Hvad er så politikernes svar på den aldrende befolkning: sirenesang

Torben Bjerrehus pens. speciallaege i almen medicin Helsingør

At der er mangel på sundhedspersonale på plejehjem, hospitaler og laegepraksis, er en kendsgerning, som ikke blot fjerne egne af landet har bemaerket, men nu også er en kendsgerning i storbyerne. Den samme mangel på personale ses ikke i de administrative lag.

Lad mig begynde med lidt fakta: Der arbejder 3.500 speciallaeger i almen medicin også kaldet praktiserende laeger. Af disse er 2.000 over 50 år gamle og 1.000 over 60 år. I flere udkantsområder er op til hver tredje praktiserende laege aeldre end 65 år. Der forekommer 35 mio. kontakter til almen praksis årligt. I 2025 vil der vaere 40 pct. flere aeldre borgere over 80 år – aeldre, der fem gange så hyppigt som resten af befolkningen vil konsultere laege pga. helbredsproblemer.

En speciallaege i almen medicin skal beherske grundsubstansen af alle laegelige specialer. Eksempelvis skal den praktiserende laege finde den ene patient med hovedpine, der forårsages af livstruende sygdom, og henvise til akut behandling i hospitalsvaesenet, medens de 999 andre patienter med hovedpine skal behandles uden for hospitalet alt efter den underliggende årsag.

Almen praksis er fundamentet i vort sundhedssystem. Hvis travlhed eller manglende kompetence medfører, at kun 89 (mod nu 90) ud af 100 kontakter faerdiggøres i almen praksis og i stedet henvises til hospitalet, resulterer det i 350.000 yderligere ambulante konsultationer eller indlaeggelser.

Vi taler her om udgiftsøgning på mange milliarder. Med en dysfunktionel praksissektor bryder sundhedsvaesenet sammen og vil føre til staerkt stigende udgifter i hospitalssektoren. Og hvad har politikerne så foreslået for at løse ovenstående problemstilling udløst af en aldrende befolkning med flere kroniske sygdomme og øgede behandlingsmuligheder? Svaret er sirenesang. Befolkningen får dugfriske planer fra skrivebordet, administrative tiltag, der skal udvise handlekraft, men alene udstiller politisk impotens. Desvaerre adresserer ingen af forslagene en løsning af problemet, dvs. mere frontlinjepersonale.

Der er forslag om at ansaette 2.000 nye sygeplejersker og tvangsudskrive nyuddannede laeger fra universiteterne til at arbejde som speciallaeger i almen medicin. Forslag, der i bedste fald bunder i uvidenhed, i vaerste fald er en manipulation af befolkningen.

At der findes 2.000 sygeplejersker, der ønsker at finde beskaeftigelse alle ugens syv dage og med vekslende arbejdstider i et hårdt presset sygehusvaesen, hvor fagligheden er sekundaer, er fri fantasi.

At saette laeger, der netop har forladt universitetet, til at varetage jobbet i almen praksis er ganske enkelt uansvarligt. Arbejdet som speciallaege i almen medicin er et af de mest kraevende laegelige specialer, der fordrer minimum seks års hospitalsuddannelse efter afsluttende universitetsuddannelse.

Med regeringens udspil fortsaetter demonteringen af det danske sundhedsvaesen. Indtil videre har det kun vaeret økonomerne, der har rost Lars Løkke Rasmussens reform af sundhedsvaesenet for godt 10 år siden.

Den nuvaerende regerings oplaeg er besparelser italesat som naerhed. At forestille sig, at en aldrende og hårdt presset praksissektor kan overtage 40.000 hospitalsindlaeggelser og 500.000 ambulante kontroller, er politisk manipulation, når det er vaerst. Ofrene er de aeldre og kronisk syge.

i både administrativ stilling, men isaer som laege med direkte patientkontakt, er min konklusion:

N Acceptér, at grundet manglende politisk og administrativ omhu vil det i bedste fald tage 6 til 10 år at genoprette de seneste 10 års forsømmelser i sundhedsvaesenet.

N Uddan flere sygeplejersker, sosuassistenter og laeger.

N Gør det igen attraktivt at pleje og helbrede patienter. Dertil kraeves bl.a. ordnede arbejdsforhold og tiden til at udføre arbejdet med høj faglighed.

N Byg plejehjem til de gamle, hospice til de døende, og udbyg praksissektoren, herunder mulighed for at henvise til mere avancerede diagnostiske undersøgelser.

N Gør atter det administrative til en sekundaer funktion, der udelukkende fungerer som en service for personalet i frontlinjen.

Efter 40 år som laege