DATING-SPIL

Rinko er en sød japansk gymnasiepige med sort hår. Men det fine ydre daekker over en mørkere hverdag. Selv om hun har masser af veninder i skolen, er hjemmet plaget af problemer.

For Rinkos foraeldre er blevet skilt.

Det gik som i de klassiske eventyr – dog først uden prinsen. Faren smed Rinkos mor ud og hentede en ond stedmor ind sammen med hendes lige så grumme søn. Nu er skolen Rinkos eneste helle. Men det er også o.k., for her har Rinko mange bejlere.

Faktisk flere millioner af slagsen. For Rinko er ikke virkelig. Hun er en af hovedpersonerne i ”Love Plus”, Japans mest populaere dating-spil.

Den ukronede dronning

Det er noget af en kraftpraestation, for den slags computerspil er mainstream i Japan. At blive landets pixel-sweetheart er noget naer lige så stor en udfordring som at ligge nummer ét på pophitlisterne.

Rinko har vaeret industriens ukronede dronning siden 2009.

Datingspillene er nemlig for laengst blevet en landeplage i Solens rige.

Imens viser den ene statistik efter den anden, hvordan et stigende antal af isaer unge japanere langsomt mister interessen for kaeresteforhold af den ikke-virtuelle slags.

Til gengaeld er der milliarder at tjene på den simulerede kaerlighed.

Spillefirmaerne sprang øjeblikkeligt til.

Intelligente drenge

Rinko har både standarder og temperament – begge styret af en begraenset form for kunstig intelligens. Som formand for sin skoles biblioteksklub er hun, for eksempel, kun interesseret i drenge, der både har høj intelligens og kunstneriske tilbøjeligheder – og det får hendes menneskebejlere på den anden side af skaermen hurtigt at vide.

»Undskyld, men jeg kan altså ikke gå ud med en fyr som dig,« smiler hun lettere arrogant, hvis en potentiel kaereste beder om en date, før hans ”litteratur-score” er høj nok.

»Du kan jo ikke engang citere Tolstoy!«

Godt med temperament

Og det er, når hun er i godt humør. Bliver hun først romantisk involveret med en spiller, viser Rinko sig hurtigt at vaere en temmelig kraevende – og måske ikke helt mentalt stabil – kaereste.

»Sig så du elsker mig! Sig det nu! Lige nu! Nuuuuuu!« brøler hun gennem skaermen til den arme fyr, der prompte har at svare. Ellers falder hans ”samhørigheds-score” som en sten, og der kan gå en uge, inden Rinko er glad igen.

Hvilket hurtigt kan blive akavet, forklarede en spiller fra Osaka med et fåret grin under et medieinterview sidste år, da den nyeste version af spillet kom på gaden.

Love Plus spilles nemlig over mobilen, og det er ikke nok blot at taste sin kaerlighedserklaering – spilleren skal sige det højt ind i sin smartphones mikrofon. Ligesom Rinko hvisker romantisk – eller skriger – gennem samme.

»Søde, jeg elsker dig jo. Du må ikke vaere sur. Jeg elsker dig. Elsker dig,« mumlede han febrilsk ind i telefonen Japans første dating-spil hed ”Night Life” og blev udgivet i 1982.

Det var dog ikke populaert. Ikke mindst fordi grafikken var ekstremt begraenset.

I 1990’erne oplevede genren et enormt boom, båret frem af computerrevolutionen.

Det første dating-spil til kvinder blev udgivet i 1994. Det hed ”Tokimeki Memorial” og spilles stadig i dag i nye varianter.

Genrens største salgssucces til dato er ”Love Plus”, hvis første version udkom i 2009. til sin udkårne animationsfigur, så hun holdt op med at råbe. Rinko havde besluttet sig at flippe ud, mens han stod i et taetpakket tog.

Hun var vred over, at han natten før havde afsluttet sin godnatsamtale uden af sige paent farvel. For selv en kunstig intelligens vil åbenbart kysses ordentligt godnat.

Biblioteket giver point

De mange dating-spil følger ofte samme skabelon. De spilles som et rollespil, hvor hovedpersonen bevaeger sig rundt i den virtuelle verden og udfører handlinger, der giver ham højere score på forskellige områder – for eksempel giver det point i Rinkos bog, hvis spilleren bruger en masse tid på biblioteket.

Hvis han vil have fingrene i en af hendes to rivaler, Manaka, må han til gengaeld blive medlem af sportsklubben. For Manaka er besat af tennis og macho-maend.

Historien udvikler sig derefter som en kaerlighedsroman, hvor hvert kapitel langsomt låses op, efterhånden som spilleren bliver bedre til at navigere sine pixelkaeresters luner. Samtidig laerer han mere om dem – så som Rinkos triste baggrund.

Derefter følger dates, der tit skal ”udføres” på romantiske kalenderdage som jul, nytår og valentinsdag.

Ofte er der endda meget mere ved historien end blot kaerlighedsaffaeren, og spillene er ikke kun rettet mod maend. I ”Metro PD: Close to you” er hovedpersonen en politikvinde, der skal opklare en raekke mord og langsomt afdaekke en dyster konspiration – samtidig med at hun scorer én ud af flere fejende flotte, mandlige kollegaer efter samme princip som Rinko.

Metro PD spilles naesten udelukkende af kvinder. Det samme gør ”Hakuoki”, et datingspil, der finder sted i samurai-tiden. Eller ”Samurai Love Ballad: Party”, der har samme tema. Og de er ikke mindre dominerende end Rinko – tvaertimod.

»Hvis du bevaeger dig, slår jeg dig ihjel,« lyder Hakuokis første replik, mens den laekre samurai traekker sit svaerd og skaever hadsk ned på hovedpersonen – der prompte ser muligheden for en hed kaerlighedsaffaere.

Millioner at score

Der findes i hundredvis af titler. For der er millioner at tjene.

Alene Love Plus har i sine