Når grådigheden overskygger fornuften

Der er hele tiden virksomheder og organisationer, som kalkulerer, hvilken risikoprofil der genererer den største gevinst, selv om et stort tab er følgen af at gøre noget ”forkert”.

Lars Hedegaard Pedersen journalist, strategisk rådgiver, Aarhus C

Forleden udtalte branchedirektør Henriette Søltoft fra DI Rådgiverne, at Falck-skandalen kommer til at skabe efterdønninger for hele kommunikationsbranchen i Danmark. Problemet er bare, at Falck blot er én blandt mange virksomheder, som har bestilt et kommunikationsbureau – og ikke omvendt – til at gøre det beskidte arbejde.

I min optik er det naivt at tro, at det får naevnevaerdige konsekvenser for Advice eller for den sags skyld Peter Goll, som orkestrerede det hele som en central kommunikationsfigur hos Falck. Begge parter får måske nok et par ridser i lakken på den korte bane.

Snart er den sag glemt igen, for hvem kan i dag huske Waterfront-sagen, hvor DSB i 2013 blev afsløret i at have hyret Waterfront Communications til at udføre det beskidte arbejde? I november blev Sundhedsstyrelsen og kommunikationsbureauet Primetime afsløret for noget naer samme forseelse i forbindelse med en kampagne for hpvvaccine. Og hvad med VWskandalen?

Danskerne har tilsyneladende lykkeligt glemt den tyske bilproducents snyd med miljøtest for 11 mio. af dieselbiler, eftersom VW i 2018 blev det mest solgte bilmaerke i Danmark med 32.000 biler og en fremgang på 8 pct. Det vidner om, at det ”betaler sig”. Det gaelder for virksomheder såvel som offentlige organisationer, som der er flere af i Advices kundeportefølje med Sundhedsstyrelsen på listen over offentlige virksomheder.

Jeg tror i princippet, at Advice fastholder sit ”gode” omdømme, selv om det på overfladen kan se ud som en lortesag, men alt er jo gået efter planen. Bios har i dag lukket sine aktiviteter ned i Danmark. ”Mission accomplished”.

I en anden boldgade finder vi Danske Bank, som ganske vist tabte 6 mia. kr. sidste år, men som primaert skyldtes vanskelige forhold på de finansielle markeder, mens banken var relativt upåvirket af en kundeafgang på 29.000 kunder og bankens medvirken i sagen om hvidvask i Estland. Et andet lignende eksempel er advokatfirmaet Bech-Bruuns dobbeltrolle som både rådgiver for kunder, der har fået tilbagebetalt ulovlig udbytteskat fra Danmark, og ved at forestå den ”uvildige” advokatundersøgelse af selvsamme svindel med udbytteskat.

Det viser blot, hvor langt virksomheder og deres medarbejdere er villige til at gå for at opnå en økonomisk gevinst, uanset om man befinder sig inden for eller uden for skiven af den gaeldende lovgivning. De fleste sager ender ofte alligevel med et forlig.

Det er med andre ord moralen, det halter med. Vi har efterhånden udviklet en kultur, hvor ingen siger noget, selv om ens moralske kompas viser tydelige udsving og i vaerste fald indikerer, at der bliver begået noget ulovligt.

Vi ser det i mediebranchen, hvor mediebureauerne kaemper med at bevare trovaerdigheden, uden dog at skulle beskyldes for at begå ulovligheder.

Men hvad de virksomheder, som indrykker annoncer i medierne og på nettet, ikke ved – eller ikke ønsker at vide – er, hvor meget deres samarbejdspartner tjener på at anbefale det ene medie frem for det andet, og hvor stor en andel af marketingbudgettet der bliver aedt op af gebyrer til tredjepartsdata og digitale indkøbsplatforme.

Risikoen for at udstille sin uvidenhed er nemlig for stor, så laenge der bliver leveret sorte tal til marketingchefens audiens hos virksomhedens adm. direktør. Umiddelbart en win-win-situation – ikke nødvendigvis for virksomheden, men for mediebureauet, der fastholder omsaetning, og marketingchefen, som trygt kan fortsaette i sin stilling.

Alt for få stiller spørgsmål. Ser man på hele ”ad fraud”problematikken, så skønner den internationale annoncørforening World Federation of Advertisers, at svindel med digitale annoncer inden for det naeste årti bliver naeststørste kilde til organiseret kriminalitet. Kun overgået af handel med narkotika.

Hvorfor? Fordi det er en mere indbringende forretning og kraever en betydelig mindre indsats end andre kriminelle forretninger. Tilmed er risikoen for at blive afsløret lille, og ingen er hidtil blevet straffet.

Det illustrerer bare, at så laenge risikoen for at blive ”opdaget” er lille, er der fortsat virksomheder, medarbejdere og organisationer, som er grådige nok til at tilsidesaette lov og moral for egen vindings skyld.

Derfor er jeg også overbevist om, at Advice rider stormen af, da Falck-sagen hverken er første, eneste eller sidste gang, at Advice eller andre lignende kommunikationsvirksomheder bliver hyret til at føre smaedekampagne.

Der er med garanti virksomheder og organisationer derude, som i skrivende stund sidder og kalkulerer, hvilken risikoprofil der genererer den største gevinst, trods et stort tab ved at gøre noget ”forkert”. En kalkule, som Advice og Falck selvfølgelig har haft fuldstaendig styr på.