Engelsk nationalisme truer freden i Irland

Irland. Det var første gang, en britisk monark besøgte Irland, siden hendes farfar, Georg 5., foretog en rejse på øen i 1911. På det tidspunkt var hele den irske ø stadig var en del af Det Forenede Kongerige. Det, der havde forhindret kongelige besøg efter den anglo-irske krig og delingen af øen i 1921, var en irsk nationalisme, som gjorde krav på hele Den Irske Ø. Kravet blev i 1937 skrevet ind i to paragraffer i republikkens grundlov.

Som led i Belfast-aftalen i 1998 – efter 30 års borgerkrigslignende tilstande – foretog det irske parlament en grundlovsaendring, som erstattede paragrafferne med et ønske om »i harmoni og venskab at forene alle folk, som er faelles om Den Irske Øs territorium i alle deres identiteters og traditioners mangfoldighed«. Allerede i 1990 havde den britiske minister for Nordirland, Peter Brooke, fra britisk side fremsat en erklaering om, at den britiske regering ikke havde »nogen selvisk strategisk eller økonomisk interesse i Nordirland«.

Dermed kom Belfast-aftalen til at markere et brud med historien og helt nyt forhold mellem Irland og Det Forenede Kongerige. Men også et helt nyt syn på national identitet. Aftalen fastslog nemlig, at det er alle nordireres »fødselsret (…) at identificere sig som irere eller briter, eller som begge dele, sådan som de selv måtte vaelge«. Med andre ord blev nationalitet gjort til et valg for den enkelte. Men man behøvede vel at maerke slet ikke at vaelge mellem den ene og den anden. Men kunne også have ”begge”.

Belfast-aftalen blev vedtaget ved folkeafstemninger i både syd og nord. Men det var ikke det eneste historiske ved den. Det andet var, at den også hvilede på en helt tredje identitet, nemlig en europaeisk. I aftalens forord hedder det nemlig, at den er indgået mellem den britiske og den irske regering »i taet samarbejde (…) som partnere i den Europaeiske Union«.

Med indgåelsen af unionstraktaten i 1993 – den såkaldte Maastricht-traktat – var bevaegelsen af varer, tjenester, kapital og arbejdskraft henover graensen blevet meget lettere. Men med den afmilitarisering, som fulgte med Belfast-aftalen fem år efter, kunne alle synlige tegn på graensen fjernes, og Irland blev i al anden end politisk forstand ét sammenhaengende territorium. Det var altså EU, der – sammen med den irske regering og den britiske regering under Tony Blair – stod faddere til fredsaftalen. Fra da af var irsk nationalisme forandret: Fortidens militante og udemokratiske nationalisme, som den republikanske bevaegelse (IRA og Sinn Féin) havde repraesenteret, var blevet erstattet af en anerkendelse af, at der kun kunne vaere en demokratisk vej til en aendring af den politiske graense.

Selv om der opstod nationalistiske udbrydergrupper, der ikke anerkendte aftalen, udgjorde de ikke laengere nogen alvorlig trussel mod freden. Så meget desto større har overraskelsen vaeret, at den nu er truet af en ny nationalisme.

Ikke en irsk, men en engelsk nationalisme, som ser stort på det konfliktfyldte forhold mellem de to øer gennem flere hundrede år. Ifølge en undersøgelse, som blev foretaget sidste oktober, mener 75 pct. af konservative engelske brexit-vaelgere, at fred i Nordirland er en pris, der er ”vaerd at betale” for at ”genvinde kontrol”.

Det siges ofte, at englaenderne er det mest historisk bevidste folk i Europa. Men det er ikke sandt. Mange englaendere lever på myter om deres fortid og har kun begraenset kendskab til deres virkelige historie. Og slet ikke til Storbritanniens belastede forhold til Irland.