En smuk film om en smuk dreng
Belgisk succesinstruktør imponerer med sin første amerikanske film.
Hvad stiller man op, når man opdager, at ens søn – ens smukke, talentfulde, sjove, livlige, vidunderlige søn – er dybt afhaengig af stoffer? Det er det essentielle spørgsmål i ”Beautiful Boy”, den første amerikanske film fra belgiske Felix van Groeningen, instruktøren bag det morderligt smertefulde bluegrass-kraeftmelodrama ”The Broken Circle Break Down” (2012) og den vellykkede hjemstavnsfamiliekomedie ”The Misfortunates” (2009).
Filmen er baseret på to erindringsvaerker af far og søn, nemlig David Sheffs memoirer, ”Beautiful Boy: A Father’s Journey Through His Son’s Addiction” (2008), og Nic Sheffs ”Tweak: Growing Up on Methamphetamines” (2007), og de fortaeller fra to divergerende perspektiver, hvordan Nics eskalerende stofmisbrug var ved at ødelaegge ikke bare hans eget, men hele hans families liv for bestandigt.
Groeningen ved, hvordan man turnerer et effektivt melodrama. ”The Broken Circle Breakdown” var naesten for voldsomt et mareridt i skildringen af et ungt par, hvis datter dør af kraeft. I ”Beautiful Boy” er han bedre til at holde de store følelser i skak på en måde, så man også laegger maerke til det fornemme filmiske håndvaerk og ikke bare sine egne tårer.
DRAMA USA, 2018 Instruktion: Felix van Groeningen 2 timer Premiere den 17. januar i 46 biografer landet over
Gribende fortaelling
Jeg har laest David Sheffs ”Beautiful Boy”, der er en gribende, men også klassisk fremstillet erindringsbog, der i kronologisk retrospektiv dokumenterer familiens deroute. Så meget desto mere imponerende er det, at Groeningen har punkteret faderens historie og spaltet tidslinjen til fragtmenter, så det er vanskeligt at finde kausaliteten.
Men det er netop pointen. For den brudte kronologi kommer til at mime både Davids fornemmelse af overhovedet ikke at vaere herre over sin søns liv og Nics stadig mere virkelighedsfjerne eufori og desillusion.
Nic (Timothée Chalamet i den aeldste udgave) vokser op hos sin far David (Steve Carell) i San Fransisco i 1980’erne og 1990’erne. Foraeldrene er skilt, og i ferierne tager Nic med sin Hello Kitty-kuffert den lange flyvetur til moderen Vicky (en enestående Amy Ryan) i Los Angeles. Nic er sød og kaerlig, kreativ og sjov. Hans forhold til sin stedmor Karen (Maura Tierny i en tilsvarende imponerende birolle) er fantastisk, og han elsker de to små søskende, han med tiden får i det hyggelige hjem.
Det eneste, der nager en smule, er Davids dårlige samvittighed, som han forsøger at overdøve, når han og Nic i afskedssituationer siger »alt andet« til hinanden som en indforstået forsikring om, at de elsker hinanden mere end alt andet i verden.
Men i teenageårene går det galt. Efter at have prøvet pot et par gange, drukket i smug og løjet om det igen og igen finder David ud af, at Nic ikke bare eksperimenterer med euforien på en måde, som det ikke er unormalt for teenagere at gøre. Nic er narkoman.
Det indser David først for alvor, da han opdager, at
Nic tager det syntetiske stof meth, der ud over at vaere ekstremt afhaengighedsskabende også med hastig styrke ødelaegger både hjernen og kroppen.
David aner ikke, hvad han skal gøre. De forsøger med afvaenning og omsorg, med straf og med regler, men intet hjaelper. Han kaemper med de forventninger, han har haft til sin smukke søn. Men intet hjaelper. Nic synker til bunds. Groeningen lader ”Beautiful Boy” bestå af en raekke episodiske nedslag, Lidt over halvvejs i filmen skifter Groeningen gear til et roligere og mere lineaert tempo, hvor Nics perspektiv traeder tydeligere frem.
Det bliver det ikke mindre deprimerende af, men ved at lade Nic komme i fokus står det tydeligt, hvor umulig en opgave David har stået overfor.
”Beautiful Boy” er en smuk film (den er fotograferet af Groeningens faste fotograf, Ruben Impens) med et formidabelt soundtrack, der består af Nics (og Davids) yndlingsmusik – herunder selvfølgelig John Lennons sang, der har inspireret titlen. Chalamet og ikke mindst Carell spiller lydefrit med perfekt balance mellem figurernes intensitet, afmagt og håb. Det eneste, man kunne ønske sig at have vaeret foruden, er de formanende informationer om misbrug, der afslutter rulleteksterne til slut. Det giver et staerkt drama en unødvendig fornemmelse af ”social problemfilm”. Og den er så meget mere end det.