Efter bedrøvelige episoder: Man kan endelig få renset ud i bedemandsbranchen – hvis man vil
Et mindretal af bedemaend er skyld i ganske omfattende skade i form af dybt sårende oplevelser for de pårørende, skriver sognepraest.
Mikkel Wold sognepraest Marmorkirken, København
For noget tid siden forsøgte jeg sammen med min kollega Kathrine Lilleør at få taget spørgsmålet om en autorisation af bedemaend op hos nogle politikere. Baggrunden er, at vi sammen med så mange andre praester af og til oplever, at nogle bedemaend laver ganske alvorlige fejl eller optraeder på en så uprofessionel eller grov måde, at det giver de pårørende ubehagelige og ulykkelige oplevelser.
Oplevelser, som virker sårende ind i situationer, hvor de pårørende i forvejen er så belastede, at de kun sjaeldent magter at gå videre med deres klager. Og hvis der klages, kan de pågaeldende bedemandsfirmaer vaelge at blaese på klagen, uden at der sker dem noget.
Nu er forsøget på at påvirke politikerne lykkedes, eftersom Dansk Folkeparti nu har stillet et glimrende forslag om at indføre en autorisationsordning. Dermed kan man sikre, at der kommer styr på branchen, og at de mere uheldige eksemplarer kan frasorteres.
Imidlertid ser det ud til, at nogle partier tøver med at tilslutte sig eller slet ikke støtter forslaget. Det forstår jeg meget lidt af, og alle de kolleger, jeg har talt med om sagen, har det på samme måde. Vi har det tilfaelles, at vi i det daglige har kontakt med pårørende ved bisaettelser og begravelser, og ikke så sjaeldent har vi oplevelser med bedemaend, som udviser alt andet end den nødvendige hensyntagen og konduite.
Dermed har vi ganske god viden både om dårlige begravelsesfirmaers metoder og om de følgevirkninger, selv samme metoder har for de pårørende. Det ville måske ikke vaere helt skaevt at lytte til vores erfaringer.
Det er naturligvis et mindretal i bedemandsbranchen, der ikke gør deres arbejde ordentligt. De fleste bedemaend gør deres arbejde godt og samvittighedsfuldt. Men den dårlige gruppe er rigeligt stor til at gøre ganske omfattende skade i form af dybt sårende oplevelser for de pårørende.
Flere gange har pressen skildret, hvorledes mere eller mindre uprofessionelle bedemaend har optrådt på måder, der har vaeret dybt sårende for de pårørende. Man skulle tro, det var tilstraekkeligt dokumenteret, at der i branchen er brodne kar, som gør skade. Prøv bare at google de to ord bedemaend og autorisation, så kommer der veldokumenterede episoder frem.
Det er derfor med nogen undren, jeg ser de reaktioner, der er kommet på det forslag, der nu er fremsat.
Hos Forbrugerrådet Taenk kalder man forslaget ”en overflødig idé”. Der findes en god certificeringsordning, mener man. Ok, hvis ordningen er så god, hvorfor er der så ikke renset ud i branchen for laengst?
Hvorfor fortsaetter episoderne med bedemaend, som kommer med kisten til kirken 10 min inden, bisaettelsen begynder, som glemmer forhold, der var aftalt med de pårørende, som stiller med for få personer til at baere kisten ind, så de taber kisten ved trappen til kirken, som skriver store regninger ud for ydelser, der ellers er gratis og hurtigt ekspederet hos myndighederne (skifteretten i dette tilfaelde) osv.
Tilmed branchens egne folk ønsker for den største dels vedkommende en autorisation, fordi de vil sikre en ordentlighed og kvalitet. Det er mig komplet umuligt at forstå, hvordan lige netop en forbrugerorganisation kan vaere imod et forslag, der skal beskytte forbrugere i en af deres livs mere udsatte situationer, hvor kraefterne til at klage er meget små, og hvor nogle firmaers metoder i det mindste graenser til bedrageri og i nogle tilfaelde fremstår direkte som sådan.
Det blev senest dokumenteret i DR’s forbrugerprogram ”Kontant” i juni 2018.
Hos Venstre mener man heller ikke, det er nødvendigt med en autorisation. Partiets erhvervsordfører mener, at det vil svaekke konkurrencen. Undskyld, men hvem er det lige, der betaler regningen – både den mentale og den i kroner og øre – for den uhaemmede konkurrence på området, hvor enhver kan kalde sig bedemand?
Og hvad er det i en autorisation, der skulle forhindre konkurrence? Der kan gerne vaere konkurrence, men den skal foregå på vilkår, der er ordnede på en sådan måde, at pårørende sikres mod skrupelløse bedemaend. Alle mulige andre erhverv kraever autorisation, uden at nogen af den grund påstår, at man dermed ophører med at kunne konkurrere i det pågaeldende erhverv, så hvad er det for noget vrøvl at påstå, at autorisation hindrer konkurrence?
Som glemmer forhold, der var aftalt med de pårørende, som stiller med for få personer til at baere kisten ind, så de taber kisten ved trappen til kirken, som skriver store regninger ud for ydelser, der ellers er gratis og hurtigt ekspederet hos myndighederne.
Helt grotesk bliver det, når man laeser den rapport, som en arbejdsgruppe under det davaerende økonomiog erhvervsministerium udarbejdede om forholdet i 2011.
I arbejdsgruppen sad bl.a. en bedemand, hvis firma senere blev afsløret i den førnaevnte dokumentar, og som også i andre forbrugerudsendelser på DR var blevet beskrevet på en måde, der ikke ligefrem kan kaldes tillidsvaekkende. Den bedemand, der var tale om, var den samme, som i ministeriets arbejdsgruppe maerkeligt nok ikke mente, der var behov for en autorisation, hvilket også var flertallets konklusion i gruppen.
Hvad der fik ministeriet til at anmode den pågaeldende bedemand om at medvirke i arbejdsgruppen, må ministeriet jo selv svare på.
Nu kan man få renset ud i branchen, hvis man vil. Det vil vaere meget vanskeligt at forstå, hvis der fortsat råder frit spil for enhver på et område, der kraever en professionalisme og etik, så man ikke, enten fordi man er uprofessionel, eller fordi man bare er revnende ligeglad, får fri mulighed for at såre pårørende.