Det kvalte universitet: Studerende, stem på fremdriftsreformens død!
Først fik vi taxametersystem, siden udspillet “Fra tanke til faktura”, der insisterede på, at universitetsuddannelserne skal vaere erhvervsrettede og dermed gjorde op med, at uddannelser havde en absolut vaerdi i sig selv. I 2013, med en justering i ‘15, fik vi så fremdriftsreformen, der for alvor strammede grebet om de danske universiteter.
I reformens første version havde de danske studerende vaersågod at følge studiets forløb med fuld arbejdsbyrde. Det krav blev opblødt en smule i 2015, men selv herefter skal studerende ved de fleste danske universiteter bestå et stort antal eksamener pr. år og undlade at blive forsinkede, hvis ikke de vil smides ud af uddannelsen.
Jeg er med på, at en fuld arbejdsbyrde for en studerende kan lyde overskuelig for den, der går 37+ timer på arbejde hver uge, og jeg er i øvrigt med på, at det i lyset af de mange kraenkelsessager, som danske universitetsstuderende for tiden fører, kan vaere svaert at skelne berettiget kritik fra uendelig klynk.
I praksis skal der bare skelnes mellem arbejde og uddannelse. Man kan godt have et job, hvor målet er, at der skal pakkes 1.000 aeg hver dag, men hvis en universistisk tetsuddannelse underlaegger sig samme logik, er den ikke en universitetsuddannelse laengere.
Selv målt på kølig statistik er fremdriftsreformen ikke nogen synderlig succes. Den fik ganske vist nedsat studietiden for de danske studerende, men den øgede også frafaldsprocenten og den del af de studerende, der sprang fra en uddannelse for senere at starte forfra på en anden. Det er der ikke meget fremdrift over. Og så forvaerrede den vilkårene for mennesker med diagnosticerede handicap og formodentligt også for mennesker med udiagnosticerede skavanker, som før reformen kunne gå og putte sig lidt og tage uddannelsen i det tempo, det var muligt. Nu kraever det børnefødsel, vaernepligt eller laegeerklaeringer at tage en uddannelse, hvis man ikke passer ind i den taenkte skabelon.
Men også for den, der passer ind i skabelonen, er reformen problematisk, for hvad gør den studerende, der har valgt en erhvervsrettet uddannelse, og som får et fanta- tilbud om at udvikle sin faglighed i praksis i branchen samtidig, men må afslå, fordi hun ikke må studere på deltid? Hvad med de voksne mennesker, som søger at dygtiggøre sig, men ikke er berettiget til SU og må arbejde ved siden af? Hvad med den studerende, der ved, at kundskaber i statistik er fundamentet for hele uddannelsen og derfor gerne vil dvaele og dygtiggøre sig i det, førend han tager en raekke eksamener, hvor staerke statistikkundskaber er forudsaetningen?
Hvordan bliver de studerende mere erhvervsrettede, bedre uddannede eller mere tilbøjelige til at opdage noget endnu ukendt med den reform? Hvad nytter den?
Nuvel. Jeg er en overuddannet studerende, så måske man vil mene, jeg er farvet. Men så ignorer mig, og lyt til en erhvervsmand i stedet. Her Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet, som i september sagde:
»Detailbeslutninger hører ikke hjemme i Uddannelses-og Forskningsministeriet eller i Finansministeriet,« og »kontrolmanien har taget overhånd«. »Vi skal passe på med ikke at opfatte uddannelseshastighed og erhvervsrelevans som et mål i sig selv,« og »vi risikerer at devaluere den viden, vi giver de studerende, hvis de ikke får lov og tid til at dyrke grundigheden og nysgerrigheden. Hvis vi bygger et system, der udelukkende er baseret på kortsigtet produktion og kvantitet, vil det smitte af på kvaliteten af forskning, på vores erhvervsliv og i sidste ende på samfundet.«