Cinemateket vil dele filmhistorien med folket
Asta Nielsen og Carl Th. Dreyer er nogle af de filmstjerner, der blev vakt til live i en brevforestilling på Det Kgl. Bibliotek forleden. Cinemateket vil sikre, at flere får adgang til den faelles kulturhistorie, som deres omfattende arkiver gemmer på.
Den danske filmhistorie er ikke gemt vaek bag lås og slå, selv om et bud rigtig nok skal et smut til Glostrup for at hente dokumenter fra arkiverne hjem til Det Danske Filminstituts bibliotek i København.
Men her kan man så laene sig tilbage i de bløde stole og med udsigt til Kongens Have laese breve som for eksempel dét, en kvinde skrev til Danmarks mest berømte filminstruktør, Carl Th. Dreyer, efter hun havde set filmen ”Gertrud” (1964). Hun havde følt sig genkendt i dramaet om en kvinde, der forlader sin mand til fordel for en anden, som hun dog heller ikke bliver lykkelig med. Nu vil hun gerne møde Dreyer, som hun mente måtte vaere en helt saerlig, empatisk mand.
Men man overfortolker vist ikke, hvis man her siger, at der var tale om en forelskelse i et fatamorgana. For filminstruktøren selv havde nemlig ikke meget til overs for sin fan. Han noterede nederst på brevet, at han havde opfordret hende til at søge sin sognepraest, for han var ved gud ingen sjaelesørger.
Det var et af de udvalgte breve, som Det Danske Filminstitut praesenterede forleden på Det Kgl. Bibliotek, hvor en såkaldt brevforestilling fandt sted.
Med akkompagnement fra pianisten Lars Fjeldmose blev der vist klip fra stumfilm såsom Holger-Madsens ”Manden uden Fremtid” fra 1916 og Carl Th. Dreyers ”Blade af Satans bog” fra 1921, om hvilken Dreyer skrev til direktøren for Nordisk Films Kompagni: »Direktør Staehr! Det er min overbevisning, at ”Blade af Satans bog” er det bedste manuskript, Nordisk Films Kompagni nogensinde har haft i sine haender.« Her dyrkedes ingen jantelov eller falsk beskedenhed.
Nye sider
Det er netop det indblik i filmstjernernes karakterer og også samtidens dyrkelse af disse stjerner, der gør brevene interessante, mener programredaktør på Cinemateket, Sophie Engberg Sonne. Hun har i samarbejde med forskningsbibliotekar på Det Danske Filminstitut, Birgit Granhøj Dam, brugt måneder på at udvaelge breve fra bibliotekets saersamlinger til forestillingen
»Brevene giver os mulighed for at se andre sider af de her offentlige figurer. Vi kender Asta Nielsens dramatiske kropssprog og voldsomme øjne, der taler sit eget sprog i stumfilmene, men brevene giver os adgang til nye sider af hendes karakter,« siger Sophie Engberg Sonne.
Hun kalder brevforestillingen og arbejdet med filmhistoriens koryfaeer for en tidsrejse, der vaekker følelser, som man sagtens kan relatere til i dag. Men arbejdet med gamle breve har også en vigtig formidlingsmaessig betydning, mener hun.
»Det er vigtigt for os at blive mindet om, at dansk film ikke er noget, der bare har vaeret smart de seneste 20-30 år, men at vi også før i tiden rockede, både hjemme og internationalt. Det er vigtigt for vores kulturelle selvforståelse og nationale identitet, at vi forstår historien. Vi har på Cinemateket en forpligtelse til at kigge tilbage, men belønningen er altså også meget stor, når vi gør det,« fortaeller Sophie Engberg Sonne og runder af med ordene:
»Alle kan komme til at sidde med dansk film mellem haenderne.«