I fatwaens skygge

Ikke mange uden for

den islamiske verden anede, hvad en fatwa var. Det aendrede sig med ét slag den 14. februar 1989, for praecis 30 år siden. Den dag udskrev det iranske praestestyres førstemand, ayatollah Khomeini, en fatwa over den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie for hans bog ”De sataniske vers”.

Rushdie skulle draebes, forlangte ayatollahen. Hans bog var en fornaermelse mod islam og dens profet. Verden har stort set ikke vaeret den samme siden. Hvad der i første omgang virkede som et ubegribeligt abstrakt-teologisk skoleridt, blev snart blodig alvor. Der blev udlovet en stor dusør til den, der myrdede Rushdie. Hans japanske oversaetter blev draebt; den italienske såret ved et angreb. Hans norske forlaegger, William Nygaard, slap mirakuløst med livet i behold.

Fatwaen mod Rushdie

gaelder stadig. Den er ikke trukket tilbage. Den verdensberømte forfatter lever fortsat under fuld politibeskyttelse – som nu så mange andre. Fatwaer og dødstrusler er blevet en fast ingrediens i den globale vaerdikamp, som Vesten er blevet påtvunget i dét ”Civilisationernes sammenstød”, som den amerikanske forfatter Samuel P. Huntingtons banebrydende vaerk hed. Det udkom fem år efter Khomeinis fatwa.

Lige siden har ytringsfriheden som en af Vestens kernevaerdier vaeret under pres i store og mindre spørgsmål. Der går en lige linje fra fatwaens udskrivelse til dagens debat om en stadigt mere skinger kraenkelseskultur. Den har traditionelt haft et muslimsk afsaet, men er i de senere år blevet suppleret med indre-vestlige faenomener som f.eks. MeToobevaegelsen, absolut uden sammenligning i øvrigt. Der er i sandhed den konkrete trussel mod liv og levned til forskel, men kraenkelseskulturen som sådan har vist sig i forskellige afskygninger siden Rushdie-fatwaen.

Der går en ubrudt linje fra fatwaen over Muhammedkrisen, angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo, utallige terroraktioner rettet mod den vestlige udlaegning af ytringsfriheden til drab og drabsforsøg på islamkritikere eller kunstnere, der har naegtet at bøje sig for islams regler. Intimideringen er blevet en del af en ny global virkelighed. Påstanden om en kraenkelse er ofte et spørgsmål om liv og død. Selvcensuren er dens faste ledsager, selv om den er svaer at dokumentere. Hér ligger ofte den virkelige udfordring.

Der er den indre sammenhaeng

mellem Rushdie-sagen og f.eks. Muhammed-krisen, at selve spørgsmålet om, hvad der er omfattet af ytringsfrihed, en overgang skaevvred debatten. Mange af dem, der oprindelig støttede Rushdie, endte med at vende sig mod Muhammed-tegnerne med det argument, at Rushdie praesterede verdenslitteratur, mens tegningerne bare var – ja, tegninger. Argumentet overså, at ytringsfrihed ikke er et spørgsmål om kunstnerisk vaerdi og netop ikke underlagt smagsdommeri. Ytringsfriheden er udelelig; inden for lovens rammer og almindelig god stil naturligvis. Men den kan ikke gradbøjes i sig selv. At den så har måttet underordnes praktiske hensyn – også på denne avis – er en anden sag, der i sig selv er det bedste vidnesbyrd om, hvor presset ytringsfriheden er i dag. Det er sørgeligt.

Også Rushdie forsøgte at arrangere sig. Han sagde faktisk undskyld. Lige lidt har det hjulpet. Dusøren gaelder stadig. Det er en anden bitter laere af de 30 år i fatwaens skygge: hvis man bøjer sig for vold, får man ikke mindre, men mere vold. Vold virker simpelthen. Dén erkendelse er lige så svaer at kapere i de vestlige samtaledemokratier.