aftalen ligger fast, og det tror jeg også, at Stefan Löfven har sagt,« lød det fra Jan Björklund.

Sverigedemokraterne

Den usynlige spiller i rummet er nu som før Sverigedemokraterne. Annie Lööf fra Centerpartiet var da heller ikke sen til at snerre ad venstrefløjen og minde om, at med den regeringskonstellation og den aftale, som lå på bordet, så er målet om at holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse faktisk opfyldt. Det modsatte kan ikke garanteres, hvis bolden igen trilles tilbage til Ulf Kristersson, som allerede en gang har forsøgt at blive statsminister med Sverigedemokraternes støtte. Et traek, som fik samme Lööf til at fnyse ad Kristersson.

Ifølge den plan, som formanden for Rigsdagen, talsmand Andreas Norlén, lagde frem før jul, så skulle Rigsdagens medlemmer onsdag for tredje gang stemme om en statsminister.

Men mandag eftermiddag meddelte den hårdt prøvede talsmand, at afstemningen var udsat i 48 timer. Han lagde ikke skjul på sin irritation over, at Stefan Löfven ikke havde sit flertal på plads og henviste til, at der havde vaeret rigtig god tid til at komme overens. Før jul udsatte talsmanden alle videre afstemninger til januar.

Det betyder, at Löfven for alvor får brug for al sin politiske snilde. På den ene side skal han give Venstrepartiet det, som skal til for at få dets støtte, på den anden må det ikke vaere så meget, at de to borgerlige partier falder fra. Også Miljøpartiet har udelukket at genåbne forhandlingerne om regeringsgrundlaget.

Rigsdagen skal nu stemme om Sveriges naeste statsminister på fredag. Andreas Norlén har sagt, at han satser på, at der kommer en afgørelse. Lykkes det heller ikke denne gang at få flertal, så er der kun endnu én afstemning tilbage, før der kan udskrives nyvalg i Sverige.