Med det største mål af alle er der ikke tid til at vaere højrøvet i byen
Fredag bokser Enock Poulsen sin 10. professionelle kamp – i hans verden blot en traedesten til noget meget større.
Når Enock Poulsen går i ringen til en kamp, har han et ritual. Det er ikke i kategorien at kysse en firkløver, hoppe på et ben eller konsekvent traede over rebene frem for under. Det er meget mere simpelt end det.
Han skal blot kunne se sin familie, ikke mindst sin mor, lige før fødderne når kanvassen, dommeren gennemgår reglerne, og haender omslynget af handsker begynder at flyve rundt.
»Ellers går jeg psykisk ned. Det skal vaere lige før, jeg går ind, så jeg ved, de er der,« siger Enock Poulsen.
Fredag er han klar til at se familien i øjnene for 10. gang i sin professionelle karriere, når han i Nykøbing Falster skal bokse mod Berman Sanchez.
Enock Poulsen har ikke taenkt sig at lade som om, han ikke er favorit i kampen. For han ved udmaerket, at fredagens modstander ikke er på helt samme niveau som hans seneste modstander, Kelvin Dotel, der blev sendt i gulvet efter fem runder – et resultat, der har sendt Enock Poulsen op som nummer 65 på boksesitet BoxRecs rangliste.
Fire år til VM-baelter
Med modstanderen af en lidt anden karat og under to måneders hvile og traening siden seneste kamp har Enock Poulsens forberedelse også vaeret anderledes i denne omgang.
Sparringen er således blevet holdt hjemme i Aarhus frem for på traeningslejr i udlandet som sidst, hvor Poulsen prøvede sig af i et par uger i Skotland. Dengang var det et frisk pust for den 26-årige at opleve nye rammer, men han er udmaerket klar over, at det ikke kan lade sig gøre hver gang.
»Det er også klart, at det er dyrere for Mogens Palle (Poulsens boksepromotor) at sende mig til Skotland end bare sparring heroppe. Så det hele skal også passe sammen. Men det er klart, at får jeg en titelkamp, så skal jeg til udlandet og traene, så jeg får en anden hårdhed,« siger Enock Poulsen.
Netop titelkampe begynder at naerme sig. For vinder han fredag, burde en kamp om en EM-titel vaere lige om hjørnet. Den slags vil ikke komme et sekund for tidligt for Enock Poulsen selv, der godt nok stadig kan taelle sine kampe på to haender, men som har høje mål for sit naeste årti.
»Jeg har givet mig selv fire år til at blive verdensmester i alle fire forbund. Så jeg kan se mig selv i boksning i hvert fald 10 år mere. Til den tid vil jeg så vaere 36, og der begynder kroppen nok at kunne maerke det,« siger Poulsen, som første gang afslørede planerne i fjor:
»Det var egentlig bare, fordi jeg fik stillet spørgsmålet om, hvornår jeg ville vaere verdensmester, og så sagde jeg inden for fem år. Nu er der gået et år, og jeg ligger allerede i top-65, selvom jeg ikke har haft så mange kampe. Så det går godt. Men jeg skal selvfølgelig ikke til at falde af på den af den grund.«
Svedhytten og drømmene
Enock Poulsens selvtillid kommer delvist af, at han endnu ikke har tabt end professionel kamp. Han taenker heller ikke over, hvad der ville ske i det tilfaelde. Han har meget mere travlt med at taenke sig ud i fremtiden – vaek fra det vaerelse på sportskollegiet ved Marselisborgs Skov, som han bor i nu.
»Jeg har det største mål af alle, og jeg ved, at jeg har niveauet til det. Det gaelder bare om at udleve det og udnytte potentialet i stedet for at feste det hele op og gå i byen