Det elektroniske vidunderbarn vender tilbage
Britiske James Blake er bedst alene. Når han omgiver sig med prominente gaester, lyder hans popsange som alt det andet på hitlisterne.
James Blake var blot 22 år gammel, da han i 2010 nød stor succes med sin stemningsfulde version af Feistnummeret ”Limit To Your Love”. Der var ikke en finger at saette på det selvbetitlede, svaert overbevisende debutalbum fra 2011, og samme år måtte den ubarmhjertigt dybe bas give fortabt i forsøget på at kvaele de fine sange under en vellykket koncert på det københavnske spillested Vega.
Siden fulgte endnu et par fine album – ”Overgrown” (2013) og ”The Colour In Anything” (2016) – og nu ligger den i dag 30-årige englaenders fjerde studiealbum, ”Assume Form”, klar.
Den melankolske røst er intakt – ind imellem lyder James Blake som Jeff Buckley, og det er venligt ment.
Den elektroniske produktion er ligeså delikat, som den plejer at vaere, men desvaerre ikke hele vejen igennem albummet. Ironisk nok er det frugterne af Blakes samarbejder med gaestesangere som Travis Scott og Moses Sumney, som står svagest, for her er musikken så poleret, at den naermest fremstår kønsløs.
Kun på ”Barefoot In The Park” – et samarbejde med den spanske singer/songwriter Rosalía – har James Blake fået noget positivt ud af at hive kolleger med ind foran mikrofonen. Her insisterer hovedpersonen nemlig på at fastholde det enkle, kantede, elektroniske udtryk, der fungerer som et af hans vigtigste karakteristika.
Handler om sangene
Den amerikanske singer/ songwriter Sharon Van Etten var gravid, studerede psykologi og gik til audition på Netflix-serien ”OA”, mens hun arbejdede på albummet ”Remind Me Tomorrow”, men der er intet forceret over den netop udgivne plade, som afslører, at hun fungerer som en af tidens mest interessante sangskrivere.
I modsaetning til samarbejderne med de prominente stjerner på den nye plade med James Blake er der noget luftigt og umiddelbart over dette flotte album fra Sharon Van Etten. Her handler det om sangene, og de er staerke nok til at klare sig uden for megen produktionsmaessig gøgl.
Produktionen – dog en underspillet en af slagsen – spiller til gengaeld en stor rolle for den gennemmusikalske amerikaner Bradley Cox, som – under navnet Deerhunter – har begået et på én gang smukt og skramlet psykedelisk vaerk, som af pladeselskabet beskrives som »et science fictionalbum om nutiden, og om hvordan kultur, menneskelighed, natur, logik og følelser bliver udvisket i vores moderne verden«.
»What happens to people – they fade out of you,« kommer det klagende fra POP
ASSUME FORM Universal Music ROCK
WHY HASN’T EVERYTHING ALREADY DISAPPEARED?
4AD Bradley Cox, som på dette ottende Deerhunter-album tilmed råder over karrierens hidtil bedste melodier.
Hans bedste i mange år
Har man fulgt serien ”Babylon Berlin”, vil man uden tvivl have spottet den 73årige tidligere Roxy Musicsanger, Bryan Ferry, optraede, og i den anledning har ROCK
REMIND ME TOMORROW Jagjaguwar Records ROCK
BRYAN FERRY & HIS ORCHESTRA
BITTER-SWEET
BMG han udgivet albummet ”Bitter-Sweet”, som består af jazzede genindspilninger af solohits og Roxy Musicklassikere som ”Dance Away” og ”While My Heart Is Still Beating”. Ja, der er tale om genindspilninger, men de er mindst ligeså gode som originalerne og fungerer som mandens bedste plade i mange år.