Fortidens gåde bliver løst på havets bund
Vandet skyllede ind over Danmark for tusinder af år siden, men hvordan det opslugte landet, og vi tilpassede os en ny verden, har vaeret en gåde indtil nu.
For flere tusind år siden strømmede vandet ind over de danske kyster og satte traekronerne under vand. Men flygtede vi og isolerede os trygt inde i landet, da vandet pressede os?
I Aarhus Bugt har to marinarkaeologer ridset i havbundens overflade og løst gåden om, hvorvidt mennesket i tiden forud for 6.400 f.Kr. bosatte sig langs de danske kyster og så de dramatiske forandringer i øjnene.
»Hvordan og hvor levede man, da vandstanden steg i maglemosekulturen? Blev det opfattet som en katastrofe, mens det stod på, eller tilpassede man sig de store forandringer uden større problemer?« rungede spørgsmålene hos marinarkaeolog og ph.d. ved Moesgaard Museum Peter Moe Astrup.
Han har taget sin undren over et af arkaeologiens store videnshuller og har ført sin forskning fra data til en jagt efter svar på havets bund.
Indtil nu har den såkaldte maglemosekultur i den aeldre stenalder ellers spøgt med gåder og blanke sider om vores historie. De sider bliver så småt fyldt ud og gåden om et kulturskifte løst.
Katastrofe eller kulturskifte
Engang var vandstanden så lav, at det ville have vaeret muligt at gå til England og Sverige. Det landstykke blev stjålet af smeltende is, da vandet begyndte at flyde ind over Danmark, satte traekronerne under vand og afskar nutidens øer fra resten af landet.
De kystområder er nu kortlagt, og jagten på kystkulturen er sat ind.
Det tog tre år at indsamle den fornødne data til at kunne fastlaegge kystlinjerne, hvor fortidens folk havde sat sine spor. Spor der stadig kan findes under havets overflade, hvor der før var land.
Det var alligevel et sats, da Peter Moe Astrup og marinarkaeologen og kollega Claus Skriver tog datasaettet, trak i dykkerdragter og hoppede i vandet for at finde beviser for, hvorvidt maglemosefolket levede og fandt hvile på kystbopladser.
Peter Moe Astrup ser ikke forandringerne som en katastrofe, men han pointerer, at de utvivlsomt havde betydning for menneskene i det store langtidsperspektiv. En periode som har meget at sige om menneskets omstilling og kultur.
»Menneskene dengang havde samme hjernekapacitet og følelsesregister som os. De havde de samme menneskelige betingelser for at kunne leve, praecis som vi gør i dag,« forklarer Claus Skriver.
I Aarhusbugtens dyb otte meter under de skvulpende bølger fandt de nye brikker, der i fremtiden vil praege arkaeologernes opfattelse af kystens betydning i maglemosekulturen.
Vores historiske dna venter
Med fingrene bogstavelig talt klamrende om fortiden fandt de to marinarkaeologer tidskapsler, der afslørede kulturen. Hasselnødder og pilespidser afslørede, at vi for ca. 8.400 år siden boede ved kysten. Fortidens beviser er hverken visnet eller smuldret bort. Lukket inde i lufttaette hulrum gemte der sig små evighedsbobler på havbunden. Pilespidser på kun fem cm blev det afgørende bevis til at fastslå maglemosekulturen. De blev brugt til at jage urokser og vildsvin i skovene. Indtil at dykkerduoen begravede sig i data og havets bølger, har det vaeret begraenset, hvad man kendte til kulturen og kystplaceringen i maglemosekulturen. Sådan er det ikke laengere. Peter Moe Astrup har netop udgivet en ny bog, der kaster lys
Hvis vi ikke kender til vores fortid, kan de tomme huller udfyldes med religiøse forklaringer frem for videnskabeligt perspektiv. Claus Skriver, marinearkaeolog ved Moesgaard Museum
over perioden. Fordi fortiden bør ikke vaere en ligegyldig forglemmelse og runge som tomme huller i historien, mener de to arkaeologer. »Hvis vi ikke kender til vores fortid, kan de tomme huller udfyldes med religiøse forklaringer frem for videnskabeligt perspektiv,« siger Claus Skriver.
Maglemosekulturen er derfor en del af vores historiske dna, som ligger dybt i arkaeologien og på havets bund. I Aarhusbugten.
Der er dog stadig ubesvarede spørgsmål.
»Vi ved, at de bosatte sig langs kysterne, men vi ved endnu ikke, i hvilket omfang man udnyttede havets ressourcer. Det håber vi med tiden at kunne få afklaret med det kaempe potentiale, der er derude, som vi kun har fået et smugkig til,« forklarer Peter Moe Astrup.
Havets bund vidner om fortidens forandringer, ligesom iskerneboringer bliver hevet frem i nutidens klimadebat og vidner om vores skrantende klode i forandring. Hvordan vi formåede at tilpasse os og overleve dengang, kan man tage med videre, siger Claus Skriver.
På samme måde er vi i dag nødsaget til at forholde os til, at verden forandrer sig. Forandrer vores hverdag og skubber til kyster og klima.
»Det er et vidnesbyrd og en forståelse af, hvem vi selv er, og hvordan vi har overlevet det ypperste hver gang, at naturen har forandret sig,« siger Claus Skriver.