Løkkes reformmaraton blev en tur til bageren

Statsministeren havde høje ambitioner om at øge arbejdsudbuddet i 2015. Med et fodslaebende Folketing endte det som en reformfuser af de store.

økonom, Taenketanken Kraka Forestil dig følgende scenario: Som nytårsforsaet saetter du et mål om at løbe et halvmaraton i det nye år. Undervejs opstår der problemer i din traening, og du får ikke løbet som planlagt. Men du laegger ikke ambitionen på hylden – tvaertimod. For at vise, hvor dedikeret du er, annoncerer du, at målet nu er et helt maraton. Da den store dag oprinder, løber du de omkring 1,5 km ned til den lokale bager, får en kanelsnegl og løber hjem igen.

De faerreste vil nok kalde det en succes. Men analogien svarer faktisk til forløbet for Løkkes regeringer siden valget i 2015 og deres ambitioner om at øge arbejdsudbuddet. Den første Vregerings 2025-plan havde en ambition om at forøge arbejdsudbuddet med 40.000 personer og anviste klare midler i form af flere reformer.

Mandaterne manglede

Planen kom dog straks i problemer, da der ikke var politisk appetit på hverken fremrykket indeksering af pensionsalder, SU-reform eller topskattelettelser. Striden om det sidste medvirkede til dannelsen af en ny VLAKregering, som noget overraskende annoncerede, at målet for øget arbejdsudbud nu var 55.000-60.000 personer, selv om de naevnte og mest effektive redskaber var blevet lagt i skuffen. Der var ikke sammenhaeng mellem den nye målsaetning og de anviste midler.

Nu her taet på løbsdagen/ valgdagen kan vi se, at det er lykkedes at øge arbejdsudbuddet med 4.700 personer. I forhold til målet på 60.000 svarer det til at løbe ca. 3,3 km (ned til bageren og hjem) i stedet for et maraton.

Det er naturligvis ikke kun regeringens skyld, at den ikke får løbet sit maraton. Der har ikke vaeret de nødvendige 90 mandater i Folketinget til at gennemføre de forslag, som for alvor kunne have øget arbejdsudbuddet.

Den ringe succes med at opfylde ambitionerne for forøgelsen af arbejdsudbuddet understreger hovedpointen fra den seneste rapport fra Kraka og Deloitte: Danmark har i en årraekke ført en reformpolitik, som har plukket de lavest haengende og mest modne frugter på reformtraeet. Den tilbagevaerende frugt er både svaerere at nå (politisk) og har ikke samme sødme i form af store effekter på arbejdsudbuddet.

Socialdemokratiet har meldt ud, at det ikke kommer til at saette konkrete mål for udvidelse af arbejdsudbuddet. Man vil i stedet fokusere på uddannelse. Uddannelsesfokus er klogt, for bedre uddannelse kan øge produktiviteten – dvs., vi kan skabe mere vaerdi uden at skulle arbejde mere. Men man bør ikke glemme også at fokusere på at øge arbejdsudbuddet, da det kan finansiere skattelettelser eller øget offentlig velfaerd.

En ny regering, blå såvel som rød, bør saette sig klare og helst målbare mål, med anvisning af hvilke midler man ønsker at bruge. Og hvis man som regering vil tages alvorligt, skal midlerne vaere tilstraekkelige til at nå målet. Raekker det parlamentariske grundlag ikke, ender det måske alligevel med en basse hos bageren. Men med klare anviste mål og midler ved vaelgerne, hvad de får, hvis deres parti får magt, som det har agt.