»Jeg ville visne, hvis jeg ikke blev ved«
Til efteråret kan Lone Hertz fejre sit 70-års jubilaeum som skuespiller. Sideløbende med karrieren kaemper hun for de svage i samfundet.
Lone Hertz puster ud oven på aftenens optraeden i musicalen ”Mød mig på Cassiopeia”.
Forestillingen havde premiere på Folketeatret primo året, og frem til juni turnerer hun og de øvrige artister rundt til scener over hele landet.
»Stykket er en folkelig succes, fordi der er så mange kendte melodier, publikum kan nynne med på. Under applausen står folk op, og skuespillerne bliver kaldt frem et hav af gange,« fortaeller skuespilleren, der til efteråret fejrer 70-års jubilaeum på scenen.
Hun har ingen planer om at lade sig pensionere, for som hun siger:
»Man elsker virkelig sit fag som skuespiller. Det er ens lidenskab at optraede, og man får fornyet livsenergi ved at fortsaette. Jeg ville visne, hvis jeg ikke blev ved.«
Oprindeligt var det dans, der bragte hende i rampelyset. Som otteårig blev hun optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole.
Selv om hun ikke fysisk følte sig skabt til at hvirvle rundt på tåspidserne, gav årene på skolen hende en dannelsesballast, som hun tit har trukket på.
»Jeg fik en vidunderlig barndomspraegning for livet. Samtidig var teatret en vidunderlig fantasiverden, som jeg elskede at vaere i,« husker Lone Hertz, der som 10-årig blev castet til en stor barnerolle i Kaj Munks skuespil ”Ordet”.
»Allerede på det tidspunkt var jeg god til det med ord; jeg kunne leve mig ind i karakteren og formidle den. I stykket optrådte jeg sammen med Poul Reumert og Ebbe Rode,« fortaeller hun stolt.
Balletten måtte hun droppe; hun havde ikke den rette kropsbygning.
»I bedste fald var jeg blevet en god karakterdanser, men det havde jeg ikke lyst til.«
Broderen skubbede på
Hendes bror, som var ambitiøs på hendes vegne, sendte søsterens fotos ind til førende filmselskaber.
»”X Factor” fandtes ikke dengang, så han brugte datidens promotionskanaler,« husker Lone Hertz, der i 1951 debuterede som barnestjerne i filmen ”Hold fingrene fra mor” – en rolle, hun fik foran 350 andre håbefulde skuespillerspirer.
Senere blev hun spottet af ABC-teatrets davaerende direktør, Stig Lommer.
Fra 1956-61 optrådte hun her som solist med Kjeld Petersen og Dirch Passer – i den sidste revy sammen med søsteren Helle Hertz, der var Lommer-pige på teatret. ”Frk. Nitouche”,
”Tine”, ”Sommer i Tyrol” og ”Landmandsliv” er blot et lille udpluk af de titler på det store laerred, som har Lone Hertz på rollelisten.
På teatret er hendes spidskompetence at spille de store, klassiske kvindekarakterer.
Hun fremhaever sin Nora i Henrik Ibsens ”Et Dukkehjem” og Hedvig i hans ”Vildanden”.
Også på radio- og tv-teatret havde hun hyppigt engagementer.
I 1980-82 var hun sammen med Malene Schwartz direktør for Bristol Teatret og Aveny Teatret, og i 1984 blev hun rektor på Statens Teaterskole – en post, hun bestred frem til 1990.
På turné med foredrag
I perioder med få skuespilleropgaver har hun turneret flittigt med sine foredrag. Indholdet spaender bredt: Fra causerier over den beundringsvaerdige kunstneriske karriere til politiske peptalks om seniorpolitik, livskvalitet i den tredje alder og livet med en handicappet søn.
I sin fritid er Lone Hertz ambassadør for Hjerneskadeforeningen og bestyrelsesmedlem på Bramsnaesvig – en specialskole for børn og unge med saerlige behov.
Lone Hertz har dannet par med teaterdirektør Stig Lommer, skuespiller Axel Strøbye og ingeniør Sven Lindhardt.
Hun har fire børn, hvoraf den ene søn, Tomas, som lille blev hjerneskadet ved en vaccination.
»Det er min livsopgave at støtte ham; det bruger jeg megen tid på,« fortaeller skuespilleren, der i 1980 skrev manuskript til og instruerede filmen ”Tomas – et barn du ikke kan nå” om sin søns udfordringer.
12 år efter udgav hun bogen ”Sisyfosbreve”, der blandt andet bygger på de dialoger, hun har haft med sin verbalt sprogløse søn. skuespiller, fhv. teaterdirektør og rektor, København