Stigende ulighed truer fattigdomsbekaempelsen

Kristian Weise kommende generalsekretaer for Oxfam Ibis

For nylig slog en rapport fra Oxfam fast, at verdens formuer bliver stadigt skaevere fordelt, og at 26 mennesker nu ejer det samme, som andre 3,8 milliarder må deles om. Det gør åbenbart ondt at høre for Otto Brøns-Petersen fra den liberale taenketank Cepos.

Her i avisen forsvarede han forleden ulighedens lyksaligheder. Godt nok hylder Brøns det faktum, at der bliver faerre fattige i verden. Men han kalder det også misvisende, når Oxfam slår fast, at uligheden stiger og truer med at ødelaegge alt det, vi har opnået.

Jeg glaeder mig over, at vi er enige om, at ingen mennesker bør leve i fattigdom. Jeg glaeder mig dog endnu mere over, at ulighedsfornaegterne fra Cepos og omegn efterhånden udgør et mindretal med deres overbevisning om, at ulighed ikke er et problem.

Globale økonomiske institutioner som Verdensbanken og

IMF har fastslået, at det at samle indtaegter og formuer i toppen af samfundet udfordrer sammenhaengskraften og svaekker den økonomiske vaekst.

Topfolk fra erhvervslivet slår til lyd for, at der skal gøres mere for at modvirke den ekstreme ulighed. I Danmark gaelder det Ørsteds Henrik Poulsen, ISS’ Jeff Gravenhorst og A.P. MøllerMaersks Jim Hagemann Snabe.

Det må stå for Cepos’ egen regning, at de staedigt fornaegter, at ulighed er et problem. At de ikke mener, at de økonomiske gevinster skal fordeles bedre. Men det er useriøst, når Cepos gang på gang går efter manden i stedet for bolden og ensidigt forsøger at bringe budbringeren i miskredit.

Otto Brøns-Petersen kritiserer, at man i Oxfams opgørelser ser på nettoformuer. For så taeller man med blandt verdens fattigste, hvis man har større gaeld, end man har aktiver. Det gaelder for millioner af ghanesere, bolivianere og indere, som har lånt til såsaed, skolepenge, mad og medicin.

Men – og det er anken – det gaelder også danske studerende med studielån.

Nettoformuer er den gaengse måde at opgøre formuer på, og tallene kommer fra den anerkendte storbank Credit Suisse. Fire af fem af de 3,8 milliarder mennesker med mindst formue bor i øvrigt i Afrika og Asien. Gaeldsatte i rige lande, som danske studerende, har en meget lille indflydelse på det samlede regnestykke.

Regnemetoden holder vand, og konklusionen er fortsat, at vi – desvaerre – bor i en verden, hvor alt for mange er fattige, mens andre ophober formuer så store, at de, som Amazons Jeff Bezos siger, »dårligt ved, hvad de skal bruge dem på«. En verden, hvor uligheden i sig selv er blevet en hindring for, at mennesker kan løfte sig ud af fattigdom. Det er vi nogle, der gerne vil lave om.