Vi er folket – demonstranter indtager gaden som aldrig før

Trangen til at vise sin protest på gaden er ikke forbeholdt Rasmus Paludan, som har sat Danmark på den anden ende med sin primitive protest mod muslimer. Gaden er i stigende omfang blevet kampplads for politik, viser en opgørelse, som den tyske avis Die Zeit har foretaget. I 2008 var der i Berlin 2.345 lovligt anmeldte demonstrationer, 10 år senere i 2018 var tallet naesten fordoblet: 4.446. Tallene fra Frankfurt og Køln viser samme tendens.

Netop Tyskland og i saerlig grad Berlin kan tale med om, hvad folkelige protester kan føre til. I år er det 30 år siden, at Berlinmuren faldt. Trykket voksede sig større, da borgere hver mandag gik på gaden under kampråbet ”Wir sind das Volk”, vi er folket. Resultatet af den borgerprotest er, at de skoleelever, som nu samles hver fredag for at protestere mod politikernes manglende indsats over for klimaforandringer, uhindret kan bevaege sig gennem Brandenburger Tor.

Der er naeppe mange folk bag Paludan. Raekken af politikere, som har lagt afstand til ham, synes laengere end hans tilhaengere, og meget tysaette der på, at den største effekt af hans protester kan aflaeses i regnskabet for politiets overarbejdstimer. Noget samlende symbol for en artikuleret utilfredshed bliver han ikke.

Paludans protester vil ikke aendre meget andet end hans eget liv og desvaerre også livet for de sagesløse mennesker, hvis biler eller andre ejendele blev braendt af i de voldsomme protester, som udspandt sig i forbindelse med hans demonstrationer.

Anderledes er det med de mere artikulerede bevaegelser, som vedholdende har vaeret på gaden for at udtrykke deres synspunkter. Die Zeit haefter sig ved, at det indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) ikke ville have opnået samme støtte, hvis det ikke havde vaeret for Pegidabevaegelsen, som – også hver mandag – demonstrerede i flere tyske byer i protest mod det, som de kaldte ”aftenlandets undergang” og ”islamiseringen af Europa”. Nu ligner bevaegelsen en skygge af sig selv, protesten er blevet til formaliseret politik. Det samme skete for miljø- og fredsbevaegelsen i 1980’erne. Den samlede sig om partiet De Grønne, som opnåede at komme i regering og tilmed sig på udenrigsministerposten i Tyskland.

Jürgen Trittin, gruppeformand for De Grønne i Forbundsdagen, tidligere miljøminister og ikke mindst kamperfaren aktivist, siger til Die Zeit, at en karismatisk frontfigur er forudsaetningen for gennemslagskraft: »1968 ville vaere utaenkelig uden Rudi Dutschke og De Grønne uden Petra

Kelly,« siger han med henvisning til de to frontfigurer i Tyskland.

Men der er også markante forskelle mellem de gamle 1968’ere og 1980’ernes atomprotester, mener Trittin og peger på mediebevidstheden som en af de større. Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har fået invitationer fra den franske praesident og har talt på det økonomiske topmøde i Davos. Trittin er med egne ord opvokset med konfrontationen som virkemiddel.

I år fylder Trittin 65 år og adskillige på hans alder kan tale med om det faellesskab, som var en del af organiseringen i protestbevaegelserne. Nu til dags klares det hurtigere på de sociale medier, og blandt de mange anmeldte demonstrationer findes der også dem, hvor deltagerne kan taelles på et par haender, eller hvor enhver kan laegge sit i parolen som: »Du kan ikke sige senere, at du ikke vidste det,« som de gule veste havde skrevet på gaden i Dortmund. Men, som Die Zeit påpeger, så har historien vist, at folk på gaderne går foran politik. De vil have forandringer, laenge før de finder sted.