Nomineret til landsbyprisen:
På mange måder ligger Knebel midt i idyllen og er privilegeret i forhold til infrastruktur. Der er skov, strand, smukke landskaber, fred og ro, men byen ligger også taet på Aarhus Lufthavn og i rimelig kort pendlerafstand til områdets metropol Aarhus.
Men Knebel har som de fleste andre yderområder i Danmark også vaeret ramt af udviklingen, hvor landområder er blevet affolket til fordel for de større byer, og oveni kom så finanskrisen. De to forhold betød, at en ond spiral fik magten over byen. De vedvarende besparelser, den gradvise nedlaeggelse af områdets infrastruktur og fravalg af investeringer i noget som helst nyt blev synonym med det at leve på Mols.
Og her kunne historien om Knebel let vaere endt, men borgerne i byen og området ville det anderledes. Dengang i 2014. Den onde spiral skulle vendes, fortaellingen skulle aendres. Men hvordan?
Ja, hvem kunne vide, at det faktisk skulle gå hen at blive en af de få molbohistorier, som er vaerd at huske, og som alle molboer kan ranke ryggen af.
Hvad gør vi nu?
»Vi var fire, der mødtes og sagde, hvad gør vi nu? Det kan vi ikke leve med. Vi blev enige om at indkalde til et møde og laegge tingene frem og sige, vi har en braendende platform her. Det er ikke rart. Der kom 100 til det møde. Vi sagde nej til afvikling og ja til udvikling, og det var rungende,« siger Jørgen Ørgård, som er formand for Borgerforeningen Mols, et distriktsråd for Mols og Helgenaes, og en af hovedkraefterne bag mange af initiativerne omkring Mols i Udvikling.
I de efterfølgende måneder blev diagnosen stillet klart, og svaret blev, at alt det negative skulle brydes af noget positivt. Herefter blev medicinen i første omgang givet i form af startskuddet til ”Projekt Mols i Udvikling”. Initiativet kom fra en bred kreds bestående af bl.a. Borgerforeningen, Idraetsforeningen Mols og bestyrelsen for skoler og børnehaver.
Allerede fra start var fokus, at energien og drivkraften skulle komme indefra; borgerne skulle inddrages, involveres, have indflydelse på udviklingen. For det er borgerne, der kender behovene. De centrale beslutninger over hovedet på folk i snaevre foreninger eller det kommunale byråd skulle fjernes eller i det mindste påvirkes mest muligt. Lidt flot kunne man påstå, at Mols i Udvikling (MiU) havde sat sig for at genopfinde demokratiet.
»Kommunerne er så store nu, at det er en håbløs tanke, at kommunerne skal komme med forslag til, hvad der skal ske i landområderne. Vi skal vende det om. Vi skal sige, at vi kommer med forslag fra de enkelte lokalområder. Og hvis vi gør det, er der god mulighed for at blive bakket op. 27 medlemmer i et byråd eller en forvaltning skal komme med forslag, og hvis vi ikke kan blive enige, så beslutter de bare noget for os,« siger Jørgen Ørgård.
Idéen om MiU blev en succes. Efter mindre end et halvt år var der etableret 24 grupper, og flere end 250 frivillige borgere var i gang med et projekt eller i en arbejdsgruppe – også på tvaers af landsbyer og gamle fordomme. Og for at forstaerke sammenhaengskraften mellem de enkelte byer blev der udnaevnt ambassadører for at styrke ånden i faellesskabet. Begrebet landsbyklynge var med andre ord blevet en realitet på Mols og Helgenaes.
Drøm til virkelighed
I Knebel er det alle for én, og én for alle. Det er Knebel, der er nomineret til Landsbyprisen, men i virkeligheden daekker den foreløbige haeder over et samarbejde mellem 24 mindre byer i området omkring Knebel på Mols, som i alt taeller knap 3.800 borgere.
Her små fem år senere er det så tid til en status, hvor det korte svar er, at det går godt. Endog sådan sagt på den lidt jyske måde.
Endnu flere grupper har knyttet sig på tvaers af byskilte. Nu arbejder menighedsrådene og forsamlingshusene også sammen. Sloganet ”Ingen kan det hele, sammen kan vi (naesten) alt” er slået igennem. Landsbyerne har for alvor fået øjnene op for, at det faelles mål er det, der i sidste ende også gavner den enkelte by og ikke mindst den enkelte borger mest.
»Tidligere var hver lille landsby nok i sig selv, men det er der ingen, der siger mere. Nej, nu er vi sammen om at udvikle det hele,« siger Jørgen Ørgård.
Den største milepael i dag er, at der er skaffet fiberbredbånd til store dele af området. Noget, der med stor sandsynlighed ikke var blevet realiseret, uden Borgerforeningen og baglandets pres. At der i dag findes et udstrakt bredbåndsnet betyder, at det