Liv og glade dage med Mogensen og Kellermann
Lone Kellermann og John Mogensen er på slap line i Randers Egnsteaters vinterkabaret ”Så laenge vi lever”, hvor munterheden overskygger et svagt scenekunstnerisk produkt.
KABARET
RANDERS EGNSTEATER
SÅ LAENGE VI LEVER
Skrevet og iscenesat af Gunvor Reynberg
Musik: Lone Kellermann, John Mogensen m.fl.
Scenografi: Sus Haugland Varighed: 2 timer
Spiller til den 23. marts 2019 Det er ikke den store opfindsomhed eller originalitet, der dominerer på Randers Egnsteater med kabareten ”Så laenge vi lever”. Til gengaeld er stemningen god, og de fleste randrusianere kan forlade teatret med et smil på laeben og en håndfuld kendte sange på hjernen.
For kabareten er bygget op omkring en simpel rammefortaelling om to mennesker ved navn Lone og John, der er indlagt på psykiatrisk hospital på ”Afdelingen for folk, der tror, de er popstjerner”. Her er John overbevist om, at han er John Mogensen, og Lone er sikker på, at hun er Lone Kellermann.
Det pudsige er, at John og Lone også spilles af skuespillerne John Batz og Lone Rødbroe. Og foruden deres passende fornavne har de begge en imponerende naturlighed i deres karikaturer, så man skulle tro, at deres personlighedsforstyrrelser er autentiske.
Vi nyder lyden af nogle af Mogensens og Kellermanns største hits, mens de styrer os igennem aftenen med sikker og rutineret hånd. Deres styrker fra revyerne, som de begge har medvirket i, skinner tydeligt igennem, og forestillingen bliver både munter og musikalsk.
Genbrugsmanuskript
Men selv om idéen om at saette John og Lone sammen på ”Afdelingen for folk, der tror, de er popstjerner” er god, så er selve historien i ”Så laenge vi lever” tyndere end tynd. Forestillingen drives primaert fremad af sangene, og de små dialoger og indslag imellem sangene er i høj grad genbrugssketcher.
Sus Hauglands scenografi er mere praktisk end aestetisk, og den minder slet ikke om et psykiatrisk hospital eller noget andet end en teaterscenografi i Randers. Til gengaeld understøtter designet fint sketchene samt den farverige dansktoplyssaetning i slutningen af forestillingen.
Alt i alt er det altså ikke de scenekunstneriske kvaliteter, som denne anmelder husker Randers Egnsteater for med ”Så laenge vi lever”. Men det er tydeligvis heller ikke forestillingens formål. Kabareten er blot en undskyldning for at spille en masse John Mogensen og Lone Kellermann.
Og den undskyldning godkender vi, fordi John Batz laver en sjov og underfundig John Mogensen, og Lone Rødbroe laver en kaerlig og livlig Lone Kellermann. De imponerer begge vokalt, og musikalsk understøttes de fint af Bjarne Langhoff og Nana Schwartzlose.
Hele baduljen er underholdende på den jyske og revyske måde, hvor skelende øjne, pruttelyde, ordspil og seksuelle undertoner tager de største grin. Og det er svaert ikke at synge med og klappe i takt, når musikken slår sig løs og cykler godt afsted.