Instruktør: Før kom racismen fra folk, som »var på vildspor«
Dansk instruktør bruger sin egen historie til at vise, hvordan traumer fra livet som flygtning kan splintre en familie.
Som seksårig blev han for første gang kaldt »araberdreng« i skolen.
Hans foraeldre blev skilt, fordi faderens traumer fra krigen i Palaestina var for voldsomme.
Under weekenderne hos faderen på Nørrebro oplevede han – sådan virkede det – at faderen halvskammede sig over, at hans sønner ikke talte flydende arabisk.
Flugten vaek fra det hele blev de 10 videofilm, som faderen og hans drenge lejede i videobutikken, og så gik en stor del af weekenden med Bruce Lee, Superman og tidens andre superhelte.
Alt andet lige virker det fuldstaendigt logisk, at Omar Shargawi siden valgte filmmediet til at undersøge og beskrive sin familie – og verden med.
Tusindvis af familier
I sin seneste film, ”Western Arabs”, som er med på Berlinalen i den tyske hovedstad, bruger han både nye og gamle optagelser lavet over 12 år. De fleste scener udspiller sig i familien. Mange skaenderier, men også et par grin. Og stor kaerlighed. Ikke mindst til den afdøde far, den ultimative autoritet og samtidig den elskede baba – far på arabisk. I filmens mest intense øjeblikke udfordrer Omar Shargawi ham for at forstå, hvorfor traumerne fra krigen på en måde kan siges at vaere gået videre til naeste generation.
Idéen er at lade familiens historie tjene som eksempel:
»Filmen handler om de tusinder af familier, der findes over hele Europa, der har samme baggrund som os,« forklarer instruktøren i hotellobbyen, der ligger bare et stenkast vaek fra Berlinalepalaeet; derfor flyver lydbrokker af interview gennem rummet. De fleste på engelsk, men ofte med staerke accenter fra det meste af verden.
At hotellet hører til i luksusklassen har ikke fået Omar Shargawi til at skifte joggingbukserne ud med et jakkesaet. Han drikker sin kaffe og udtrykker praecist, hvad han mener – uden omsvøb:
»Og en ting er, hvordan vi lever med det hele. En anden ting er, at der er et samfund, som er blevet pisseligeglad. Som ikke tager højde for de mennesker, der er kommet herop og det, som de har vaeret igennem. Det er det, der er det vigtige for mig.«
Du taenker f.eks. på flygtningene fra Syrien?
»Ja, det er dem, der er flest af. Det rager folk fuldstaendigt. Danmark er med til at føre krig i Syrien og påføre dem smerte. Men de bliver set på som de mest usle mennesker. Vi behandler dyr bedre. Dyr, der skal slagtes og ud i supermarkederne, har efterhånden bedre vilkår end flygtninge, der kommer til Europa i dag.«
Hvad er forskellen på det samfund, du voksede op i og det, flygtninge møder i dag?
»Når jeg oplevede racisme, så var det, fordi folk var på vildspor. Så vidste du, at ham der var et dårligt menneske. I dag kommer det fra masserne, fra medierne, fra regeringen, fra politikerne. Det er den samme form for racisme, bare endnu vaerre. Skal man så stille sig op og sige, at størstedelen af vores samfund er dårlige mennesker? Den følelse havde man jo ikke dengang.«
De sidste ord
I filmen siger faderen på et tidspunkt til sin søn, at han skal vaere glad for at have en statsminister som Lars Løkke Rasmussen; at han ikke lever under en diktator som syriske Bashar al-Assad.
»Han kendte det andet bedre end nogen af os. Han prøvede at minde os om, at vi rent faktisk har muligheder i Danmark i dag (…). Og at de mennesker, der kommer hertil, de har også et ansvar. Det nytter ikke noget bare at kalde alle for racister og sige fuck dem alle sammen, så gør jeg lige, hvad jeg har lyst til. Man er nødt til at gøre noget selv.«
Hvad betyder det for dig at vaere på Berlinalen?
»Det ved jeg ikke rigtigt endnu. Lige nu har jeg det vildt over, at min mor, datter og brødre kommer i morgen. Vi skal se filmen sammen på det store laerred i morgen (fredag, red.). Det føles, som om min far er i live. Taenk, at min far, der er død, han får lov at få det sidste ord alligevel.«