Arbejdspladsen har et ansvar for, at det ikke bliver okay at dulme livet med piller
Midt i influenzasaesonen spredes en ny slags bakterie rundt på de amerikanske kontorer. Den hedder ”sick shaming”. Medarbejderne i USA er blevet mindre villige til at tolerere syge kolleger og finder nye måder at sikre sig, at de ikke kommer på arbejde og smitter andre. Det har The Wall Street Journal netop afdaekket. Det er ilde set, at medarbejdere fortsaetter med at arbejde, mens de er syge, men de gør det, fordi de frygter at miste løn eller frygter for at komme bagud.
Jeg stod for nylig i receptionen hos en dansk virksomhed. En ansat langede hånden ud til receptionisten og fik stukket en aspirin i hånden. Dette sker hver eneste dag rundtom på de danske arbejdspladser. Det er der intet unormalt i. Det er derfor også noget, vi bliver nødt til at tale om i Danmark. Virksomheden uddeler piller, så medarbejderen kan ”få styr på smerten” og blive på jobbet. Hvad vil der ske, hvis en medarbejder naegter at spise en pille og hellere vil hjem og laegge sig? Hvordan bliver der set på den medarbejder?
Jeg har egentlig altid sagt: »Så tag dog en hovedpinepille, og kom tilbage i kampen.« Men det er gået op for mig, hvor stort et pille- og stofmisbrug, der er på danske arbejdspladser.
Når det så er sagt, så skal man huske, at der ikke nødvendigvis er så langt fra hovedpinepillen til andre stoffer eller gråzoner, hvor man kan føle sig presset til at tage noget daempende, opkvikkende eller noget helt tredje.
Hvis du er lidt traet, er det så okay, at virksomheden beder dig tage en kop kaffe eller en koffeinpille? Og hvad med hende journalisten, der skal nå at daekke seks store events på én uge? Er det okay at foreslå, at hun tager noget speed, der kan holde hende vågen? Bliver hun fyret for det? Er det blevet okay på arbejdspladsen, at man tager stoffer?
Er det okay, at en kollega styrker sin energi med lidt medicin eller daemper sin angst med piller eller tager en ”streg”, når dagene bliver for lange, eller kører kaffe ned dagen lang?
Aldrig før har så mange ”dopet” sig på jobbet. Flere og flere anerkender, at det er nødvendigt for at beholde produktiviteten og for at daempe den indre uro. Kan en chef bede en kvindelig kollega tage ppiller (og kompensere økonomisk for det?), fordi virksomheden ikke lige har tid til, at hun skal gå på en eventuel barsel det naeste år?
En undersøgelse lavet for DR Nyheder viser, at 44 pct. af os tager receptpligtig medicin mindst én gang om dagen. 50 pct. af kvinderne tager medicin mindst én gang om dagen. For maendene er tallet 37 pct.
Forleden sad jeg med en kollega. Hun er begyndt at tage ”lykkepiller”. De andre omkring bordet på arbejdspladsen nikker og spørger til, hvordan hun nu har det. Man siger, at ca. hver 12. af os er på ”lykkepiller”, så det er ikke så unormalt laengere at tage medicin mod nedtrykthed.
Danskernes forbrug af medicin mod depression og psykoser er steget markant de seneste fem år. Faktisk overgår kun USA vores forbrug.
Jeg kender folk, som har så stor angst mod at tale i større forsamlinger, så de tager ”stoffer” eller beroligende medicin, inden de skal på scenen. Arbejdsgiveren ved dette og saetter pris på, at de har styr på nerverne. Og ungerne i skolen får medicin, så de kan sidde stille.
Vi har alle et ansvar for selv at gøre noget, og arbejdspladsen har også et ansvar for, at det ikke tager overhånd, og at det ikke bliver okay at dulme og drukne livet i piller (også selv om det bare er en lillebitte pille). Skal vi have lidt mere respekt for dem, der tillader sig selv at have ondt?