Kaos i ingenmandsland: Far ført bort som IS-kriger

De sidder forknytte. I klumper. Graedende, beskidte, aengstelige, sultne. Omkring 100 niqab-klaedte kvinder og børn. De kommer fra Irak, fra Syrien, Tyskland, Rusland, Schweiz. Men også direkte fra Det Islamiske Kalifat. Eller resterne af det i 2014 selvudråbte religiøse styre kun en kilometer laengere mod syd.

Gående, i bil, i kørestol, haltende eller på motorcykel er de efter flere timer eller dages rejse kommet i nat eller morges igennem den menneskelige korridor i et desperat forsøg på at overleve. Fra luftangreb, mortergranater, flyvende fragmenter, selvmordsbombere, snigskytter, sult og tørst.

Nu er de omringet af 10 pansrede militaere køretøjer fra de internationale styrker, der har strippet dem for mulige eksplosiver og våben, tager fingeraftryk og registrerer deres identitet.

»Jeg er sulten,« er det første, som niårige Ahmed siger og peger misundeligt på en fremmed dreng, der får et stykke pizza af en soldat.

»Der var ingen mad. Ingen vand. Ingenting. Så mange børn er døde af sult derinde,« skynder Ahmeds mor Hadja at sige.

»Jeg var så sulten,« gentager Ahmed.

Bullshit-forklaringer

Vi står midt i ørkenen. For få uger siden aktuel frontlinje mellem SDF (Syriske Demokratiske Styrker, red.) og Islamisk Stat i de sidste krampetraekninger om Det Islamiske Kalifats endeligt. For de tusinder af udmattede, sårede og udsultede familier og detroniserede krigere i dag et ingenmandsland.

»Vi har intet med IS at gøre. Vi holder med SDF. Vi kom til jer. Vi kom, fordi vi er sultne. Vi kunne ikke komme ud før. Vi har forsøgt mange gange, men vejen var blokeret. Da de åbnede korridoren i går, kom vi,« fortsaetter Ahmeds mor Hadja, der er flankeret af sine fire børn og sin mands anden hustru.

»Min far er derovre,« peger Ahmed nu og spejder mod raekken af maend knap 100 meter vaek.

Det er brødre, faedre, aegtemaend, onkler og sønner til den sorte klump af kvinder og børn, der har søgt ud af krigszonen som civile. Men alle ved, at flertallet er dedikerede IS-tilhaengere, ledere af Det Islamiske Kalifat, krigere, som nu sidder med bind for øjnene og, praecis som IS, bogstavelig talt er tvunget i knae.

Ahmeds familie kommer fra Ramadi i Irak og er blandt 20.000 civile, der er flygtet fra den belejrede by Baghuz, hvor resterne af islamisternes kalifat i de seneste døgn er skrumpet til under en kvadratkilometer. Over 7.000 flygtede derfra alene på en uge. De, der nu står og bevogter dem, anser flugten for at vaere sket udelukkende af nød end af et ønske om at forlade det religiøse regime.

»Dem der siger, de ikke tilhører IS, det er totalt bullshit. Men vi konkluderer ikke noget som helst, før vi har foretaget vores retmaessige efterforskning,« lyder det fra en amerikansk officer, en af de såkaldte usynlige soldater, som ingen må filme eller sågar tale med, men som alligevel indvilliger i at ytre et par ord med Jyllands-Posten.

»De civile er blevet fortalt, hvordan vi vil skyde og torturere dem. Så mange tør ikke komme ud derfra,« siger han, før han piftes an af kammeraterne.

»Abu Bakr er ikke min kalif«

Konvojen med den nye fangst af IS-krigere skal afsted. Til et af de steder, som vi heller ikke må vide hvor er.

På sletten et stykke fra de niqab-klaedte skygger og børn sidder Um Shaima (mor til Shaima, red.). Omgivet af sine tre børn i alderen spaedbarn til 12 er hun kommet i løbet af natten.

»Jeg har ingen tidsfornemmelse. Jeg aner ikke, hvilken dag det er, hvilken måned eller hvilket år det er,« siger hun og haevder, at de blev beskudt af koalitionsstyrkerne, da de nåede korridoren og skreg løs.

Hun er 29 år, født i Algeriet, men opvokset i Schweiz, og fortaeller, på flydende fransk, hvordan hun for to år siden forlod sin algierske mand og tog døtrene med til Syrien.

»Jeg troede, kalifatet var baseret på Koranen og sunnah (islamisk levevis, red.). Men jeg fandt jeg ud af, at de løj. IS løj,« siger hun og afbrydes, da en efterretningsofficer vil vide, om hun genkender fotos af nogle IS-krigere på hans iPad.

Um Shaimas aeldste datter sidder i kørestol med jernstaenger stikkende ud fra låret. Såret af fragmenter fra en granat. Den yngste, som ligger ved Um Shaimas bryst, har hun fået med en ny mand, en tuneser, hun haevder nu er død. Da vi spørger, om han var »jihadist«, forstår hun angiveligt ikke ordet og retter det til »kriger«.

Tusinder af civile og jihadister flygter fra de sidste kvadratmeter af det knuste islamiske kalifat. Via en menneskekorridor havner de udsultede i ørkenen i armene på koalitionen, hvor ingen tror, de blot er civile.

Er Abu Bakr al-Baghdadi stadig din kalif? »Nej, han er en kuffar (vantro, red.). Der er så mange problemer i kalifatet.«

Hvem er så jeres kalif? »Vi har ingen.«

Kaos i ingenmandsland

Biler, taxaer og ladvogne står som bevis på, at koalitionen ikke tager chancer. IS skjuler sig blandt de civile, nogle iført niqab eller selvmordsveste. Alt er flået ud og ligger spredt på jorden: medicin, sko, øreringe, bh’er og i støvet et id-kort på en martyr, der har tjent kalifatet. Og så ved et bålfad et sort pandebånd med IS’ velkendte logo.

I en bil sidder en 15-årig dreng med blodi-