200 år på en braendende platform
Da Stamford Raffles ankom til mundingen af det, der i dag kendes som Singapore River, slikkede Europa stadig sårene efter Napoleonskrigene, USA befandt sig i sin første store økonomiske krise, og hjemme i Kongens København herskede mistrøst og nederlagsstemning efter tabet af flåden, tabet af Norge og statsbankerotten.
Det var den 28. januar 1819, at Raffles ankrede op og efter nogle snørklede forhandlinger med sultanen af Johor den 6. februar fik papir på handelsstationen Singapura som tilhørende British East India Company.
Fra begyndelsen var Singapore anderledes. Singapore var ikke en koloni, men en handelsstation, en frihavn, et tilflugtssted og en drømmenes holdeplads for rodløse mennesker, der søgte en levevej.
Der var plads til alle. Slaveri blev forbudt. Der var religionsfrihed. Og Raffles fik lavet en byplan. Relativt hurtigt blev den strategiske betydning udbygget til en militaer tilstedevaerelse, der hundrede år senere blev fundamentet for Storbritanniens største flådebase i kolonitiden.
Fra begyndelsen tiltrak Singapore mennesker af alle racer, sprog og religioner. Kinesere, indere, malajer og indonesere – og stammer og sprog fra for laengst uddøde samfund og kulturer fandt her sammen med briterne en blivende havn.
Det er et vigtigt element i forståelsen af det moderne Singapore, i dag et af verdens rigeste samfund, som i stor stil markerer 200-års jubilaeet med – ja, selvfølgelig – 200 officielle arrangementer i årets løb.
Tordenskjolds soldater
»Handel var vores livsnerve,« som premierminister Lee Hsien Loong slog fast i sin officielle åbningstale i anledning af jubilaeumsåret. Så når Singapore – ofte lettere sarkastisk – kaldes Singapore Incorporated, er det for så vidt meget praecist. Singapores rødder er en kommerciel indgangsvinkel til verden. Det er hverken religion, kultur, århundredgamle slaegter eller historiske traditioner.
Det forstod landsfaderen Lee Kuan Yew. Som britisk-uddannet jurist stod han i spidsen for selvstaendighedsbevaegelsen efter Anden Verdenskrig. Han kom første gang til magten som leder af et selvstyre fra 1959, og i 1965 var han manden, der skulle forme det nye Singapore. Det skete ikke uden benhårde politiske kampe. Indadtil som udadtil.
Indadtil endte Lees parti, PAP (People’s Action Party), på toppen efter at have vundet magtkampen med andre delvist socialistiske partier. Det var ikke altid lige kønt. Men i dagens demokratiserede Singapore sidder PAP stadig tungt på magten via stemmeurnerne.
Udadtil blev Malaysia pacificeret ved Singapores udgave af Tordenskjolds soldater (nogle få tanks), mens et kup i Indonesien standsede Indonesiens blodige terrorkampagne mod Singapore og Malaysia.
Med israelsk bistand skabte Lee hurtigt en slagkraftig haer, der i dag formentlig er Sydøstasiens mest operationelle til vands, til lands og i luften med traeningsbaser i Australien, Frankrig, New Zealand og USA og to års vaernepligt for alle våbenføre maend.
Støttet af de aldrende eller afdøde politikere, der i dag kendes som pioner-generationen, blev det Lees livsopgave at opbygge et nyt samfund fra nul. Det Singapore, som han overtog i august 1965, er ofte beskrevet som en myggebefaengt sump. Som han analyserede sig frem til, havde Singapore reelt kun et eneste aktiv ud over beliggenheden ved det trafikerede Malacca Straede: en hårdtarbejdende, barket og staedig befolkning.
Sparegrisen intakt
Lee har i flere bøger beskrevet, hvordan han greb projektet an. Ud over sikkerheden var de helt grundlaeggende elementer national identitet og økonomisk stabilitet.
Hans vaerste mareridt var etniske og religiøse uroligheder. Som Raffles dekreterede han religionsfrihed, men gjorde det til en grov forbrydelse at kritisere andre religioner i det offentlige rum. Han videreførte det britiske retssystem med dødsstraf og prygl som overbygning på et stramt lov og ordensamfund.
Sammenhaengskraften i en befolkning, der definerer sig selv igennem tusinder af nationaliteter, minoriteter, klaner, sproggrupper og religioner, skabte han gennem boligpolitikken. Hans mantra var, at folk, der ejer deres egen bolig, passer på den og har et nidkaert forhold til, hvordan deres ledere varetager nationens økonomiske interesser. I kraft af et statsstyret og subsidieret system for ejerboliger er Singapore det land i verden, hvor flest mennesker (ca. 85 pct.) ejer deres egen bolig.
Det var også et bevidst element i skabelsen af en national identitetsfølelse, at han gjorde de tre mest udbredte dialekter, mandarin, tamil og malaj (bahasa), til officielle nationale sprog, men med engelsk som det faelles samtalesprog.
Nationens økonomiske sundhed er lovmaessigt funderet. Der kan ikke budgetteres med underskud, og der kan ikke lempes penge ud af sparegrisen. De løbende overskud på statens finanser kanaliseres ned i et par af verdens mest velpolstrede fonde (GIC og Temasek), som sammen med centralbanken MAS (Monetary Authority of Singapore) årligt sender omkring 100 mia. kr. tilbage til statskassen.
Den nationale selvforståelse bygger på, at en handelsfokuseret ministat som Singapore går til grunde, hvis ikke den er på forkant med udviklingen. Nationen lever mentalt på en braendende platform, og med nødvendigheden som det nationale braendstof er man allerede i fuld gang med at tage imod fremtiden med ny teknologi, nye havne, nye lufthavne, nye metrolinjer, nye glinsende skyskrabere og nye mål og drømme om velstand og rigdom.
»Vi bliver aldrig faerdige med at bygge Singapore«, konstaterede Lee Hsien Loong i sin tale og tilføjede med tungebåndet stift rettet mod pionergenerationens børn, børnebørn og oldebørn: »Det er hver generations pligt at blive ved at bygge op, for vores børn, for vores fremtid, så ufødte singaporeanere om 50 eller 100 år vil kunne føre en rigere og bedre Singapore-fortaelling videre.«
Som et af verdens rigeste samfund markerer Singapore i år 200-året for etableringen som handelsstation under britisk overherredømme.