Når kommer våren vel? Det kan du vel nok begribe – først der komme må en vibe!
Den danske årstidssangskat er i dag faktisk så utidssvarende, at vi i bogstaveligste forstand burde eksportere den til Estland og i stedet forfatte en raekke nye vers om skovspurve, maelkebøtter og solsorter.
pludselig får øje på en lille flok fugle, der dovent flakser af sted langt ude over bakkerne. Så er det endelig forår. Viben er nemlig en aegte forårsbebuder.
Viben er knyttet til marsken og til engene, og omkring år 1900, hvor 20 pct. af Danmarks areal var enge og strandenge, har viben selvsagt vaeret ekstremt almindelig. Det var dengang, hvor Jeppe Aakjaer skrev om engblommer, rylefløjt og storke, og hvor enhver dansker praecist vidste, hvad det betød, når de første viber meldte sig om foråret. I dag er engenes areal omkring en tiendedel af dengang, og vibernes antal er blevet tilsvarende reduceret, mens engblommer, ryler og storke er forsvundet.
Den danske årstidssangskat er i dag faktisk så utidssvarende, at vi i bogstaveligste forstand burde eksportere den til Estland og i stedet forfatte en raekke nye vers om skovspurve, maelkebøtter og solsorter. Som kultur- og naturhistorisk vidnesbyrd er sangene imidlertid enestående, og raekkefølgen i den gamle sang ”Når kommer våren vel” er da også ganske praecis. Våren kommer, når svalen kommer; svalen kommer, når storken kommer; storken kommer, når sneppen kommer; sneppen kommer, når staeren kommer; staeren kommer, når viben kommer; viben kommer, når vintergaekken kommer; og vintergaekken kommer, når Gud vil! Så kan vi laere det.
I Danmark findes der stadig viber mange steder, men de har det hårdt. I våde afkroge af dyrkede marker er der ofte et par eller to, men de lider staerkt under, at deres våde plet tørrer ud hen på foråret, og at den først korte