Ytringsfriheden er rodfaestet i grundloven – ikke i PET

Flemming Bengtsson it-konsulent, cand.mag. i historie Brønshøj

Skurk eller ej, så deler Jakob Scharf fortsat vandene efter byrettens dom i januar.

Ritt Bjerregaard, tidligere MF og minister for Socialdemokratiet, hylder i JP Scharf for åbenhed i hans bog ”Syv år for PET”. Svend Aage Jensby, også tidligere MF og minister for Venstre, harcelerer over Ritt Bjerregaards manglende forståelse for PET’s behov for nuvaerende og tidligere medarbejderes ubetingede tavshed til alle tider, når det gaelder PET’s arbejdsmetoder forleden.

Scharf ser med sin bog ”Syv år for PET” som spildte. Eller er titlen malplaceret? Bogen er selvretfaerdiggørende med håb om en pekuniaer sidegevinst og tak for sidst til det system, der sparkede ham ud af tjenesten som den løgner, han var, i forbindelse med et planlagt Christiania-besøg af nuvaerende formand for Folketinget, Pia Kjaersgaard (DF).

En løgn, som forhenvaerende justitsminister Morten Bødskov (S) var syltet ind i. Havde Scharf fået det, som han ville, var denne løgn aldrig kommet til offentlighedens og ej heller Ritt Bjerregaards kendskab.

Scharf og Bødskov forsøgte at knaegte Pia Kjaersgaards ret til at bevaege og ytre sig frit på Christiania med en løgn om PET’s uformåenhed. Hvis det var sandt, må PET under Scharfs ledelse have vaeret uduelig. Og så ville det have vaeret en god grund til at fyre ham.

Hvis en hemmelig tjeneste kaster håndklaedet i ringen, når en politiker har behov for beskyttelse, hvad er den så vaerd? Logikken er svaer at få øje på. Løgn er pr. definition omgaerdet af hemmelighed, ellers er der ingen grund til at lyve.

For Scharf og Bødskov var løgnen ikke et problem, men sandheden. Det var et politisk korstog, der skulle hindre Pia Kjaersgaard i at slå politisk mønt af sit Christiania-besøg.

Ritt Bjerregaards omsorg for ytringsfrihed og bekymring over hemmeligholdelse af PET’s arbejdsmetoder er malplaceret i forhold til Scharf. Men det var ikke første gang, at Scharf førte sig politiserende frem i sin embedsførelse. Det gjorde han også under Muhammed-krisen i 2009, da han krydrede PET’s sikkerhedsmaessige observationer med sine egne politiske vurderinger og anbefalinger, der reelt opfordrede til at begraense ytringsfriheden.

Det kan aldrig tilkomme en hemmelig tjeneste. Det er alene en politisk opgave at drage politiske konklusioner på baggrund af efterretningstjenestens observationer. Ytringsfriheden er rodfaestet i grundloven – og ikke i PET.

Svend Aage Jensby haever sig ikke over Ritt Bjerregaard, men sparker sig selv bagi. Igen må man sige, at havde Scharf fået det, som han ville, så ville Jensby heller ikke have fået kendskab til det rådne aeble i PET, der forsøgte at hindre Pia Kjaersgaard i sit arbejde. Jensby har trang til dramatik.

Offentligheden ved godt, at PET har vide, men ikke ubegraensede beføjelser, når det gaelder ressourcer, disses anvendelse og teknologi. Kun fantasien saetter graenser. Og med udgangspunkt i Scharfs lidelseshistorie har PET ikke overgået fantasien eller de spektakulaere aktioner, som eksempelvis Israels hemmelige tjenester har udført.

Skulle PET’s virkelighed overgå fantasien, er der brugt uhørt meget krudt på en mand, der i et politisk korstog er blevet taget i at fylde myndigheder og offentligheden med løgn.