Store brødre

I Goethes digt

fra 1797 ”Der Zauberlehrling” – ”Troldmandens laerling” – drager troldmanden af sted og overlader i tillid arbejdet med at passe vaerkstedet til laerlingen. Denne bliver hurtigt traet af at slaebe vand og fortryller derfor en kost til at udføre det hårde arbejde for sig. Det går dog galt, og snart sejler alt i vand. Laerlingen forsøger at stoppe skaden ved at spalte kosten i to, men det fordobler kun skaden.

I en let søgt og overført betydning kan fortaellingen bruges som analogi for mennesket og dets forhold til teknologien, hvor troldmanden og hans laerling repraesenterer mennesket og kosten teknologien.

Fra ilden over hjulet, fabriksskorstenen, medicin og til bilen, flyet og computeren – for at koge menneskehedens historie ned til en enkelt saetning – har menneskets fantasi og innovationskraft frembragt teknologi, der i århundrede efter århundrede har hjulpet tilvaerelsen og styrket troen på fremskridtet og samtidig gjort livet laengere, sundere og mere behageligt. Giftgasser, a-våben og anden djaevelskab har udgjort den modpol, der viste, at teknologien også kunne benyttes til destruktion.

Det har dog ikke forhindret mennesket i at betragte teknologien som fremskridtes hjaelper, men spørgsmålet er, om det ikke som i digtet efterhånden er teknologien, der har fået overherredømmet. I hvert fald på nogle områder.

Som det tidligere på ugen

kunne laeses i Jyllands-Posten, er der noget, der kunne tyde på, at den ny teknologi i form af apps på vores smartphones er med på en lytter, når vi taler sammen. Det faeldende bevis eksisterer ikke, men det er påfaldende, at så mange mennesker samstemmende kan berette om saelsomme situationer.

Man kan måske bortforklare det som tilfaeldigt, men man kan ikke bortforklare, at vores adfaerd i dag er spundet ind i algoritmer, er overvåget og bliver nøje kortlagt. Og i modsaetning til i George Orwells klassiske fremtidsdystopi ”1984” fra 1949 er det ikke laengere kun Store Broder i skikkelse af den totalitaere stat, der holder øje med os, men et vaeld af store brødre i skikkelse af globale techgiganter i ledtog med virksomheder, der ikke nødvendigvis vil os det ondt, men gerne vil påvirke vores adfaerd for egen vindings skyld.

Det forekommer

som en evighed siden, da man i begyndelsen af 00’erne efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001 diskuterede, om øget overvågning af trafikknudepunkter, lufthavne og storbyer ville true det åbne og frie samfund og dermed i virkeligheden gå terrorens aerinde. Det har vi laert at leve med, fordi det beskytter os og er med til at begraense terror.

Den kommercielle form for overvågning – aflytning eller ej – har ikke i sinde at beskytte os, mindst af alt mod os selv og vore impulser. Den kan bagatelliseres som harmløs, men man skal ikke undervurdere, hvad kortlaegningen af vores adfaerd kan have af konsekvenser, isaer hvis den havner i de forkerte haender. Her er det vaerd atter at minde om, at TDC stadig overvejer at lade den statskontrollerede kinesiske techvirksomhed Huawei stå for indførelsen af 5Gteknologien i Danmark. Det er en storebror, som man virkelig ikke ønsker, holder øje med os.

I ”Troldmandens laerling” vender troldmanden hjem og ophaever forbandelsen, så mennesket atter har kontrollen. Spørgsmålet er, om det løb er kørt i virkeligheden?