Ingen vej er for lang for et elskende hjerte
”Jeg har også levet!” er langt mere end vidnesbyrdet om et umage kaerligheds-venskabsforhold mellem to meget markante kvinder. Gennem deres beskrivelser af både fortid og nutid får man tillige et virkelig godt indblik i efterkrigstidens politiske, samfund
ASTRID LINDGREN OG LOUISE HARTUNG
JEG HAR OGSÅ LEVET! – EN BREVVEKSLING
Redaktion og brevudvalg: Jens Andersen og Jette Glargaard 580 sider, 349 kr.
Gyldendal
BREVVEKSLING
Kan man blive vred på Astrid Lindgren, Pippis fortryllende mor? Det lyder naesten naturstridigt. Hvem elsker ikke den svenske forfatter?
Hendes brevveksling med Louise Hartung, som Jens Andersen og Jette Glargaard introducerer og formidler i en ualmindelig fin og oplysende udgivelse, gør mig lidt oprørt. På den bedrøvede måde.
Astrid og Louise møder hinanden i 1953 i Berlin. Louise arbejder i Børne- og ungdomsforsorgen, som vrimler med foraeldreløse, kriminelle og krigstraumatiserede børn. Hun har indbudt Astrid til at holde foredrag.
Louise Hartung arbejder for at udbrede leg, kultur og ikke mindst litteratur hos børnene som led i opbygningen af et nyt og fredeligt Tyskland.
Da hun laeser Pippi Langstrømpe, er hun solgt, og i de mange laesekredse for børn, som hun står bag, laeser bibliotekarerne derfor stort set ikke andet end Astrid Lindgrens børnebøger højt.
De to begavede og travle kvinder føler sig straks på bølgelaengde, og for Louise Hartung udløser mødet en storm af følelser. Hun forelsker sig på stedet i Astrid.
Louise og Astrid når at skrive mere end 600 breve til hinanden i løbet af 12 år. Først ved Louises død i
1965 stopper den hyppige strøm af erklaeringer, meningsudvekslinger, boganbefalinger, politiske diskussioner, hverdagsbeskrivelser og eksistentielle refleksioner, som de deler med hinanden på skrift.
Et ulige forhold
”Jeg har også levet!” giver et blaendende indblik i de to kvinders liv og tanker, men det er Louise Hartungs hudløst aerlige breve, der bundfaelder sig. Hun er en vidunderlig brevskriver, mens Astrid Lindgren, i hvert fald i de første år, er mere påholdende og kortfattet.
Louise erklaerer gang på gang sin kaerlighed. Det sker i ord og i en generøs strøm af gaver: blomster, vin, parfume, vaser, sjaler etc. Astrid derimod betoner kraftigt, at deres forhold kun er venskabeligt.
Her rører en bedrøvet vrede på sig, for burde Astrid ikke saette et punktum på forbindelsen for den ulykkelige venindes skyld? Det sker ikke, tvaertimod beder hun igen og igen Louise om at skrive noget sødt.
Med tiden giver Astrid mere los, bliver mere åbenhjertig og fortaellende, men den kaerlighedserklaering, som Louise drømmer om, og som anes under overfladen, synes jeg, kommer aldrig.
”Mit bondske blod reagerer helt gammeldags kun på det modsatte køn,” skriver Astrid, men hvorfor bruger hun udtryk som ”Min elskovsblomst, min højt elskede, vaene lille mø”? Er det ikke at lege med ilden, som Louise bittert antyder?
”Jeg har også levet!” er dragende skøn, og man laeser den i ét straek.