“Flashdance” er en uambitiøs og ufaerdig musical
Det giver ikke mening at hylde al det talent, der er samlet på scenen i ”Flashdance The Musical”, fordi de desvaerre slet ikke kan hamle op med det sjusk, der omgiver hele opsaetningen.
Vi er klar til endnu en tur i One And Only Musical Teaters musicalmaskine. Men med ”Flashdance The Musical” bliver det en bundskraber på flere parametre.
Og den oplevelse bliver delt af de fleste i Musikhuset Aarhus’ store sal på denne premiereaften. Begejstringen blandt publikum er noget af det mest afdaempede, der kan komme fra langt over tusind publikummer. Der er øjeblikke i musicalen, hvor vi sidder og kigger forvirret på hinanden: Er det her deres alvor?
Når vi alligevel undervejs bliver underholdt af musicalen, så skyldes det halvdelen af gangene, at der er praestationer eller iscenesaettelsesmaessige valg, der er så elendige, at man er nødt til at grine ad det.
Årets vaerste lyd
Grundlaeggende skal en musical lyde godt og se godt ud. Er der styr på de to elementer, så kan man til tider slippe afsted med meget på andre områder.
Men ”Flashdance” lyder simpelthen forfaerdeligt. Allerede i løbet af de første minutter har anlaegget hylet eller ”feedet” et par gange. Vi ved selvfølgelig, at vi er til en premiere, og nogle gange skal afviklerne lige have lejlighed til at justere nogle niveauer.
Om niveauerne så er blevet justeret denne aften, er svaert at sige, men niveauerne er i hvert fald hele vejen igennem musicalen både i øst og i vest. I det ene øjeblik drukner sangerne i orkestret, og i det naeste øjeblik lyder det, som om orkestret er udskiftet med en halvprofessionel båndoptager i kulissen.
Derudover bliver både musikken, sangene og replikkerne, når mikrofonerne ellers er blevet taendt, ledsaget af skratteri og støj. Det er simpelthen en uacceptabel lydoplevelse.
MUSICAL MUSIKHUSET AARHUS Af Tom Hadley og Robert Cary Musik: Robbie Roth Oversaettelse: Thomas Bay og Mads AEbeløe Varighed: Cirka 2 timer og 30 minutter Spiller i Aarhus og København til den 3. august 2019
For meget sjusk
Men ser det i det mindste godt ud? Nej, ikke synderligt. Koreografierne af Tim Zimmermand ligner noget, der er lavet til en amatørforestilling på et eller andet college i USA.
Scenografien er, omend med et ganske trist ståludtryk, velkonstrueret og bruges fornuftigt og varieret igennem forestillingen. Men den er besat af en lyssaetning, der med løbelys og lyssøjler ligner et falleret tivoli.
Philip Zandén forsøger ikke engang at lave en musicaliscenesaettelse. Da vores to hovedpersoner har en følelsesladet duet sammen, så bliver det gjort til en lille og intim scene, hvor de gudhjaelpemig står med haenderne i lommerne. Det er ellers et oplagt sted til de helt store armbevaegelser.
Det hele er så grundlaeggende uambitiøst og halvfaerdigt, at det slet ikke giver mening at komme ind på, hvor søde og sjove, smukke, veldansende og velsyngende flere af de medvirkende er. De har simpelthen for meget sjusk at baere på deres performerskuldre.