Nu overtager vi på 40 hele verden – måske

Vi hungrer ikke efter berømmelse. Vi er større fans af aegthed og rationalisme end både dem, der er aeldre end os, og yngre.

Karen Marie Sandgren kommunikationsrådgiver, London

Når vi er faerdige med at rive graesplaenen, traene til halvmarathon og spille Fifa19 med vores børn, så er det faktisk 1970’er-generationens tur til at overtage styringen af samfundet.

Med lidt held er det os i fyrrerne, som kommer til at indtage topposterne i verden over de naeste 10-15 år. Statsledere, regenter, CEO’s, biskopper (naeppe, de er stadigvaek vildt gamle), imamer, tv-vaerter, samfundsrevsere, pundits, kulturpersonligheder.

Vi er moderne børn af feminister og bløde maend. Vores foraeldre kaempede bravt med at definere sig selv og de transformerende identiteter og kønsroller tilbage i 1970’erne og 1980’erne. Det var naeppe helt nemt. Og vi er er produkterne af de domestikale kampe, som var den form tilpasningerne i vid udstraekning tog.

Frigørelsen, selvrealiseringen og skilsmisserne. Det har gjort os lidt forvirrede i vores iver efter at ophaeve så mange graenser som muligt og i den forbindelse mistet grebet om, hvem der er hvad, hvorfor og hvordan. Det er udmattende.

Og så bliver vi lidt sure på hinanden, når vi ikke kan blive enige om den fordeling – det gaelder både derhjemme, på arbejdspladsen og ude i samfundet. Det kan der gå meget tid og energi med.

Vi tager ikke så meget for givet. Vi forhandler konstant og forvirres indimellem af alt for mange måder at se sagerne på.

Vist er vi opflasket med internationalisering. Det var dengang, det var smart at tage på sprogrejse og vaere på high school-udveksling i USA. På den anden side er vi nok den sidste generation, som stort set ikke havde andet end paeredanske klassekammerater. Globalister er vi nok ikke, selv om vores generation lader til at have flere Insead MBA’s end de fleste.

Med få undtagelser er vi for velopdragne og magelige til at udfordre de grå eminencer, der med selvfølgelig overlegenhed fastholder deres greb om de højeste positioner i isaer erhvervslivet, og som ikke er indstillede på at overdrage plads til os i de rigtigt tunge indflydelsesrige sfaerer. Det havde millennials aldrig fundet sig i. Er min generation mon sulten nok og tilstraekkeligt fandenivoldske til at omsaette vores ’kapital’ til reel indflydelse? Man får ikke meget sug i maven af den iver, der laegges for dagen af de 40-årige, skal jeg blankt erkende. Vi råber ikke ret højt, vi har ikke specielt meget på spil. Til gengaeld kan vi holde koncentrationen i mere end 30 sekunder, og vi er ikke udrustet med selverklaeret graenseløs berettigelse til opmaerksomhed, anerkendelse og belønning for blot at vaere til og vaere irriterende obstinate (laes: disruptive).

Vi har generelt sunde sjaele, som resultat af en barndom uden alt for mange distraktioner og parallelle virkeligheder. Vi hungrer ikke efter berømmelse. Vi er større fans af aegthed og rationalisme end både dem, der er aeldre end os, og yngre. Knap så mange filtre på telefonen, lidt mere sund skepsis.

På den anden side har vi ikke tidligere generationers robusthed/hårdhed, derimod har vi tilsyneladende anlaeg for stress.

Er det mon opskriften på verdensherredømme i en postglobaliseret verden?

Får min generation mon nogensinde mulighed for at tage føregreb og udgøre de primaere playmakers, tegne linjerne og vaere de ansvarlige voksne for den verden, vi lever i? Eller hopper det en generation over? Er det bare mig, eller kan vi maerke millennials pruste os kraftigt i nakken?