Liderlighed, gudinde besyng!

Pia Busks erotiske digte om aeldre kvinder og ungt kød er desvaerre for slappe til at rykke noget litteraert.

Digteren Pia Busk er tilsyneladende på en mission.

Med udgivelser som ”Grotten” (2015) og senest ”Corinna og jeg” (2017) har hun sat sig for at skabe et lyrisk rum omkring det københavnske prostitutionsmiljø, hvor hun selv har en fortid. Der er – naesten uundgåeligt – en sitrende nerve i denne blotlaeggelse af det tabuiserede og forbudte, og at Busk vaelger at krydse sin staerkt seksuelle lyrik med en litteraer mursten som Ovid skaber en interessant friktion mellem det ophøjede og det traditionelt set profane. En graense, det måske i virkeligheden er Busks aerinde at ophaeve.

Sådan forholder det sig også med den seneste digtsamling ”Cougar”, hvor Busk specifikt, som bogens titel også afslører, forholder sig til den modne kvindes rovdyrlignende hunger efter ungt kød.

»Ja, jeg kalder os for cougars. Det er det ord, jeg har fundet for modne kvinder på jagt efter kød. Jeg kan lide det. Og jeg tror, Ovid ville have kunnet lide det,« lyder det i den lille tekst på bogens inderflap, og således er Busk som sådan hverken specielt opfindsom eller original, da cougarbegrebet (puma på dansk) for laengst er etableret i populaerkulturen.

Krop i ordene

Busk skriver sydende erotisk: »En stor, rød pik eksploderer i venstre hjørne,« og unge kvinder taender »klitoris’ vaege«. Den sproglige sanselighed er det bedste ved de sonetter, der udgør ”Cougar”. Der er krop i ordene, og vi befinder os lysår fra den bornerte liderlighed, der blev markedsført under bølgen af husmorporno for snart en del år siden. Busk skriver med en kenders tunge i kinden og blaeser på bagateller som blufaerdighed og politisk korrekthed.

DIGTE COUGAR 68 sider, 199,95 kr. Gladiator

Indholdet halter

Når ”Cougar” alligevel ikke braender sig fast som erotisk lyrik, er det, fordi sonetternes indhold er endog temmelig banalt. Hvis man skraellede det sproglige af, kunne det lyde som ophidsede damebladsklummer om kvindelig seksualitet, hvor sjaelen sidder i klitoris. Og i sammenstødet mellem det sproglige overskud og de indholdsmaessige trivialiteter vinder formen over indholdet, hvilket bevirker, at de mange litteraere koryfaeer som anråbes kommer til at stå som ornamental staffage.

At Busk har noget på hjerte, hersker der ingen tvivl om. I et litteraert perspektiv kunne det dog vaere interessant at udvide paletten bare en smule.