Nu kan den unge chef drikke øl og se bold uden dårlig samvittighed
Et af landets store traenertalenter traf en vigtig beslutning, da han for et år siden tvivlede allermest på sig selv.
Han var langtfra den sjoveste mand at holde juleferie sammen med.
Humøret skrabede bunden, og overskud var et fremmedord, da han startede bilmotoren og kørte mod foraeldrenes hjem i Vestjylland kort før juleaften.
Aldrig har han oplevet andet end opbakning fra ledelsen i Sønderjyske, men håndboldligatraeneren Kasper Christensen lod alligevel de negative tanker vandre, efterhånden som de 210 km på asfalten fra Sønderborg til Skjern blev tilbagelagt.
»Jeg har aldrig tvivlet på mit job, men jeg må erkende, at jeg i den periode tvivlede en smule på egne evner. Jeg havde vaeret igennem nogle benhårde og opslidende måneder, hvor jeg følte, at det føg omkring mig. Vi tabte kamp efter kamp, og det var store nederlag.«
Den 33-årige Kasper Christensen – et af Danmarks store traenertalenter – vil formentlig aldrig glemme sin debutsaeson som cheftraener i herreligaen. Efter to år som assistent under Morten Henriksen (nuvaerende sportschef i Dansk Håndbold Forbund, red.) blev han i sommeren 2017 forfremmet til chef i Sønderjyske. Målsaetningen var en slutspilsplads for den stolte håndboldklub, men det var der ingen, der snakkede om i julepausen et halvt år inde i saesonen.
12 nederlag i 17 kampe havde sendt sønderjyderne i nedrykningsfare, og ligaens naestyngste cheftraener maerkede for alvor, hvad det vil sige at stå på egne ben.
»Det fyldte enormt meget, og jeg oplevede et stort pres fra omverdenen. Min identitet var udelukkende håndbold, og mit humør faldt mere og mere i takt med nederlagene. Derfor brugte jeg lang tid i december på at reflektere over tingene. Hvis mit liv skulle give vaerdi i dette job, var jeg nødt til at aendre på noget,« siger han.
Kasper Christensen traf derfor et aktivt valg om at adskille arbejdet i klubben og privatlivet i Sønderborg efter bedste evne. Han naegtede at lade slutresultaterne rokke ved livsglaeden, og han gjorde konstant sig selv opmaerksom på at have noget andet, der gav mening og vaerdi i tilvaerelsen. Det skulle vaere okay at flade ud i sofaen med en kold øl og yndlingsholdet Tottenham på tv-skaermen uden at have selskab af den baerbare computer med angrebsanalyser.
Tro på egen filosofi
Valget blev afgørende. Han føler, at han er blevet en bedre traener, og denne saesons praestationer bakker ham op. Nok har der vaeret formdyk og stimer af nederlag, men tophold som GOG og Bjerringbro-Silkeborg har eksempelvis tabt point til sønderjyderne, der i øjeblikket er placeret på den slutspilsgivende ottendeplads. Og en torsdagssejr over rivalerne fra Ribe-Esbjerg HH vil naesten vaere ensbetydende med en billet til forårets sjove kampe.
»Jeg har laert både mit hold og mine egne vaerdier bedre at kende i modgangen. Jeg har også laert meget som leder og håndboldtraener.«
Hvad har du laert? »Eksempelvis at stå fast på mine analyser og tro på min egen håndboldfilosofi. Jeg har helt sikkert nogle gange ladet mig påvirke lidt af omverdenen eller af en spillers holdning. Da uvejret ramte, tvivlede jeg på, om jeg havde fat i det rigtige – også rent fagligt.«
Hvad kunne det vaere?
»Det handlede ikke nødvendigvis om den ene eller anden angrebsåbning, men jeg kom ubevidst til at udvise mine spillere manglede tillid. Jeg fik i den periode ikke reflekteret godt nok over mit arbejde. Efterhånden som vi tabte flere og flere kampe, rodede jeg mere og mere rundt i vaerktøjskassen for at finde det vaerktøj, jeg kunne bruge. Det var alt fra vores startopstilling til fordeling af spilleminutterne.«
Kasper Christensen er nysgerrigt anlagt, og han finder det interessant at naerstudere, hvad andre traenere gør og siger, når modstanderen fører med to mål med to minutter igen. Han indrømmer, at han indimellem er forbandet over, hvordan han selv har ageret, når pulsen har vaeret lidt for høj, men hans fundament er blevet urokkeligt. Han har laert af sine fejl, og den erfaring kommer spillerne i Sønderjyske til gode.
»Jeg tror, at et hold fungerer bedst, hvis der er vaere rum til udvikling. Der skal vaere plads til at begå fejl.«