Fletteskaebner: Lone Scherfig åbnede Berlinalen med en film om naestekaerlighed

Tiltede skaebner mødes i New York, og deres liv flettes sammen af uventede og lidt for tilfaeldige møder.

”THE KINDNESS OF STRANGERS”

DENMARK, CANADA, 2019 19 år efter at hun brød igennem internationalt på filmfestivalen i Berlin med ”Italiensk for begyndere”, er Lone Scherfig tilbage med et soloskrevet ensembledrama, der også denne gang kredser om helt almindelige menneskers skaevtiltede liv. Men selv om Scherfig laver film om nogle, der kunne vaere dig og mig, praesenterer

”The Kindness of Strangers” menneskeskaebner, der er så voldsomt formpressede til filmmediet, at det naermest føles som et eventyr.

Det er, som titlen indikerer, en film om at vise hinanden naestekaerlighed og at vaere i stand til at tage imod den. Først møder vi Clara (Zoe Kazan), der flygter med sine to små drenge fra et voldeligt aegteskab til New York. Det er ikke bare Clara, der er i nød, der er også den småt begavede Jeff (Caleb Landry Jones), der ender hjemløs og forfrossen på gaden, indtil sygeplejersken Alice (Andrea Riseborough) hjaelper ham på fode. Alice er i nonstop godgørenhedsberedskab; når ikke hun redder liv på hospitalet, arbejder hun i et suppekøkken, og hun har sågar sin egen tilgivelsesterapigruppe. Her møder hun Marc (Tahar Rahim), der lige er kommet ud af faengslet og nu arbejder i den russiske restaurant, som den aeldre herre Timofey med påtaget russisk accent (Bill Nighy) ejer, og hvor Clara senere søger tilflugt.

Danskere på laerredet

Der dukker også en del danskere op på laerredet. David Dencik spiller en slåbrokforsumpet mand, der er far til Claras (volds)mand. Han spilles af Esben Smed, som i virkeligheden kun er 10 år yngre end Dencik, så der skal man sluge et par indignationsboller over det påståede slaegtskab. Martin Buch optraeder kort som en syngende russer, ligesom Nikolaj Kopernikus er med i to scener som russisk pengemand med gultintede solbriller og almindelig dårlig tøjsmag.

Clara rakker altså rundt til receptioner og stjaeler hors d’oeuvres med kaviar, så familien kan få bare lidt mad. Hvordan hun finder frem til buffeterne, vides ikke. Der dyrkes en geografisk ubestemmelighed, New

York er et symbol på frihed og mangfoldighed, fortaellingen fremviser en udsigt over menneskelig udvikling, mere end den giver en decideret rutevejledning. Derfor opleves filmen i langt højere grad som et eventyr, end som et realismebåret drama med humoristisk understrøm, sådan som ”Italiensk for begyndere” var. Autenticitet og universel, menneskelig relevans finder man i karakterernes følelser og deres udvikling, ikke i deres konkrete handlinger eller kronologien af dem. Og det er besynderligt nok filmens svaghed, at Lone Scherfig naesten har haft for meget på hjerte, for mange karakterer, hun ville give liv, og dermed ender med at servere dem halvbagte.

DRAMA