Pensionsopgøret handler ikke om de nedslidte, men de slidte
Nedslidning og pensionsalder er blevet et afgørende politisk stridspunkt, men debatten praeges af forvirring og talen-forbi-hinanden. Begge fløje taler om ”de nedslidte”, men det er uklart, hvem de egentlig er.
For nylig havde en truckfører fra Nordjylland et indlaeg i JP. Han fortalte om en tidligere kollega, der lige var fyldt 60 og dagligt kaempede med smerter og stive lemmer:
»Når han var faerdig med morgenkaffen, kunne han ikke tage den store jakke på selv. Det måtte vi unge hjaelpe ham med, for han kunne ikke løfte armene. I vinterhalvåret var det helt skidt. Først op ad dagen, når han kom i bevaegelse, begyndte det at hjaelpe,« skrev Otto Bjerre.
Jeg møder lignende eksempler rundt i landet. Kirkegårdsgraveren, der fik indsprøjtninger i knaeet hver 14. dag for at klare jobbet. Sosu-assistenten, som må have en krykke med, når hun kører rundt og gør rent hos borgerne.
Mennesker som disse er naeppe syge nok til at blive visiteret til en seniorførtidspension. De har stadig en vis arbejdsevne, og så slipper man ikke gennem nåleøjet. En betydelig gruppe er fysisk eller psykisk slidt efter 40-45 år på arbejdsmarkedet, men stadig for ”raske” til en seniorførtidspension.
Slagterierne er en branche med mange slidte. Formanden for fødevareforbundet, Ole Wehlast, fremhaever, at kun 11 pct. af seniorførtidspensionisterne kommer direkte fra job – resten var forinden på sygedagpenge, dagpenge m.v.
»For at komme i betragtning til seniorførtidspension skal man vaere så syg, at man ikke kan klare hverdagen i fødevareindustrien. Så syge er alle mine medlemmer gudskelov ikke endnu, men de er nedslidte. Og pointen er jo netop, at de skal have mulighed for at traekke sig tilbage, inden de bliver så syge, at kroppen siger stop,« skriver Ole Wehlast i A4.
Problemets omfang dokumenteres af, at over halvdelen af 50+ med fysisk arbejde døjer med ugentlige smerter, og mange tager piller for at klare dagen. For de fleste går det heldigvis, men stigende pensionsalder og afvikling af efterlønnen rammer hårdt blandt dem, der kom tidligt på arbejdsmarkedet. Regeringen, De Radikale og DF forhandler om lempeligere regler for seniorførtidspension – Socialdemokratiet er helt usaedvanligt smidt ud. Der ventes en aftale efter påske, og mere lempelige regler er nødvendige. Det løser imidlertid kun problemet for en mindre gruppe syge og totalt nedslidte.
Det store stridspunkt i valgkampen bliver derfor Socialdemokratiets forslag om tidlig folkepension, SF og Enhedslisten er inde på noget lignende.
Desvaerre bidrager S til forvirringen ved at tale om en ret for »dem, der har vaeret laengst på arbejdsmarkedet og er blevet nedslidt« – som Mette Frederiksen siger det.
Men: De mest nedslidte kan forhåbentlig visiteres til seniorførtidspension, kampen står om den bredere gruppe, der er slidte og traette efter mange år på arbejdsmarkedet. Det er de slidte og traette, der har brug for en ret efter 4045 år, tilsat hensyntagen til barsel, arbejdsløshed m.v.
Troels Lund Poulsen kritiserer, at der med en ny ret »vil vaere mennesker, som ikke er nedslidte, der vil stoppe med at arbejde«. Ja, det må vi da håbe. Er det urimeligt, at folk efter 40-45 år i aeldreplejen eller byggeriet får mulighed for at gå, før kroppen siger helt stop? Er 43 eller 45 år ikke nok?
En del har energi og helbred til at fortsaette, og de vil gøre det af både økonomiske og sociale grunde. Men samfundet skal åbne en nødudgang for de traette og slidte med 40-45 år på arbejdsmarkedet – vi kan ikke vaere andet bekendt.