Hvor gør det ondt?

For en del år siden

cirkulerede der på nettet en hitliste med såkaldt sjove sprogforbistringer fra patientjournaler: »Patienten har klaret sig helt uden ilt det sidste døgn,« skrev en laege, mens en anden kunne oplyse, at »ansamlingen af udslaet kredser om patienten«, eller at »patienten fik amputeret en tå på venstre fod for en måned siden. Han fik også amputeret venstre ben over knaeet sidste år.«

Nogle eksempler kunne givet forklares med travlhed og generelt slapt sprog, men som årene går, bliver det vanskeligere at traekke på smilebåndet over laeger, som er dårlige til dansk. I 2000 havde blot 156 speciallaeger på danske sygehuse udenlandsk uddannelsesbaggrund. I 2015 var antallet tidoblet. Nu viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at omkring 2.200 udenlandske laeger arbejder i Danmark. Ca. 1.200 af dem kommer fra lande i EU.

Lad det vaere haevet over enhver tvivl: En udenlandsk laege eller udenlandsk uddannet laege er som hovedregel mindst lige så kvalificeret som sin danske kollega, når det gaelder laegefaglig viden. Det er ikke der, problemet ligger.

Men det er også haevet over enhver tvivl, at korrekt og forståelig kommunikation både mellem laege og patient og fra laege til laege eller andet sundhedspersonale i yderste konsekvens er livsvigtig.

Der må ganske enkelt

ikke herske tvivl om, hvad laegen siger til patienten, og laegen skal omvendt vaere i stand til at forstå, hvad det er, som patienten fortaeller, også når det ikke foregår på rigsdansk.

Som senest en dokumentarudsendelse på DR har afdaekket, så er det langtfra givet. Udsendelsen viste flere situationer, hvor patienterne mildest talt lignede et spørgsmålstegn, når de skulle forholde sig til det, laegen sagde.

Sagen er nemlig, at det ikke er et krav, at laeger, som er uddannet i et EU/EØS-land, skal kunne dansk. Det er det til gengaeld for de laeger, som kommer fra et land uden for Europa og søger autorisation i Danmark. De skal kunne bevise, at de har aflagt Danskprøve 3, og at de har fået mindst 10 i mundtlig kommunikation og mindst 7 i de to andre delprøver. Danskprøve 3 svarer til, at man kan sproget på mindst 9. klasses niveau.

Laegeforeningen har stillet med det meget fornuftige forslag, at sprogkravet skal gaelde alle udenlandske laeger. Et sådant krav findes allerede i Sverige, som kraever, at man kan tale dansk, svensk eller norsk, uanset hvor man kommer fra.

At indføre et lignende sprogkrav

i Danmark burde vaere en formsag, men det er det tilsyneladende ikke. Nu skaendes regeringen og regionerne om, hvem der har ansvaret for, at de laeger, som arbejder i det danske sundhedsvaesen, kan tilstraekkeligt dansk. Den diskussion burde kunne lukkes relativt hurtigt: Selvfølgelig bør det vaere et ensartet landsdaekkende krav, som skal gaelde for alle laeger, uanset hvor de arbejder.

Sundhedsministeren har sendt et lovforslag i høring. Her tørrer hun ansvaret af på de regioner, som hendes eget parti vil nedlaegge. Det er både uforståeligt og usympatisk.

Efter alt at dømme kan danske patienter se frem til at møde flere udenlandske laeger i årene fremover. Det er selvklart, at de skal kunne kommunikere på dansk med de laeger, som de måtte møde.

I forvejen ulykkelige patienter skal i hvert fald ikke ende som gidsler i en konflikt mellem politikere, som forsøger at tørre ansvaret af på hinanden.