Klima og fakta
Klimakrisen – blandt
ikke så få allerede: klimakatastrofen – er tidens store, tvaerpolitiske sag. Man kan sagtens diskutere, om andre udfordringer ikke reelt er lige så store: migration, overbefolkning, atomoprustning, digitalisering. Men at klimaet er under pres og forandring og kalder på meget store omstillinger i global målestok, er efterhånden blevet faellesgods uanset politisk og ideologisk udgangspunkt.
Også i den hjemlige valgkamp kappes partierne om at vise grøn profil. Foreløbig handler det mest om, at jo flere penge man vil bruge på klima, jo grønnere er man. Det ligger tungere med de konkrete bud på, hvordan samfundet ser ud om 25 år, når den efterlyste baeredygtighed skal omsaettes i praksis. Dermed får debatten også et noget teoretisk skaer. Det er let nok at ville skrive store checks ud til fordel for klimaet, men virkningen maerkes først i de kommende generationer, og der er reelt ingen garanti for, at den indtraeffer.
På den baggrund er
det måske ikke underligt, at klimadebatten føres med store følelser og undertiden med et lidt vel afslappet forhold til fakta. En regnvåd sommer tilskrives straks menneskeskabte aendringer. »Klimaforandringerne får skyld for meget, uden at de nødvendigvis er årsagen. Der har altid vaeret ekstreme haendelser,« sagde forleden en af landets førende eksperter, Jens Hesselbjerg Christensen, her i avisen.
At der sker aendringer, bør dog efterhånden vaere haevet over al tvivl. Og at aendringerne langt hen ad vejen kan henføres til os menneskers aktivitet på kloden, må også vaere udgangspunktet. Spørgsmålet bliver dernaest, hvad der skal gøres, hvordan det skal gøres, om der kan opnås enighed om kursen, og om vi, når det kommer til stykket, er klar til at acceptere dybden af de nødvendige aendringer i hele vores måde at leve på. F.eks. vender en indsats for klimaet som regel den tunge ende nedad socialpolitisk. Vil vi det?
Så voldsomme, ja eksistentielle, spørgsmål må søges besvaret med fakta, nøgternhed og iskold videnskabelighed. Religiøsiteten må ud af klimadebatten. Det er i orden at vise god vilje, og også eksperter af alle slags har lov til at vaere personligt bekymrede, men panik og hysteri har aldrig skabt gode løsninger. Når hundreder af såkaldte fagpersoner underskriver åbne breve om behovet for at tage klimaet alvorligt, gavner det ikke just trovaerdigheden, at kun et fåtal af dem har en klimavidenskabelig baggrund. Når medier kortslutter alle normale journalistiske metoder og ukritisk stiller sig i den gode sags tjeneste, er det at gøre klimasagen en bjørnetjeneste. Når en del eksperter naegter at lytte til stemmer i klimadebatten, der traekker lidt i en anden retning, er det en mangel på intellektuel haederlighed, som i alle andre sammenhaeng fordømmes. Igen: Det rokker ikke ved selve konstateringen af, at der er en klimakrise, og at den kun kan løses på globalt niveau.
Dét er så en anden
af udfordringerne. Normalt siger man, at alting begynder og slutter med én selv, og sådan er det naturligvis også med klima og baeredygtighed. Men det bliver lynhurtigt et problem, hvis ikke alle traekker på samme hammel. Danmark udleder 0,1 pct. af verdens samlede CO2. Og hvad foregår der lige i Kina, Indien og Brasilien? Det er let at fire på beslutsomheden og miste modet. Og det er let at håbe på løsningen i teknologisk innovation.
Jyllands-Postens store klimaserie har taget afsaet i avisens tro på fakta som det helt nødvendige udgangspunkt – hvis man vil vide mere. Vores håb er, at vi dermed bidrager til at kvalificere klimadebatten.