Sundhedsreform skal gøre op med det overdrevne fokus på passiv behandling

Tina Lambrecht formand for Danske Fysioterapeuter Torben Klitmøller Hollmann formand for social- og sundhedssektoren i Foa

Alle er enige om, at for mange mennesker bliver indlagt på landets sygehuse. Regeringens mål er at nedbringe antallet af indlaeggelser med 40.000.

Hvis det mål skal nås i en tid, hvor vi bliver aeldre, og flere lever med kroniske sygdomme, er det ikke nok at flytte behandling mellem hospitaler og kommuner. Vi skal se på, hvordan vi går fra passiv behandling af symptomer til aktiv behandling, hvor vi hjaelper folk til at holde sig i gang og dermed ude af sygesengen.

Heldigvis har vi i dette land virkelig gode erfaringer på det område. En alt for overset succes ved kommunalreformen har vaeret, at kommunerne har skruet helt gevaldigt op for rehabilitering og genoptraening. Det betyder, at langt flere borgere end tidligere får hjaelp, der understøtter, at de selv kan vaere aktive.

Konkret handler det bl.a. om at taenke rehabilitering ind i hjemmeplejen – uden at det bliver en spareøvelse for kommunerne. Det at tage støttestrømper på er ikke kun en praktisk opgave – det er også anledning til at hjaelpe borgeren med at finde måder at gøre tingene på, der traener deres fysiske formåen.

Netop det er en central opgave for social- og sundhedshjaelpere og -assistenter, der har den daglige kontakt med borgerne. Og for de fysioterapeuter, der tilrettelaegger traeningsforløb.

Netop rehabilitering understreger også, at en kommunal sundhedsindsats handler om meget mere end pleje af syge borgere. Det er afgørende, at svaret på flere kronikere og aeldre bliver en satsning på aktiv sundhed – både af menneskelige og økonomiske årsager.

For nogle borgere betyder genoptraening, at de kan vende tilbage til et liv, hvor de klarer sig selv. For andre kan man reducere behovet for hjaelp og øge livskvaliteten ved at arbejde rehabiliterende sammen med borgeren.

Mens succesen med rehabilitering og genoptraening har vaeret overset, har der omvendt vaeret meget stort fokus på at stoppe genindlaeggelser. Men andelen af patienter, der bliver genindlagt, er stabil.

Det er desvaerre ikke overraskende. Den korte forklaring er, at man i dag ikke bliver staerkere af at vaere indlagt – tvaertimod.

Hvis man ser på de aeldre medicinske patienter, har 20 pct. af dem mistet funktionsevne, når de har vaeret indlagt i syv dage målt ift. deres tilstand ved indlaeggelsen. Målt på hvad de fysisk kan, er hver femte altså ringere stillet ved udskrivelse, end da de blev indlagt.

Det skyldes dels, at vi er for dårlige til at få indlagte op af sengene, dels at arbejdet med at forebygge indlaeggelser har dårlige rammer, når man først er endt på hospitalet. En reform af vores sundhedsvaesen kan kun nå de ambitiøse mål, hvis borgerne har mindre behov for pleje og behandling.

Det kraever, at de får hjaelp til et aktivt liv i stedet for passiv behandling. Det betyder mere traening og en rehabiliterende tilgang til plejen af alle vores kronikere – uanset om de har diabetes, kol eller muskel-/skeletlidelser.

Det stiller krav om en bedre koordinering af overgangen fra indlaeggelse til hjemmet og et bredt fagligt arbejdsfaellesskab, hvor specialistviden og grundlaeggende pleje sikrer den bedst mulige kvalitet.

Kommunerne har ind imellem fået berettiget kritik for det varierende niveau af deres sundhedstilbud. Men det er vigtigt at huske på, at langt flere mennesker får genoptraening og rehabiliteringstilbud, efter at det blev en kommunal opgave. Det skal vi bygge videre på.

Det er oplagt at bruge diskussionen om sundhedsreformen til at få gjort op med det overdrevne fokus på passiv behandling. For bundlinjen er – uanset om opgaverne placeres i kommunerne eller på sygehuse – at enten får vi mere aktiv behandling eller også sander vores sundhedssystem til i stigende behov.