Russisk skamplet

Jehovas Vidner er et på mange måder

løjerligt religiøst samfund. Det har angiveligt 8,4 mio. medlemmer, heraf 14.700 i Danmark. Det er modstander af blodtransfusioner, militaertjeneste og fejring af fødselsdage. Det forkaster kirkens sakramenter, troen på sjaelens udødelighed og den treenighedslaere om Gud, som de fleste andre kristne har tilfaelles.

Det er med andre ord ikke noget, vi ville anbefale, men så laenge de ikke skader andre, må de som øvrige trossamfund have lov at vaere her. Der er jo netop tale om en tro; der er ingen beviser for noget som helst. Grundloven taler om, at »borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning«.

FN’s menneskerettighedserklaering er inde på noget lignende, men her tales om religion snarere end gudsdyrkelse. Det må vaere den kattelem i forhold til internationale forpligtelser, Rusland har taenkt på, da det i denne uge idømte danskeren Dennis Christensen seks års faengsel for at vaere en ekstremist, der truer den offentlige orden.

Christensens forbrydelse består i at tilhøre

netop Jehovas Vidner, der i 2017 blev bandlyst af den russiske højesteret og er på en liste over samfundsfjender, der også omfatter nazister og terrorsympatisører. Danskeren har vaeret i Rusland siden 1995, er russisk gift og aktiv i trossamfundet. En lov fra 1996 anerkender imidlertid kun fire hovedreligioner – kristendom, jødedom, islam og buddhisme. Men andre kristne grupper end den ortodokse har det svaert, og missionering er forbudt.

På den baggrund har Christensen »begået en overlagt og alvorlig forbrydelse«, sagde dommeren ifølge Amnesty Internationals mand i retten.

Christensen selv har ifølge Moscow Times kaldt sagen »unfair og vanvittig«, og man kunne ikke vaere mere enig. Han har vaeret varetaegtsfaengslet siden maj 2017, da han blev anholdt under en bibellaesning i byen Orjol knap 400 km. fra Moskva.

Det er ingen hemmelighed,

at Rusland ikke er et retssamfund. Folk kaldes rask vaek ekstremister og terrorister, hvis de ikke er enige med Vladimir Putins enmandsdemokrati. Oligarker og Putins naermeste kan skovle milliarder vaek på udenlandske konti, skønt herkomsten, for at sige det paent, er grumset. Pressefriheden er imponerende sammenlignet med Nordkorea, men sørgelig i forhold til den vestlige verden. Hvis tidligere støtter bliver modstandere, risikerer de at blive likvideret eller sendt til Sibirien.

Historien om Christensen er imidlertid i en saerlig liga. Hvem truer han, og hvad gør ham til en ekstremist? Selv Putin kaldte i december forfølgelsen af Jehovas Vidner for »nonsens«, hvilket ikke har afholdt dommeren i Orjol fra at kende danskeren skyldig. Var man positiv, kunne man se det som et bevis for et uafhaengigt retsvaesen, men dommeren har vel bare fulgt loven, og den er skrevet af Putins slaeng.

Når Rusland forbyder Jehovas Vidner, kan Kreml måske teknisk argumentere, at de ikke eksisterer og kanske slet ikke er en religion. I det store billede er det uvedkommende. Det bør vaere lige så tilladt at tilhøre et lidt maerkeligt trosfaellesskab som at stille sig op på Den Røde Plads og råbe, at praesidenten er dum. Eller det modsatte, naturligvis. Denne ytringsfrihed eksisterer ikke, og det er en skamplet på Rusland, på Putin og på det, man på de kanter kalder lov og ret. Christensen og andre, der trues af samme skaebne, skal løslades, og det må ske omgående.