»Der var jo cirka en sexscene om ugen, så antallet er i hvert fald det højeste, jeg har prøvet i en film«

Kan vi alle genkende noget af os selv i en kvinde, der har sex med sin 17-årige stedsøn? Det mener Trine Dyrholm, for hvem det også har vaeret graenseoverskridende at indspille sexscenerne i den prishaedrede film ”Dronningen”, der har premiere den 28. maj.

»Efter det der Ghita Nørbyinterview, så må jeg hellere sige, at diktafonen...« siger journalisten, før Trine Dyrholm årvågent afslutter saetningen:

»Ja, så skal du sige højt, at den ruller,« siger hele Danmarks Trine Dyrholm venligt, dog uden at fortraekke en mine, og fortsaetter:

»Men det må den også godt.«

Den 46-årige skuespillerinde ankom rank og imødekommende til Hôtel De Ibsen i indre København i et elegant, blåt jakkesaet, med det tykke blonde hår tilbageredt som en solstråle bagom hovedet, mens hun storguffede på en rugbrødssandwich med avokado-farvet indmad.

Hotellet, der i nattetimer let springer i øjnene fra gadeplan med sit skarpe, røde neonskilt med teksten ”Hotel”, aktiverer fantasierne – for hvad foregår der mon inde i de ukendte og lånte rum?

Ergo: Et hotelvaerelse her er en fin ramme til at tale om filmen ”Dronningen”, instrueret af May el-Toukhy, som Dyrholm spiller hovedrollen i, naermere bestemt som advokaten Anne, der lever et på overfladen lykkeligt liv med to døtre og en mand i et laekkert hus, omgivet af vild og dragende natur. Men selvsamme vilde natur findes også i hendes karakter, står det klart, da hun indleder et seksuelt forhold til sin 17årige stedsøn, og et komplekst psykologisk portraet af en karrierekvinde tager form.

Filmen har allerede vundet publikumsprisen på Sundance Film Festival samt hovedprisen, publikumsprisen og skuespillerprisen på Göteborg Film Festival. Anmeldere i ind- og udland har vaeret begejstrede – faktisk skrev Ekkos filmanmelder endda, at den i forvejen storhaedrede og Sølvbjørns-begunstigede Dyrholm leverer »sit livs praestation«.

Ukrukket iscenesaettelse

Dyrholm, der taler med usnobbet fynsk dialekt, beskrives ofte af journalister som »ukrukket«, og i dag kandiderer hun kedeligt nok til selvsamme betegnelse. At interviewet skulle foregå på et hotelvaerelse, var intet problem. Dyrholm spurgte endda, i fotoøjemed, om hun skulle tage noget saerligt tøj på til lejligheden.

På hotelvaerelset bedyrer hun før interviewstart, da hun skal på toilet, at det er synd, at hun nu skal bruge et helt nyt håndklaede til at tørre haender. Og da hun efterfølgende viser sig igen i en dørkarm, fortaeller hun medievant og let smilende med et nik til diktafonen:

»Så fik du også med, at jeg er miljøbevidst og synes, at det er aergerligt, at jeg skal bruge et håndklaede. Det er meget godt for mig jo.«

Generelt er hun ikke ovenud begejstret for at lave interview op til en film. Eller... hun kalder aktiviteten »lidt speciel«. Hvorfor det?

»Du ved... så skal man kloge sig om filmen, men denne her film er svaer at snakke om, man vil ikke afsløre for meget, så man vil hellere have, at folk ser den i biffen. Og så skal man tale om sig selv, og det vil man egentlig ikke, men det vil man så lidt alligevel,« fortaeller hun.

Hvad mener du om Ghita Nørby-interviewet?

»Der kan siges mange ting om det, så derfor vil jeg undlade at sige for meget. Et interview er jo sådan et samarbejde på en måde, og så nogle gange er det alligevel ikke,« siger hun kortfattet.

Sex som motor

”Dronningen” har mange eksplicitte sexscener. Hvor højt placerer du denne film på listen over de mest sexfyldte, du har lavet?

»Ja, altså... der var jo cirka en sexscene om ugen (under optagelserne, red.), så antallet er i hvert fald det højeste, jeg har prøvet i en film,« griner Dyrholm og indvender:

»Men nu har jeg jo tidligere taget Noomi Rapace (svensk skuespillerinde, red.) bagfra med en påspaendingsdildo (i filmen ”Daisy Diamond”, red.), så jeg har også før vaeret ude i nogle ekstremer.«

Sexscenerne med den 22årige svenske skuespiller Gustav Lindh (der spiller den 17-årige stedsøn) har en saerlig vigtighed i ”Dronningen” og blev indspillet »meget professionelt«, forsikrer Dyrholm flere gange:

»Nogle af scenerne er voldsomme, mens andre er mere poetiske. Og det er netop, fordi karaktererne ikke ”bare har sex”. Sexen er karakterbaerende og har fra starten vaeret en vigtig del af fortaellingen. Scenerne blev faktisk skrevet ret meget ud i manuskriptet. Det er ret usaedvanligt, at man skriver praecis, hvad der skal ske. Og det er faktisk meget interessant, at jo mere professionelle rammer man kan skabe, jo vildere ting kan man lave.«

Det skaber en beroligende tryghed, når man som skuespiller ved praecis, hvad der skal ske, fortaeller hun:

»Så bliver sexen jo naermest en stuntscene, som man udfører fra a til z,« siger hun.

Uden at afsløre for meget, så kan man godt sige, at advokaten Anne har noget mørkt i sig – et mørke, der begynder at boble i en scene, hvor hun spontant, under et malerisk, udendørs og sommersummende middagsselskab, udskifter den fredelige loungemusik på anlaegget med Soft Cells ”Tainted love” for fuld skrald. Hun danser forhekset rundt i sin egen verden med en drink til sangteksten: »Sometimes I feel I got to. Get away...«, alt imens manden skaever nervøst til hende, mens han holder samtalen med gaesterne i kog, som om alt er idyl.

»Det er faktisk blevet en nøglescene, for her maerker man noget af essensen i denne kvinde,« siger Dyrholm, der ikke er meget for at uddybe, men alligevel fortsaetter:

»Filmen handler meget om eksistentiel laengsel og eksistentiel ensomhed. Der er en ekstremt stor ensomhed i alle mennesker. Og selv om man måske ikke kan sympatisere med Anne hele vejen, så kan alle nok relatere til en laengsel efter bare at give fanden. Eller møde sig selv på ny. Det betyder ikke, at du skal gøre det, som Anne gør i virkeligheden, men at det er noget, vi alle sammen baerer rundt på... i vores... måske lykkelige liv.«

Virkelighedens Trine Dyrholm havde også laengsler og ventede nogle år med at stifte familie? »Ja, dengang jeg var 33 år, var jeg ret sikker på, at jeg ikke skulle have børn, og at jeg nok heller ikke kunne finde ud af at have en mand. Og så mødte jeg faktisk min nuvaerende mand, og jeg blev så gravid to år efter. Det er sådan et klassisk eksempel på, at livet sjaeldent er, som du forestiller dig det. Og derfor...«

Et sekunds taenkepause, før Dyrholm afslutter:

»... skal man helst ikke forestille sig noget i for konkret en form. Det er i hvert fald min tese.«

»Graenseoverskridende«

Der er saerligt én sexscene, der bliver meget eksplicit. Hvordan har du det som skuespiller med at kaste dig ud i sådan noget... er det bare helt fint? Dyrholm traekker lidt på det: »Jamen, det har da vaeret graenseoverskridende. Men det er jo per definition ret graenseoverskridende at vaere skuespiller. I forhold til mange ting,« siger Dyrholm.

Men hvad var graenseoverskridende i lige det her tilfaelde?

»Jamen... at det er blufaerdigt. Og så skal man have sit tøj af. Graensen til, hvornår det bliver privat, kan vaere lidt svaer nogle gange. Men at skuespille et sammenbrud kan også vaere blottende på en anden maerkelig måde,« siger Dyrholm.

Din karakter spiller en aeldre kvinde, der måske også laenges efter ungdom. Kraever det mere mod at lave sådan nogle