Er retssikkerheden sikker?
Håbet om at bevare tilliden til retssikkerheden er nok døende hos de fleste berørte lodsejere i en sag om Syddjurs Kommunes forvaltning af et lokalt draensystem.
Retssikkerhed er ikke en hyldevare, eller noget man kan frembringe i en 3D-printer. Det er en historie vi deler. Historiens overlevelse kraever, at der er tillid til den. Dvs., at folk over tid oplever, at historien afspejler virkeligheden.
Det gør den ikke for os i et lille draenlaug uden for Ebeltoft, hvor vi siden 2012, i en sag om Syddjurs Kommunes forvaltning af et lokalt draensystem, har vaeret en tur gennem klagesystemets mange instanser. Sagen er endnu uafsluttet, men da ventetiden hos alle klageinstanser regnes i år, kan vi passende bruge denne til fortaelle historien om, hvorfor vi mener, at retssikkerheden er truet på dette område.
Syddjurs Kommune, som vedligeholder draensystemet, at forny en større del. Kommunen skriver til lodsejerne, at projektet vil koste ca. 500.000 kr. Penge som lodsejerne skal betale. Inden første spadestik retter nogle lodsejere begrundede indsigelser til kommunen om projektets lovlighed og nytte. Der skrives sågar til borgmesteren. Men indsigelserne nytter intet. Kommunens embedsvaerk svarer, at de er i deres gode ret til at gennemføre projektet uden en proces efter vandløbsloven.
De var dog ikke i deres gode ret. Arbejdet var lovstridigt, hvilket kommunen senere har erkendt. Regningen, der blev mere end tre gange så stor, som først udmeldt, er stadig betalt af lodsejerne.
Set gennem retssikkerhedsbriller var det store problem i den indledende fase, at den samme forvaltning, som havde søsat projektet, skulle forholde sig til lovligheden
I 2012 beslutter
af det. Efter kommunalreformen er myndigheden ikke adskilt fra forvaltningen. Det er fysisk de samme personer, som havde besluttet at saette projektet i vaerk, der efterfølgende som myndighed skulle forholde sig til indsigelserne. Det er som at lade ulven vogte får. Forvaltningen følte sig tilsyneladende i sin gode ret til at se bort fra myndighedsopgaven. Byrådet blev forelagt sagen, men gjorde intet.
Det er skraemmende, hvis en kommune kan afslå at agere myndighed, fordi det passer i dens kram. Herved fortraenges den kommunale myndighedskultur nemt af snaevre kommunalinteresser. Omend ønskeligt for de embedsmaend, der primaert hyldes for at nå deres budgetmål, er det ulykkeligt for retssikkerheden.
Konsekvensen for borgeren er nemlig, at livlinen til en videre proces i ankesystemet kappes på et tidligt tidspunkt. Uden en myndighedsbehandling fra kommunens side, kan man ikke komme direkte videre til naeste instans: Miljø- og Fødevareklagenaevnet. Adgangsbilletten hertil er nemlig en formel afgørelse fra kommunen.
Det erfarede vi, da vi forsøgte at anke sagen hertil og efter mere end et års ventetid fik besked om, at naevnet ikke kunne behandle sagen, fordi der ikke forelå en formel afgørelse (myndighedsbehandling) fra kommunen.
Allerede her begyndte de berørte lodsejere for alvor at betvivle historien om retssikkerheden. Man mødte bureaukratisk arrogance og ligegyldighed, hvor man havde håbet at møde saglighed, åbenhed og lovmedholdelighed.
Sagen blev dog ikke opgivet. På anbefaling fra Miljø- og Fødevareklagenaevnet, sendte vi sagen til Ankestyrelsens tilsyn, som skal holde øje med, at kommunerne overholder loven. Her ventede vi i over to år på et svar, som lød, at tilsynet ikke ville gøre yderligere ved sagen, fordi kommunen allerede havde erkendt, at projektet var ulovligt.
Ankestyrelsens argumentation giver måske mening i den bureaukratiske verden, men i borgernes verden er det meget desillusionerende at erfare, at de instanser, som i teorien er sat i verden for at hjaelpe borger og samfund, synes mest optaget af at afvise sager, så de kan leve op til deres måltal og få ventetiderne ned.
Lodsejerne, der allerede havde betalt for det ulovlige projekt, ville gerne vide, om de fik deres penge retur. Men det fik de ikke svar på. En forudsaetning for dette var nemlig, at kommunen skulle genoptage sagen. Det afslog den dog. At en kommune virkelig kan afslå dette, er skraemmende, taenker folk og ryster opgivende på hovedet.
Endnu en finke røg af retssikkerhedspanden, og de betalende lodsejere sad tilbage med et billede på nethinden af en bankrøver, der smilende talte pengene fra røveriet. Han havde erkendt sin ugerning, hvorpå myndigheden havde meddelt, at der ikke var grund til at forfølge sagen, og at han kunne beholde pengene.
Taksationskommissionen blev også forelagt sagen. Til denne kan man anke de økonomiske konsekvenser af kommunens beslutninger på vandløbsområdet. Herfra lød kendelsen i første omgang, at kommunen kun kunne opkraeve udgifter til vedligeholdelse hos lodsejerne. Da det ulovlige projekt ikke var vedligeholdelse i lovens forstand, havde kommunen ikke hjemmel til at opkraeve beløbet. Men det var kommunen tilsyneladende ligeglad med. Pengene blev i kommunekassen. Da vi igen forelagde dette for Taksationskommissionen, fik vi efter endnu et par år det svar, at kommissionen ikke er rekursmyndighed i forhold til kommunen. Dvs., at den ikke kunne tage sig af spørgsmålet.
Nu var der naesten gået fem år, og vi var endnu engang slået tilbage til start. Naeste skridt var at indbringe sagen for Overtaksationskommissionen. Alle klagemuligheder skal nemlig vaere prøvet, før man kan komme videre til sidste mulighed, som er Folketingets Ombudsmand.
Overtaksationskommissionens behandling af sagen afventer vi nu på andet år, og der er således stadig håb for en saglig og myndig behandling af sagen. Men håbet om at bevare tilliden til retssikkerheden er nok døende hos de fleste berørte lodsejere. Indtrykket her er, at man har at gøre med et enormt langsommeligt, ineffektivt og uigennemskueligt system, hvor snaevre kommissorier og måltal har fortraengt den faelles historie om myndighed og retssikkerhed.