Husk det sociale arbejde med udsatte

Jannie Bertz

Kolding Misbrugscenter

Mia Heick

KABS, Glostrup Kommune

Carsten Depping Jensen Rusmiddelcenter, Slagelse

Vibeke Jungsholm

Indsatser og Stofstabilisering

Odense Kommune

Cathrine Møller

Frederiksberg Kommunes Rådgivningscenter

Jette Rohdin

KABS, Glostrup Kommune socialrådgivere på stofmisbrugsområdet

Regeringens udspil til en reform af sundhedsvaesenet skal blandt andet forbedre sammenhaengen i indsatsen for patienterne. Det er en målsaetning, vi som socialrådgivere på misbrugsområdet kun kan bakke op om.

Vi savner dog konkrete forslag til løsninger på et af de helt grundlaeggende problemer: at misbrug primaert behandles som et medicinsk problem.

De to steder i udspillet, hvor stofmisbrug naevnes, står der »laegelig stofmisbrugsbehandling«, men misbrug er ofte et symptom på mere grundlaeggende psykovoldelige logiske og sociale problemer, som vi er nødt til at tage hånd om for at hjaelpe folk videre i livet.

Lad os give et eksempel: Søren er 25 år, og selv om det er mange år siden, er han staerkt praeget af en barndom med en voldelig stedfar. Slag og spark fra den granvoksne mand sendte flere gange lille Søren på skadestuen, og mishandlingen står stadig knivskarpt i hans erindring – ikke mindst i mareridt, som ofte forstyrrer Sørens søvn og fremkalder angst og stress.

Søren laerte allerede som 10-årig, at hash og morens nervepiller dulmede symptomerne, siden fik han diagnosen paranoid skizofreni og lider samtidig af en personlighedsforstyrrelse.

Som 18-årig kom han i retspsykiatrien efter flere voldsepisoder og begyndte her at tage hårde stoffer. I dag har han ingen kontakt til sin familie og kun relationer til mennesker i misbrugsmiljøet.

Søren er i behandling for både sine psykiske lidelser og sit stofmisbrug, og ingen af delene er hans største problem. Det er til gengaeld hans grundlaeggende utryghed i tilvaerelsen og mangel på tillid til andre mennesker. Hans stedfar har skadet noget dybt inde i Søren, og det forsvinder ikke, selv om han bliver stoffri. Grunden til, at han overhovedet blev afhaengig af stoffer, var jo netop, at de afhjalp hans utryghed og den angst, der følger med.

Som 25-årig er de fleste enten under uddannelse eller i arbejde. Omgivelserne forventer, at man i den alder er godt på vej i livet, men det er Søren ikke. Han har hverken uddannelse eller job, og han tror ikke selv på, at han kan finde ud af at skabe sig en stabil tilvaerelse.

Det, Søren mest af alt har brug for, er et menneske, der tror på ham og kan hjaelpe ham på hans egne praemisser. Her kan sundhedssystemet ikke hjaelpe, for det kraever indsigt i sociale forhold, en raekke lovområder inden for det sociale og retslige område og ikke mindst en meget høj grad af fleksibilitet.

Det er det, vi som socialrådgivere kan tilbyde mennesker som Søren. Vi er der for ham, når han er i krise.

Vi går med ham til møder med hans sagsbehandlere, hjaelper ham med at forstå det kommunale system og klage over forkerte afgørelser. Vi hjaelper ham med at skabe struktur i hverdagen og søge støtte til hjaelp i hjemmet efter de korrekte paragraffer.

Vi bryder ikke kontakten til ham, fordi han glemmer en aftale eller ikke kan overskue at dukke op.

Tvaertimod holder vi fast i kontakten til ham og viser ham, at han kan stole på os. Og vi forventer ikke mirakler, men glaeder os over små fremskridt – når han husker lidt flere af sine aftaler, forsigtigt tager kontakt til andre mennesker eller åbner sig om sine udfordringer, bekymringer og ønsker.

For mennesker som Søren gaelder kun det lange, seje traek.

Sundhedssystemet behandler udelukkende Sørens psykiske problemer og misbrug. Men uden hjaelp til at klare tilvaerelsen som sådan vil Søren formentlig ryge ind og ud af psykiatrien og behandlingsstederne resten af livet.

Derfor, kaere politikere: Uanset hvordan I organiserer fremtidens sundhedsvaesen, skal det sociale arbejde vaere en integreret del af behandlingen og omvendt. Det er helt afgørende for mange af samfundets mest udsatte mennesker.