Trump kan ende med at aendre verdensordenen

Den amerikanske praesident synes parat til at bruge alle midler for at fjerne USA’s handelsunderskud.

Merkantilismen havde sin storhedstid i Europa i det 16-18. århundrede. Det vigtigste mål var at øge eksporten og begraense importen, om nødvendigt ved krig og kolonisering. Den forsvandt som følge af nye magters opståen, herunder USA.

Det er et paradoks, at den nu er på vej tilbage anført af en amerikansk praesident. Donald Trump synes parat til at bruge alle midler for at fjerne USA’s handelsunderskud. Han forstår tilsyneladende ikke, at et underskud opstår, når et land forbruger og investerer mere, end det producerer.

Når det amerikanske underskud er stigende og har slået rekord under Trump, skyldes det isaer, at amerikansk forbrug er pustet kunstigt op gennem ufinansierede skattelettelser. En protektionistisk handelspolitik løser intet og fører kun til øgede omkostninger og lavere langsigtet vaekst – og medfører ikke en tilbagevenden af industriarbejdspladser, som Trump påstår.

Som Danmark har vist, er nøglen øget produktivitet og større brug af teknologi – ikke protektionisme. Stigende lønninger i Østeuropa og i Kina hjaelper også til.

Trump indledte et korstog sidste år med at indføre told på stål og aluminium. Han misbrugte groft Verdenshandelsorganitonens (WTO) regler, der tillader brug af importrestriktioner, når nationale sikkerhedsinteresser står på spil. Samtidig angreb han WTO’s konfliktløsningssystem.

For øjeblikket er opmaerksomheden rettet mod USA’s forhandlinger med Kina. Hvis der ikke opnås et resultat inden den 1.

Det andet hovedelement i Trumps offensiv er et krav om køb af amerikanske produkter som sojabønner, olie og naturgas (hvor USA med frackingteknologien er blevet storeksportør), samt kinesisk åbning for amerikanske investeringer i udvalgte sektorer.

Praesident Trump har aftalt et møde med praesident Xi Jinping i slutningen af måneden – et tegn på, at en aftale er på vej. En aflysning af handelskonflikten vil vaere gode nyheder for verdensøkonomien. Men det er afgørende, hvor vaegten laegges i konfliktløsningen.

Desvaerre tyder meget på, at det bliver på de bilatterale markedsåbninger. De er ikke svaere at gennemføre i en økonomi som den kinesiske med staerk statsstyring, men ikke i en markedsøkonomi som vores. Det er starten på en merkantilistisk regulering af verdenshandlen.

Vil en succes med Kina inspirere Trump til en gentagelse på andre markeder, herunder EU?

Sidste forår blev der truet med told på biler, men en handelskrig blev afvaerget ved en midlertidig fredsaftale i juli mellem Trump og kommissionsformand Juncker. I stedet for at bekrige hinanden skulle der gøres et forsøg på at etablere en langsigtet EU-USA-aftale bl.a. om toldfri handel med industrivarer og gensidigt samarbejde om normer og standarder.

Begge parter er ved nu at have deres forhandlingsmandater på plads. Det europaeiske vil svare til juli-aftalen, hvorimod det amerikanske er meget bredt og omfatter bl.a. eksport af hormonbøffer og klorkyllinger. Så det bliver svaert at nå et resultat, og kun muligt, hvis der gives tilstraekkelig tid.

Samtidig vil Trump den 17. februar få beføjelse til at traekke toldvåbnet mod biler inden for en tidsfrist på 90 dage. Det er afgørende, at europaeerne ikke blinker, hvis amerikanerne i stedet for at forhandle på ny starter en toldkonflikt. Sker det, har EU intet andet valg end at svare igen. Det er ikke et spørgsmål om at beskytte europaeisk bilindustri, men at gribe ind over for en udvikling, der undergraver det internationale handelssystem.