En løgn bliver ikke sand, bare fordi et flertal har besluttet det
»Mine herrer, hvis De åbner dette skab nu, er jeg ikke landets justitsminister laengere!« Sådan sagde P.A. Alberti til statsrevisorerne, da de en martsdag i 1908 uanmeldt troppede op for at se regnskabsbøgerne i hans aflåste pengeskab. Revisorerne, der ledte efter dokumentation for svindlen med Den Sjaellandske Bondestands Sparekasses obligationer, trak sig skraemte tilbage. Dokumentationen kom et halvt år senere, da Alberti meldte sig selv og trak den davaerende Venstre-regering med sig i faldet, men der er naeppe tvivl om, at Alberti havde ret – han ville ikke laengere have vaeret landets justitsminister, hvis de havde åbnet det skab. Så han så gerne, at det forblev lukket.
Nu er Inger Støjberg ingen Alberti, men anekdoten randt alligevel i hu, da Dagbladet Information i går kunne afsløre en hidtil hemmeligholdt mailudveksling mellem Udlaendingeministeriet og Udlaendingestyrelsen i sagen om adskillelse af asylpar, hvor den ene (kvinden) er under 18 år – de såkaldte barnebrude. Mailudvekslingen rejser alvorlig tvivl om den forklaring, som udlaendinge- og integrationsministeren gav til Folketinget og Ombudsmanden, da sagen kørte for et par år siden.
Dengang sagde hun, at man mundtligt havde sagt til Udlaendingestyrelsen, at der kunne vaere individuelle undtagelser, hvor man af hensyn til loven og konventioner ikke skulle adskille parrene. Det skyldtes, at der var udsendt en instruks, der ifølge ministeren var godkendt af embedsvaerket, om, at alle par skulle adskilles. Det var klart i strid med loven. Men samtidig florerede der historier om, at der fandtes en korrespondance, der afslørede, at ministeren havde sagt noget andet. Offentlighedsloven forhindrede medierne i at få indsigt i de pågaeldende mail, og Inger Støjberg naegtede af »principielle grunde« at udlevere dem til Folketinget. Heraf sammenligningen med Albertis interesse i, at pengeskabet forblev lukket – mailene kan alvorligt true hende, for sagen handler om, hvorvidt hun har opfordret til at bryde loven og senere har løjet om det.
Af en af de nyopdukkede mail, der er forfattet af Udlaendingestyrelsens direktør, fremgår det, at »mødet, jeg var til i ministeriet, efterlod ingen tvivl om hendes (Inger Støjbergs, red.) indstilling til sagen – uanset Børnekonventionen, når parret har et faelles barn«. Og hendes indstilling var ifølge en anden mail fra ministeriet, at »INGEN barnebrude må bo med aegtefaelle«. For ombudsmanden, der tidligere har vaeret inde i sagen, er den opdukkede mailkorrespondance også ny, og han har derfor naturligvis udbedt sig svar fra Inger Støjberg og ministeriet på en raekke spørgsmål.
Er Inger Støjberg i fare? Det vil tiden vise, men hidtil har hun vaeret beskyttet af regeringens flertal og DF’s Martin Henriksen, der som formand for Udlaendingeudvalget har naegtet at tvinge Støjberg til at udlevere dokumenter og mail til Folketinget. Det bekymrende i sagen er – som det også var i Tamilsagen – at man som minister kan slippe af sted med at lyve, for en løgn er først en løgn i Folketinget, når et flertal beslutter, at den er det.
Og det er det, der gør denne sag så vigtig. Ingen går ind for barnebrude og overgreb på mindreårige, og der er massiv opbakning til en stram udlaendingepolitik. Det er ikke det, der er sagen. Det drejer sig om, at vi har ministre, der anerkender, at de er forpligtet på loven, og at vi kan stole på, at de ikke lyver. Det er der berettiget tvivl om her, men forhåbentlig kan de nye mail og Ombudsmanden bringe sandheden naermere. Og som noget nyt kunne ministeren jo overveje denne gang at samarbejde fuldt ud – sådan af principielle grunde.