Østarbejdernes vej fra ”jordbaerplukkere” til

Det har taget flere år for de tusindvis af østeuropaeiske arbejdere, der kom til Danmark efter EU’s udvidelse mod øst, at blive accepteret på det danske arbejdsmarked. Men slagsmålet mellem fagbevaegelsen og arbejdsgiverne fortsaetter.

Den 1. januar 2004 blev det vestlige Europa åbnet og forøget med 10 østeuropaeiske lande i det, der blev kaldt østudvidelsen, og som ad flere omgange senere blev forøget med flere lande til de nuvaerende 28 (Storbritannien medregnet indtil videre).

Men åbningen medførte stor skepsis i de vestlige fagforeninger, også de danske. For ville de nye medlemmer af det europaeiske arbejdsmarked nu komme vaeltende ind over graenserne til lønninger på en tiendedel af, hvad danskere tjente?

Og hvordan ville det generelt påvirke arbejdsmarkedet med tusindvis af nye kolleger?

De følgende 15 år er det gået op og ned, i forhold til hvordan danskerne har set på de grupper, der er kommet hertil for at arbejde. JyllandsPosten prøver her at ridse historien op og se fremad.

Baggrunden

Det var sommer i København, da EU’s 15 medlemslande i 1993 mødtes for at skrive under på en ny aftale, som på laengere sigt kunne give nye lande mulighed for at komme med ind i klubben.

Ud over økonomiske krav om en velfungerende markedsøkonomi, og at de nye lande skulle kunne leve op til kravene i det monetaere samarbejde, blev der også stillet krav om demokratisk regeringsførelse, lighed for loven og om at leve op til menneskerettigheder, herunder beskyttelse af minoriteter.

Alt dette blev kendt som københavnerkriterierne.

Det kan lyde som krav, der hører en fjern fortid til. Men Europa var på vej igennem den blodige opsplitning af Jugoslavien, en konflikt som atter blussede op senere i 1990’erne. Efter Berlinmurens og jerntaeppets fald var der tale om skrøbelige lande, der efter årtier i kommunismens skygge først skulle til at finde ud af, hvad ”rigtige og frie” demokratier egentlig var, og hvilke vaerdier der knyttede sig til dem.

2004 blev den første og største gruppe optaget. Det var Polen, Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Malta og Cypern.

I 2007 kom Bulgarien og Rumaenien med, mens Kroatien fulgte i 2013.

Slagsmålet

Der var de første år ikke fri og uhindret adgang for de nye EU-borgere. En bred aftale i Folketinget havde ved udgangen af 2003 vedtaget den såkaldte østaftale, som ud over at indeholde krav om opholds- og arbejdstilladelse, inden man kunne begynde i job, skulle sikre, at den danske arbejder ikke blev udkonkurreret af billig arbejdskraft de første år efter udvidelsen.

Samtidig blev der lavet regler for, at de danske velfaerdsordninger ikke skulle misbruges samt en »forstaerket indsats mod illegal arbejdskraft og andre omgåelsesmuligheder«.

Under højkonjunkturen i 2005-08 kom der mange fra øst, isaer inden for byggeriet, og siden 2008 er antallet af østarbejdere tredoblet fra 22.000 til 65.000 fuldtidspersoner.

Men selv om der var sat vaern op, og selv om antallet af østeuropaeere de første år var relativt begraenset, var begejstringen fra de danske arbejdere og deres fagforeninger begraenset.

Adskillige sager viste, at